Julie Zangenberg var i tvivl: ”Jeg vidste ikke om, jeg kunne blive en god mor”

Da Julie Zangenberg fandt ud af, at hun var gravid, blev en frygt vækket til live i hende. 

For hun har ikke altid levet det letteste liv. Fra en svær barndom og et tidligt liv i rampelyset, som allerede startede, da hun var 12, til hendes ungdom, der mest handlede om at feste, drikke og slå sig løs.

– Mine 20’ere var meget mig, der actede out og var vild. Jeg festede, drak og var oppe at slås. Jeg arbejdede solen sort, rejste og prøvede alle mulige ting af, og det er jeg også glad for. Men jeg følte også, at det var lidt meget at putte et barn ind i en person, som var på den måde.

Alle de skyggesider, Julie Zangenberg trak med sig, blev hun pludselig meget bevidst om, da der begyndte at gro et lille menneske i hendes mave.

– Jeg blev meget i tvivl om, om jeg kunne blive en god mor. Jeg var meget bevidst om det ansvar, der fulgte med, og jeg følte, at jeg skulle være den her perfekte moderfigur. Så to dage efter, jeg fandt ud af, at jeg var gravid, startede jeg i terapi.

Hendes fortid indhentede hende, og pludselig virkede det vigtigere end nogensinde at få bearbejdet den fortid, som hun havde holdt i baggrunden indtil nu.

– Jeg startede et hardcore terapiforløb, fordi jeg ville bearbejde alt det, jeg havde oplevet gennem mit liv. Jeg tænkte bare, jeg må ikke fucke det her barn op, så jeg prøvede at komme et mere balanceret sted hen.

Forventningpresset tager til

Selvom Julie Zangenberg fik bugt med sin egen fortid, inden hun fødte, blev barslen ikke balanceret på den måde, hun havde ønsket.

– Da jeg fik Leo, min ældste søn, blev det en meget kaotisk, meget kort barsel. Den var alt andet end klassisk.

Hun arbejdede helt frem til dagen før det planlagte kejsersnit, tjekkede mails igen dagen efter fødslen, og efter tre ugers barsel besluttede hun at vende tilbage til arbejdet, fordi hendes tøjbrand, CozybyJZ, var i knæ.

– Der var simpelthen så mange problemer, så jeg vendte tilbage langt tidligere, end hvad der var planlagt, for at prøve at redde den virksomhed.

Julie Zangenberg måtte overlade en stor del af ansvaret for babypasningen til sin mand – og det ramte noget dybt i Julie Zangenberg, som hun først på bagkant fandt ud af, hvad handlede om.

– Det var svært for mig at bede Andreas, min mand, om at tage over. Jeg følte mig mindre som mor og som kvinde, hvis jeg ikke gjorde det hele selv. Jeg tror, det er en fortælling, jeg har fået indlejret gennem sociale medier og fra film, kunst, teaterstykker og kultur i det hele taget. Der har været de her meget stereotype forklaringer om, hvad en kvinde kan være.

Det var svært for Julie Zangenberg at affinde sig med at være den mor, der arbejdede meget og måtte være væk fra sit lille barn. Hun følte sig fanget mellem to kasser, hvor hun på den ene side så en god mor som en, der havde tid til at være hjemme, og en god, hardcore karrierekvinde som en, der arbejdede konstant.

– De der kasser blev bare så virkelige for mig, og det føltes helt forkert at placere Leo noget andet sted end hos mig selv. Jeg kunne ikke se nuancerne, alle de niveauer og forskellige dele af min person, som godt kunne være der samtidig.

Ikke perfekt, men godt nok

I noget tid gik Julie Zangenberg i en osteklokke, hvor hendes egne negative tanker blev forstærket som en ond spiral.

– Det tog mig et stykke tid at komme over. De første par år var jeg enormt ked af det og havde virkelig dårlig samvittighed, fordi jeg følte, jeg ikke havde gjort det rigtige. Når jeg italesatte det, var det også meget negativt.

Men da Leo var et par år gammel, og Julie Zangenberg havde brugt enormt meget tid på at slå sig selv i hovedet over at have været mor på den forkerte måde, stoppede hun pludselig op.

– Jeg kunne rent faktisk godt se, at vi løste det ret fint, og at vi havde en dreng i balance, som var meget glad. Det er jo det vigtigste. Og så er jeg enormt glad for det forhold, min mand og Leo har fået.

