Børn med handicap
Foto: Mette Frandsen. "Jeg er blevet klogere på mit eget handicap. Jeg arbejder her på TV Glad, og jeg møder også en del med Downs syndrom på mit bosted", fortæller Maria Quitzau Mortensen, der har af Downs syndrom

Børn med handicap

Maria har Downs syndrom: "Ved du, hvad en spasser er?"

Maria Quitzau Mortensen er blevet kaldt ’mongol’ og ’spasser’. Hun lærte at give igen, og nu går hun på gaden uden at føle sig anderledes.

Faktaboks

Lidt Om Maria Maria Quitzau Mortensen, 29 år.

Har Downs syndrom.

Arbejder på TV Glad og vil gerne være journalist.

Har deltaget i DR-programmerne Undskyld vi er her og Undskyld vi er her også og skrev sidste år en digtsamling.

Bor i København.

På et tidspunkt siger Maria Quitzau Mortensen, at hun synes, det er svært at tale om sin barndom på den måde. Den har været god, men ‘der har også været nogle nedture’, som hun formulerer det i lokalet hos TV Glad. Vi snakker om, hvordan andre børn kaldte hende ‘brilleabe’, ‘spasser’ og ‘mongol’, og hvordan det først var i skoletiden, hun lærte at tale rigtig godt og på den måde kunne sige noget igen til dem, der drillede. 

Maria er 29 år, hun arbejder på TV Glad, hun har Downs syndrom, og så er hun en af dem, der kan fortælle, hvordan det er at vokse op i et samfund, hvor du er anderledes end de fleste.

– Nu kommer det mest utrolige, som jeg kan huske. Det var måske i sjette eller syvende klasse, at der var en dreng, som var mindre end mig. Tror du så ikke, han kaldte mig spasser? Så sagde jeg ordret, at ved du, hvad en spasser er? ‘Det er en som dig’, svarede han. Så sagde jeg ordret, at en spasser er en forkortelse for spastiker, og ligner jeg måske en, der sidder i kørestol, spurgte jeg. Så kunne han ikke sige noget tilbage, fortæller Maria i dag til Vores Børn.

LÆS OGSÅ: "Jeg kan ikke se, hvorfor Downs er så slemt"

Hun erindrer ikke en barndom, som var særlig præget af, at hele verden kiggede på hende, fordi hun så anderledes ud. Barndommen var god, siger hun igen. Hendes lillesøster har fortalt, at når hun gik ved siden af Maria og så folk kigge, blev hun nødt til at sende dem et skarpt blik tilbage for at få dem til at kigge væk. Måske var det mest, når de var på ferie, folk kiggede, siger Maria.

‘Will you please stop it’

Hun kommer i tanke om en oplevelse, ‘og den glemmer jeg aldrig’, siger hun. – Vi var på camping i Grækenland eller Frankrig, og jeg skulle ud at børste tænder på pladsens toilet. Derude stod der en hel familie og gloede på mig. Rent ud sagt. En mor og tre børn. Jeg følte mig som et dyr i et bur. Faktisk. Jeg havde en fornemmelse af, at moren pegede på mig. Jeg sagde ‘will you please stop it’, men de fortsatte sgu. Så jeg satte i løb og skyndte mig ned til mine forældre, hvor vi fik en snak om det.LÆS OGSÅ: Celina mangler en hånd: “Hun er næsten som alle andreHun fortæller også om en anden episode, hvor hun var på vej hjem fra fritidsklubben, og hun følte, at nogen fulgte efter hende. Men der var ingen.Følte du det, fordi du i det daglige alligevel måske mærkede, at folk kiggede på dig?– Jeg tror det, men jeg ved det ikke. Nu når jeg tænker over det, tror jeg, du har ret. Jeg tror, det lå dybt i min underbevidsthed, at jeg havde følelsen af, at der var nogen, som kiggede, siger hun.På de skoler, hun har gået på, har hun været den eneste med Downs syndrom, og det ‘har været lidt svært’, husker hun. 

Føler sig ikke anderledes i dag

Og selv om vi nu har talt en del om de dårlige oplevelser, bliver hun ved med at understrege, at hun altså har haft en god barndom. De gode oplevelser er, når andre mennesker ligestiller hende og samtidig giver hende tryghed. Som på efterskolen, hvor hun blev placeret i grupper, der matchede hendes behov. Hun begyndte på det gule hold, som var dem, der havde brug for mest støtte og hjælp. Hun endte på det orange hold, som var for de mere selvstændige. Jeg stiller et dumt spørgsmål. 

Hvordan er det at have Downs syndrom i dag? 

Hun svarer klogt: 

– Tja, jeg lægger ikke mærke til det. Jeg er blevet klogere på mit eget handicap. Jeg arbejder her på TV Glad, og jeg møder også en del med Downs syndrom på mit bosted. Jeg lægger kun mærke til mit handicap, når jeg møder barrierer, eksempelvis. Ellers føler jeg mig ikke anderledes. 

Heller ikke, når du går på gaden? 

– Ikke mere. Jeg ser nogle, der har det værre end mig. Det er det, der gør, at jeg siger til mig selv, at hvor er jeg bare glad for mit liv. Hvor er det godt, jeg har det på den måde. Indimellem er der op- og nedture. Men det kan ske for enhver, siger hun til Vores Børn. 

LÆS OGSÅ: Har vi plads til anderledes børn?

LÆS OGSÅ: ’Han er jo også perfekt – selv om han er døv’

LÆS OGSÅ: Det er ikke en sygdom at være særligt sensitiv

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv og Downs syndrom