Kristina er gravid: ”Vejen har været lang og barsk, men jeg ved, at det her også kommer til at lykkes”

I 2017 befinder Kristina Schou Madsen sig på toppen af et italienskS bjerg. Hun er i gang med et ubarmhjertigt ekstremløb, der strækker sig på tværs af alperne, fra Tysklands fortryllende bjergtoppe igennem Østrig og Schweiz for at ende i Italien. 

270 kilometer i 16.000 højdemeter. Men lige inden syvende etape går i gang, sker der det, hun frygter allermest. 

LÆS OGSÅ

Ellen Hillingsø har ét godt råd til bedre nattesøvn – og det er både nemt og effektivt

Skuespiller Ellen Hillingsø vægter en sund og aktiv livsstil højt – og her spiller kosten en stor og afgørende rolle for hende.

Da hendes fod rammer jorden, borer et glasskår sig op i hælen på hende og sender en skarp smerte igennem kroppen.

– Jeg sætter mig ned og hiver glasskåret ud, og da jeg taler med lægerne og min løbemakker, kan jeg mærke, at det er slut nu. Det er alvorligt, det her. Men næste dag, da jeg har hvilet mig, tager jeg løbeskoene på igen. 

Til at starte med virker det fuldstændig uoverskueligt, at jeg skal løbe 40 kilometer, hvor jeg faktisk ikke kan træde ned på min hæl. Men jeg formår at træde et skridt tilbage rent mentalt og kun fokusere på de næste fem kilometer. 

Det kan jeg altid løbe – det er bare min lille morgentur derhjemme. Jeg flytter altså fokusset til noget, jeg kan overskue, og væk fra min hæl, der er i smerte. Og da de første fem kilometer er løbet, gentager jeg det, indtil jeg er i mål.

Kristina har altid haft en særlig evne til at overkomme selv de største udfordringer. Det er netop det, hun fortæller om i sin nye bog 'Mentalt stærk – gør modgang til medgang'. 

Men bogen er også skrevet i en sårbar periode i hendes liv, for parallelt med arbejdet på bogen og sit løb har hun kæmpet for at blive mor på egen hånd. Et solomor-projekt, som hun kalder det, og det har presset hendes psyke på måder, hun aldrig har oplevet før. 

Processen har strakt sig over flere år og kostet et par tabte graviditeter for at nå til, hvor hun er i dag: med en lille pige i maven.

– Det har været en virkelig sårbar proces. Efter flere mislykkede forsøg er jeg endelig blevet gravid, men min krop har forandret sig på mange måder. Jeg har været i hormonbehandling i halvandet år, og det har givet mig tid til at mærke, at min krop ikke længere er den professionelle atletkrop, jeg kendte. 

LÆS OGSÅ

Blodprop: Her er symptomerne, du skal holde øje med

En blodprop i hjertet er livstruende, men alligevel er mange kvinder for langsomme til at reagere på symptomerne. Se, hvad du skal være opmærksom på.

Det vækker et helt grundlæggende identitetsspørgsmål: Hvis du ikke længere er hende, der løber langt, hvem er du så? Det er en proces, jeg forsøger at acceptere. Det betyder ikke, at jeg er utilfreds – jeg har jo drømt om det her længe. 

Men vejen hertil har været lang og barsk, og min krop er blevet helt anderledes. Jeg kan godt forstå, at nogle knækker under fertilitetsbehandling, for det er ekstremt krævende både fysisk og psykisk. 

For mig har det været vanvittigt hårdt – måske det mest barske, jeg nogensinde har gennemgået i mit liv.

En flugt fra hjemmet

Hvis vi skal forstå Kristina Schou Madsens evne til at overkomme selv de sværeste udfordringer, skal vi skrue tiden tilbage til hendes barndom. Hun er vokset op med en mor, der er bipolar – det, man tidligere kaldte maniodepressiv – og hun mistede sin far i et biluheld, da hun kun var 11 år gammel. 