LÆS OGSÅ

Kristina er gravid: ”Vejen har været lang og barsk, men jeg ved, at det her også kommer til at lykkes”

Ultraløberen Kristina Schou Madsen er gravid. Endelig. Og selvom hun har gennemført en lang række ekstremløb gennem alt fra Amazonas jungle til toppen af Kilimanjaro, har fertilitetsbehandlingen i hendes solomor-projekt været det hårdeste, hun nogensinde har oplevet.

Allerede efter få uger var det Julie Zangenbergs mand, der gav flaske, skiftede bleer og sørgede for de opgaver, som Julie Zangenberg helt instinktivt havde tænkt var hendes opgaver som moren. Men når hun lagde de forventninger til side, som hun pålagde sig selv, så hun alting i et nyt lys.

– Jeg tog mig selv i at blive ved med den her negative snak om, at det var forfærdeligt, den måde vi havde gjort det på. Jeg havde grædt over det igen og igen, men da jeg lige stoppede op, gik det op for mig, at vi faktisk havde klaret det godt. Det var ikke perfekt eller optimalt, men hvad fanden er det?

Det var også i den periode, at Julie Zangenberg besluttede sig for, at næste gang hun blev gravid, ville hun gerne gøre det på en anden måde.

Kontakt med det kvindelige

Selvom Julie Zangenberg indså, at de forventninger, hun havde til sig selv, var alt for firkantede, så ville hun gøre det på en anden måde, næste gang hun blev gravid. Så da Carlo, hendes anden søn, kom til verden, sørgede hun for, at kalenderen var ryddet.

– Jeg har klart været den primære omsorgsperson i den her omgang, og det har været enormt dejligt. Jeg synes egentlig, at begge mine børn er lige tilpasse og i balance, men jeg har selv nydt at være i en blødhed og læne mig ind i min kvindelighed på en anden måde.

Denne gang lukkede hun ned for arbejdsmailen, møder og andre opgaver, som hendes liv som selvstændig ellers ofte indebærer i det første stykke tid. Da hun langsomt begyndte at arbejde igen, var det med mere omtanke og ikke lige på og hårdt fra start.

– Jeg gav nok ikke plads til den der blødhed før, fordi jeg blev nødt til at bruge energien på min forretning i højere grad. Nu er der plads til ro. Men det vigtigste for mig har også været at indse, at der ikke er en rigtig måde at være mor på.

Hun blev bevidst om, hvor påvirket hendes forventninger til moderskabet var blevet af, hvad hun så på sociale medier. Så hun besluttede sig for, at hun ville være modvægten. Hun begyndte at dele de mindre glamourøse sider af sin graviditet – alt fra udbrændthed og tågehjerne til udslæt over hele kroppen.

– Det har været rigtig, rigtig vigtigt for mig at dele ud om det her emne. Både min graviditet, amningen og efterfødselsperioden var langt hårdere, end jeg havde regnet med.

Selv fik hun først børn, da hun var 32 år, og det tror Julie Zangenberg blandt andet skyldes, at hun ikke kunne identificere sig med de kvinder med børn, hun så i offentligheden i sine 20’ere. Hun ville leve en andet slags liv, hvor der også var plads til frihed og karriere.

– Jeg synes, der er for lidt viden om, hvordan man kan bliver tilfredsstillet personligt, arbejdsmæssigt og relationsmæssigt samtidig med, at man skaber et liv med sin baby. Det kan være udfordrende.

For Julie Zangenberg var ikke fan af at være gravid. Hun synes klart, at det har været det hele værd, når hun har fået sine børn, men undervejs har hun ikke nydt processen.

– Jeg hader at være gravid. Jeg hører fra mange, at de nyder det og føler sig på toppen af deres kvindelighed, men jeg var ikke vild med det.

Men når hun kigger tilbage på sine graviditeter og fødsler i dag, er det også med stor portion stolthed.

– Jeg har virkelig fået en kæmpe selvtillid omkring at være kvinde, og hvad vores kroppe kan, efter jeg er blevet mor. Efter jeg har født børn, har jeg det sådan, hold kæft, et vildt mirakel min kvindekrop er.

Lyt til hele samtalen i podcasten Skål Søster, hvor Julie Zangenberg og Lærke Winther snakker om alderdom, at omfavne sit udseende og hvordan man er en god mor.

LÆS OGSÅ

Annemette Voss om skilsmisse: "Det var tydeligt, at jeg ikke skulle være i det mere"

Bagedystvinder, forfatter og direktør i egen virksomhed Annemette Voss glemmer aldrig den 20. august 2013. Dén dag – for 13 år siden – blev hendes liv vendt på hovedet, fortæller hun til Hendes Verden.