Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

Kvinde kigger ud af vinduet
Foto: Getty Images Takket være støtten fra min søns pædagog og min kæreste begyndte jeg at sætte klare grænser for min mor.

Min egen mor sørgede for, at jeg følte mig som en dårlig forælder

Jeg havde svært ved at håndtere min autistiske søn, og min mor blev ved med at komme med stikpiller, der fik mig til at føle, at jeg aldrig var god nok, fortæller en læser til Hjemmets Vibeke Dorph.

Hans rykkede uroligt på sig på sædet ved siden af mig i bussen. Han begyndte at rokke, hurtigt og rytmisk, mens han sagde høje lyde. Jeg havde haft 13 år til at vænne mig til at have et handikappet barn, men alligevel begyndte jeg nu at stresse. Det var heller aldrig rart, når andre var vidner til, at Hans blev urolig og fik det dårligt. Folks blikke gjorde kun både Hans og jeg nervøse. Og når Hans blev urolig, kunne det eskalere, og han var for stor for mig at håndtere, hvis han blev aggressiv og begyndte at slå om sig.

Jeg fortrød vores lille udflugt. Det havde ellers virket som en god idé at tage ud til stranden. Det var oktober, og der ville ikke være mange mennesker. Jeg havde bare ikke taget højde for busturen. Hans havde det meget dårligt med mange mennesker omkring sig. Vi var nødt til at stå af og vende om. Tanken om, hvordan min mor ville reagere, når hun hørte om vores mislykkede udflugt, fik mig kun til at få det endnu dårligere.

Det stod tidligt klart, at Hans ikke var som andre børn. Han udviklede sig ikke normalt, og han var en meget urolig baby. Senere fik han diagnosen infantil autisme, der betød, at han også var mentalt retarderet. Han havde ikke noget normalt sprog og kunne ikke have relationer til andre. Han kunne i det hele taget meget lidt, og min daværende mand, Anders, og jeg fik den hårde melding, at han ikke ville komme til at udvikle sig normalt på noget tidspunkt. Senere blev der lagt en ADHD-diagnose til, som bl.a. betød, at Hans kunne reagere meget fysisk og af og til også voldeligt, når han blev frustreret.

LÆS OGSÅ: Meta Louise Foldager Sørensen: "Jeg er bedre som mor og på jobbet, fordi min mand går hjemme"

Det var et chok for Anders og mig. Vi var kun midt i 20’erne og havde forestillet os et helt andet familieliv. Vi var på vej ud i arbejdslivet, havde planer og drømme for både vores liv og karrierer. Vi måtte tage alt op til revision dengang. Jeg må med skam melde, at det ikke var en proces, vi klarede særlig godt. Vi vendte vores sorg og frustration mod hinanden, og allerede da Hans var tre år, gik vi fra hinanden. Vi var stadig gode venner, og forsøgte så godt vi kunne at løfte forældreopgaven, men da Hans var 10 år, var vi begge udmattede, mens Hans kun blev mere og mere urolig. Derfor besluttede vi, at Hans ville have bedre af at bo på en institution, hvor han kunne få hjælp døgnet rundt. Det var en utroligt svær beslutning at sende Hans væk, men jeg kunne ikke se, at jeg havde andre muligheder. Hans kunne på det tidspunkt ikke være alene, han kunne ikke gå på toilettet eller spise selv, hans motorik var meget dårlig, han trivedes kun i et miljø, hvor der ikke skete for mange ændringer.

Igennem alle årene havde min mor stået last og brast med Hans’ udfordrende livssituation. Hun arbejdede kun ganske lidt, da Hans blev født, og gik siden på pension. Min mor havde al den tid i verden, der skulle til for at være der for Hans. Mens Anders og jeg gik gennem flere livsændringer, forblev min mors liv uændret. Hun boede i det samme lille hus, havde det samme sommerhus, hun boede i hver sommer, og gik i de samme cirkler.

Både Anders og jeg flyttede efter skilsmissen til nye boliger. Anders fik hurtigt en ny kæreste, og med hende fik han to små piger. Først da Hans flyttede på institution mødte jeg selv min nye kæreste, og jeg havde nu også en lille dreng på to år.

Det var ikke forandringer, Hans havde det let med. Faktisk ville han helst ikke besøge os hjemme længere, og når jeg insisterede på, at han alligevel skulle komme, endte det som regel i kaos. Det hjem, der var vores, var ikke hans. Det var til gengæld mormors hus og sommerhus.

Min mors engagement i Hans’ liv var en gave. Det kunne der ikke være tvivl om. Alt ville være så perfekt, hvis ikke det var fordi, der ofte lå en underliggende bebrejdelse i hendes handlinger – hvorfor kunne jeg, der var Hans’ mor, ikke gøre det samme for ham, som hun gjorde? Den besked kommunikerede hun konstant til mig på sin egen spidsfindige måde.

LÆS OGSÅ: Jeg følte mig som en gammel mor – og som en fiasko

Da vi kom hjem fra vores mislykkede bustur, fulgte jeg Hans tilbage til institutionen og blev der, til han skulle sove. Lige da jeg skulle til at køre, ringede min mor.

– Nå, hvordan gik jeres lille udflugt? spurgte hun.

Da jeg fortalte om den mislykkede tur, sagde min mor: – Det forstår jeg overhovedet ikke. Jeg havde Hans med på stranden her ved sommerhuset sidste weekend, og det gik fint!

