Mor og barn
Foto: Getty Images | Det lå i kortene, at fordi jeg allerede var mor til Emma, havde jeg tjek på det hele, og det hele var derfor overladt til mig.
Hjemmet

Gammel mor

Jeg følte mig som en gammel mor – og som en fiasko

Jeg troede, at jeg havde tjek på det hele, da jeg blev gravid som 40-årig. For jeg var allerede mor til en datter, havde en ny, yngre kæreste og følte mig selv ung og frisk. Da intet blev, som jeg havde forventet, følte jeg mig som en stor fiasko.

Af Læserberetning 24.jan.2018 Børn

Jeg lod mig falde ned i sofaen. Jeg var simpelthen så træt og grædefærdig. Det værste var, at jeg ikke vidste, hvor længe jeg havde til et lille hvil. Min lille søn Matthias nærmede sig et år, men han havde stadig et helt uforudsigeligt søvnmønster både om natten og om dagen.

Det havde på ingen måde været så let for mig at blive mor igen, som jeg havde håbet.

Mine veninder havde eller altid kaldt mig for ”supermor”. Jeg havde Emma, der var 12 år gammel. Hun og jeg havde været alene i flere år, da jeg mødte Søren. Søren var skøn, charmerende, så rigtig godt ud og var otte år yngre end mig, der lige havde rundet de 40. Jeg kunne ikke andet end at falde for ham.

Søren havde ingen børn, men han tog med det samme Emma til sig. Han gjorde dog også klart, at et forhold mellem os betød, at han gerne ville have et barn. Jeg følte mig ung og frisk, så hvorfor ikke få et barn mere? Jeg havde endda den fordel, at jeg havde Emma allerede. Jeg havde været igennem småbørnsmøllen og gjort mig alle erfaringerne. Det ville blive så let med en lille ny. Troede jeg.

Heldigvis blev jeg hurtigt gravid. Jeg tænkte, at det var et tegn fra min krop på, at det var det helt rigtige, vi havde gang i. Hvad min krop begyndte at kommunikere derefter var derimod mere tvivlsomt. Jeg tog vildt hurtigt på. Allerede da jeg var få måneder henne, var jeg meget gravid. Jeg gjorde en stor indsats for at spise sundt og få rørt mig, men kiloene kom rullende med lynets hast. Jeg havde altid været flot og slank. Det føltes som et gigantisk kontroltab, at jeg nærmede mig flodhestestørrelse. Det skulle blive det første af en lang række kontroltab.

– Du er bare dejlig, sagde Søren og lød ærlig.

LÆS OGSÅ: Mor for anden gang som 44-årig: "Jeg har en større ro nu"

Søren var i det hele taget sød og støttende. Jeg opdagede dog hurtigt, at der opstod en særlig fordeling imellem os. Det lå i kortene, at fordi jeg allerede var mor til Emma, havde jeg tjek på det hele, og det hele var derfor overladt til mig. Imens kæmpede jeg med vand i kroppen og begyndende bekymringer om, hvordan det overhovedet ville blive at være ”gammel mor”’. Ingen af delene var noget, Søren rigtig forstod.

Det første jeg glædede mig til, efter Mathias var blevet født, var at tabe mig og komme i mit almindelige tøj. Min krop havde dog en anden plan. Intet var som 12 år før med Emma. Mathias var en dejlig dreng, men han var konstant sulten, og når han ikke lige lå ved brystet, var han urolig og græd meget. Jeg havde absolut intet overskud. Bare det at komme ud med barnevognen virkede uoverskueligt, at jeg de fleste dage blev siddende i sofaen med ham.

Når Emma kom fra skole, var jeg allerede helt udkørt. Jeg vidste, at jeg burde være der for hende, men mange dage blev det hende, der måtte redde mig og se efter Mathias, så jeg kunne komme i bad. Bagefter gik hun som regel ind på sit værelse og lukkede døren, og jeg følte mig som en utilstrækkelig mor for begge mine børn.

Det billede, jeg havde haft af mig selv, hvor jeg rendte rundt i stramme jeans og styrede barnevognen med den ene hånd, mens jeg var en sjov og oplagt mor og kæreste, var meget langt fra virkeligheden. I virkeligheden måtte jeg aflyse forældremøder og opgive klassesammenkomster i Emmas klasse, jeg meldte fra til alle invitationer fra vennerne, og jeg må med skam melde, at jeg lod rigtig mange af mine frustrationer gå ud over Søren, når han endelig kom hjem om aftenen.

Da min veninde en dag, hvor Mathias var tre måneder, for 10. gang ringede og spurgte, om jeg dog ikke bare kunne tage Mathias med i barnevognen på café som andre mødre på barsel, mistede jeg tålmodigheden.

– Men det kan jeg bare ikke, græd jeg.

Idéen om at sidde med en konstant grædende baby på café, var umulig, men det kunne Mille ikke forstå. Til sidst måtte jeg lægge røret på. Jeg skammede mig bagefter.

Det stressede mig, at vennerne troede, at jeg kunne stille op til alt det samme, som jeg plejede. Da Emma var lille passede mine forældre hende ofte. I de mellemliggende 12 år var min far død, og min mor var blevet gammel. Hun tog sig heldigvis meget af Emma stadigvæk, men hun kunne ikke overskue en lille baby. Det betød, at jeg faktisk ingen aflastning havde nu, hvor jeg havde allermest brug for det.

I min mødregruppe, hvor vi var fire mødre, der alle havde fået børn efter de 40, var der heller ingen, der talte om træthed eller manglende aflastning. Her forsøgte vi at overgå hinanden i succeshistorier, der alle handlede om, hvordan vi slet, slet ikke følte os gamle eller udslidte. Alligevel tog jeg en dag mod til mig.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø om at blive "gammel" mor: "Det var en virkelig god beslutning for mig"

– Jeg kan simpelthen ikke få det til at hænge sammen. Jeg mangler støtte, jeg synes, at jeg er en dårlig mor for min store pige, og jeg har slet ikke overskud til at være en spændende kæreste, sagde jeg.

Der blev helt stille.

– Jeg synes faktisk heller ikke, at det er let, svarede en af de andre, der som mig også havde et barn i forvejen, – Jeg føler hele tiden, at jeg er i klemme mellem mine to børns behov.

– Min mand og jeg har aftalt, at vi ikke må nævne, at vi er gamle, svarede en anden, hvis mand var 50. – Men jeg tænker hele tiden på, hvor gamle vi kommer til at være, når vores datter bliver stor.

En efter en kom historierne om træthed og afmagt frem. Pludselig var jeg ikke længere alene. De andre havde også kroppe, der var trætte, og familier der ikke hang sammen.

Det fjernede selvfølgelig ikke presset på mig og min egen familie, men det hjalp, at vi kunne tale om det sammen. Det gjorde det også nemmere for mig, at være ærlig over for venner og familie – og ikke mindst Søren. Han havde lænet sig så meget op af min erfaring som mor, at han slet ikke havde set, at jeg var ved at knække.

Det var sværere med mine venner. De fleste var et andet sted i deres liv, hvor deres børn begyndte at blive store og selvstændige. Mange holdt jeg helt op med at se, og så i stedet oftere de andre mødre fra mødregruppen. Det var lettere at være venner med dem, der stod samme sted i livet. Min veninde Mille vendte dog tilbage med en kage og en undskyldning. Hun har været en stor støtte og hjælp siden. Men det vigtigste var, at jeg selv lærte at vise min sårbarhed og bede om hjælp.


Henter...