Derefter kom en ny mand ind i billedet: Hendes stedfar, der viste sig både at være fysisk og psykisk voldelig, og som havde en stor hang til alkohol. Når bølgerne gik højt derhjemme, ville hun gerne beskytte sin mor og de to mindre søstre, men hun søgte også væk, så meget hun kunne. 

Hun havde brug for at finde en form for stabilitet midt i kaosset.

– Jeg fandt ud af, at jeg fik en ro, når jeg dyrkede sport. Jeg kunne lægge alle mine bekymringer til side, når jeg havde en fodbold mellem fødderne. På banen var der heller ikke nogen, der vidste, hvad der foregik derhjemme, så jeg blev bare set for den, jeg var. 

I skolen var jeg også stræberen, der altid sad med hånden oppe, for så kunne folk kigge på mig og sige: Åh, det er godt, Kristina, du er dygtig. Den bekræftelse, jeg ikke fik derhjemme, søgte jeg andre steder. 

Allerede som barn har jeg gerne villet gøre mig umage, og måske er det også derfor, jeg er et konkurrencemenneske helt ud i fingerspidserne i dag. Når jeg klarede mig godt, var der altid anerkendelse og ros – det blev en drivkraft for mig.

Hele sin barndom og ungdom var Kristina fysisk aktiv, men i 2008 fik hun en ny udfordring: En ven spurgte, om hun ikke ville løbe et halvmaraton. 

LÆS OGSÅ

Rikke tabte 25 kilo på 9 måneder ved at gå ture

Efter at have prøvet at utal af diæter, fandt 50-årige Rikke Stobberup en sund livsstil, der virkede. Ved at skrue op for det grønne og gå masser af ture, tabte hun sig 25 kilo på ni måneder.

Med sit konkurrencegen og sin stærke fysik tænkte hun, at de 21 kilometer ville blive nemt. Hvor svært kunne det egentlig være? Hun tog dog grueligt fejl.

– Det var en virkelig vanskelig opgave, og allerede efter tre kilometer ramte jeg min første krise. Løbet var ikke stimulerende, for der var ikke noget action, som jeg var vant til fra fodbold og boksning. Det føltes totalt monotont. 

Da krisen ramte, begyndte jeg at lede efter udveje og fandt på alle mulige vanvittige undskyldninger for at udgå fra løbet, fordi jeg ikke gad. Men det ramte mig hårdt på mit selvbillede: Var jeg virkelig typen, der bare gav op, når tingene blev hårde eller ubehagelige? Jeg ville ikke være den, der flygtede. 

Det blev faktisk starten på min rejse ind i løb. Det begyndte ikke med en kærlighed til sporten, men med viljen til ikke at give op. Jeg ville finde ud af, hvem jeg var, når alt det fysiske blev skrællet væk, og det var psyken, der virkelig blev testet.

Hvornår er nok egentlig nok?

Kristina valgte at dedikere sig til løb, og på få år gik hun fra halvmaraton til maraton, videre til ultraløb – og pludselig havde pigen fra Kolding nået toppen af Kilimanjaro.

– Tro det eller ej, men jeg har ikke noget gudsbenådet talent for at løbe. Jeg har måske Sønderjyllands korteste ben, og landstræneren på trail-landsholdet kaldte mig altid humlebien: De er jo egentlig for tunge til at flyve, men gør det alligevel. 

Jeg har altid været ”the odd one out” på startlinjen, men jeg kan noget andet. Min superkraft er, at jeg er mentalt stærk. Jeg kan være bevidst midt i kriser, ubehag og storme – og i stedet for at gå i panik eller lade autopiloten overtage, arbejder jeg med at give kaptajnen i mig selv plads til at navigere. 

I mit løberliv har det givet mig modet og lysten til at presse flere grænser. For okay, hvis jeg kan det, hvad kan jeg så ikke opnå?

Kristinas bedrifter hører ikke til de små. Hun har gennemført syv maratoner på syv dage på syv kontinenter, og var indtil for nylig den hurtigste nogensinde til at gøre det – både blandt mænd og kvinder. 