Jeg sukkede i min ende af telefonen. Det var min mors måde at sige på, at hun gjorde det bedre end mig. Det var ikke fordi, jeg behøvede at blive mindet om det. Jeg havde dagligt dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne gøre det bedre for Hans. Måske, tænkte jeg ofte, måske kunne han have haft et liv sammen med mig, hvis jeg havde dedikeret mig 100% til det. Hvis jeg ikke havde haft et arbejde, hvis jeg ikke havde haft en ny kæreste og endnu et barn. Hvis jeg ikke …

Ugen efter ringede min mor ganske forudsigeligt igen.

– Nu har jeg haft Hans med på en fin tur med bus gennem byen. Det gik så godt, sagde hun.

Hun nævnte ikke min forfejlede tur ugen før. Det behøvede hun slet ikke. Der var en let triumferende tone i hendes stemme, som ingen af os kunne tage fejl af. Hun havde kun taget Hans med på en tur med bussen for at vise, at det kunne lade sig gøre. For hende altså.

Da jeg et par dage senere skulle besøge Hans, havde jeg ikke de store ambitioner. Jeg sad bare hos ham, krammede ham og talte med ham om den hund, som hans far lige havde fået, og som han var meget optaget af. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, men alligevel kunne jeg mærke, at jeg var ked af det bagefter. Jeg følte, at jeg burde gøre mere end bare tale med min søn om en hund. Jeg havde ikke engang selv lagt mærke til, at jeg græd, da jeg mødte en af de faste pædagoger, Anette, ude på gangen.

– Jamen, hvad er der dog i vejen? spurgte hun.

Jeg vidste næsten ikke, hvordan jeg skulle forklare det.

– Jeg synes slet ikke, at jeg gør nok for Hans, fik jeg fremstammet.

Så trak Anette mig med ind i personalerummet og gav mig et krus kaffe og trøstede mig. –

Hans har det rigtig godt her, fortalte hun. – Vi har mulighed for at hjælpe ham hele døgnet, og han trives her. Der er ingen forældre, der kan løfte den opgave alene, når de har et barn som Hans. Du er også nødt til selv at have et liv. Hans kan ikke være hele dit liv. Du giver ham alt det, du kan, og det er nok, sagde hun.

Vores samtale fortsatte længe, og jeg var helt rystet, da jeg senere kørte hjem. I samtalen med Anette, havde jeg fået sat ord på nogle svære følelser, som jeg havde tumlet med i mange år. Følelsen af konstant at være en utilstrækkelig mor, og frustrationen over at min egen mor altid forstærkede den følelse.

Jeg kunne sagtens glæde mig over, at min mor var en fantastisk voksen i Hans’ liv. Hun var verdens bedste mormor, men var hun egentlig en god mor for mig?

Om aftenen talte jeg med min kæreste, og jeg besluttede, at jeg fremover ville prioritere at være sammen med Hans på den måde, der var mulig for mig. Der var ingen grund til, at vi skulle have dårlige, stressede oplevelser, fordi jeg følte mig presset til at tage ham ud, når vi kunne have det dejligt og hyggeligt sammen på andre måder.

LÆS OGSÅ: Autisme og inklusion: ”Jeg ville bare gå i skole, ligesom alle andre”

Støttet af Anette og min kæreste begyndte jeg også at sætte klare grænser for min mor. Så da hun næste gang ringede og fortalte om en dejlig dag, hun havde haft med Hans i sit sommerhus, svarede jeg:

– Mor, jeg synes, at det er så godt, at du kan tage Hans med ud. Jeg ved, at han nyder det. Det kan jeg ikke selv.

– Næ, det kan du åbenbart ikke, svarede hun med netop den betoning, hun var så god til, hvor det var indforstået, at jeg burde gøre en større indsats.

– Men synes du, at jeg er en dårlig mor af den grund? Min mor blev helt stille.

– Næ, selvfølgelig ikke, svarede hun nølende.

– Det er jeg glad for at høre, svarede jeg. – For det er så hårdt at være mor til et handikappet barn, og jeg har virkelig brug for også din opbakning i de udfordringer, der hele tiden er.

Mere talte vi ikke om det, men fra den dag begyndte tingene at ændre sig. Min mor kom først og fremmest med færre stikpiller. Jeg kunne slappe mere af og glæde mig over de oplevelser, hun kunne give Hans – og dem jeg selv kunne have med ham.

Jeg er stadig ked af, at jeg ikke kan være der 100% for min dreng. Nu er han dog langt om længe ved at vænne sig til vores hjem og sin lillebror. Han kommer på korte besøg, men vi er stadig mest sammen på hans værelse på bostedet, for her føler han sig allermest tryg. Som noget nyt er jeg begyndt at tage med på de ture, min mor har med Hans. Nogle gange er det en weekend andre gange bare en dag i hendes sommerhus, som vi deler. Det er hyggeligt og giver os alle tre meget. Jeg har taget Anettes ord til mig om at give det, jeg kan. Det har hjulpet mig til at blive en bedre mor for Hans, men det har heldigvis også hjulpet min mor og jeg med at finde hinanden igen.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere. De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt. Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 30 85 19 68 eller på mail vibeked@hjemmet.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Mor, Autisme og Selvværd