Hun er desuden den eneste i verden, der har formået at vinde alle fire løb i en serie af verdens mest ekstreme etapeløb: i Namibias gloende ørken, Kirgisistans nådesløse bjerge, Sveriges iskolde vildmark og Amazonas’ fugtige jungle. Hun er desuden verdens hurtigste kvinde til at nå toppen af Kilimanjaro.

LÆS OGSÅ

Prutter du tit eller sjældent? Tarmlægen afslører, hvad det betyder for din sundhed

At slippe en vind, at prutte eller slå en fis. Dét er bare få af de mange dagligdagsudtryk, der beskriver den kropslige funktion, der finder sted, når du slipper luft ud forneden. Men hvad betyder det mon for din sundhed, hvis du sjældent slipper en vind? Eller hvad, hvis du er én af dem, der prutter mange gange dagligt? Nu svarer tarmlægen.

For at være en af verdens bedste løbere trækker hun på sin helt særlige værktøjskasse – den der sidder mellem ørerne. Her gemmer hun de mentale redskaber, der kan holde hende i gang, uanset hvilken modgang hun møder. 

Når hun falder gennem isen i den svenske vildmark, eller farer vild i Amazonas’ tætte jungle, finder hun vej tilbage og fuldfører alligevel.

– Jeg har ofte tænkt over, hvad der bor i mig, som driver mig til at gennemføre. Hvad er stædighed? Hvad er vilje? Hvad er konkurrencegen, og hvad er reelt vanvid? Jeg har slået alle de rekorder, fordi jeg er superstædig og elsker at vinde – men det er også min akilleshæl. 

For hvornår er nok egentlig nok? 

Jeg må indrømme, at når jeg står i en konkurrencesituation, kan jeg virkelig have svært ved at sætte grænser og tænke over, hvordan jeg også passer på mig selv. Men de seneste år har jeg været igennem en udvikling, hvor jeg har fundet ud af, hvad der virkelig betyder noget for mig.

Drømmen om et barn

Ved siden af sin passion for løb mærkede Kristina et andet brændende ønske vokse sig større. Det handlede ikke længere kun om podiepladser, men også om at opnå en helt ny titel: den som mor.

– Jeg har hele mit liv vidst, at jeg vil være mor og stifte min egen familie. Det har altid haft en stor plads i mig. Men jeg sprang først ud som professionel atlet som 30-årig, og det er jo normalt dér, mange kvinder begynder at tænke på børn. 

Men jeg var ikke klar. Da jeg så blev 35, kunne jeg mærke, at jeg var trist i hverdagen, og jeg var faktisk bange for, at jeg var ved at få en depression. 

En dag gik det op for mig, at det var, fordi jeg længtes efter at blive mor – også selvom jeg ikke havde fundet en livspartner endnu. Så jeg valgte at fryse mine æg. Jeg ville jo allerhelst skabe en kernefamilie med villa, Volvo og vovse, men i april 2024 sprang jeg alene ud i fertilitetsbehandlingen. 

For jeg vil hellere have et barn alene, end jeg vil forhaste mig ind i et parforhold, få et barn hurtigt og så finde ud af, at det er med den forkerte mand.

Allerede i første forsøg blev Kristina gravid. Men netop som Kristina følte sig fri og sikker i sin graviditet, mistede det lille foster sit hjerteslag i trettende uge.

– Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg kunne få en spontan abort. Det føltes som et bagholdsangreb, og jeg blev knust. Jeg flyttede hjem til min veninde og hendes mand i en lille uge, hvor jeg bare græd og græd helt ukontrolleret og lod alle følelser få frit løb. 

For første gang havde jeg ingen kontrol – ikke som i løb, hvor jeg kan strukturere mig ud af krisen. Her måtte jeg bare være i sorgen. Jeg tog ikke hensyn til noget eller nogen, for jeg havde intet overskud. Jeg kunne slet ikke åbne nogen form for mental værktøjskasse, for ingenting gav mening for mig.

Efter at have givet sig selv ro til at være i sorgen, følte hun et behov for at handle og tage praktiske skridt.

– Jeg begyndte at læse artikler om fertilitetsprocessen for kvinder på 38 år. Jeg lærte om de risici, der følger med alderen – f.eks. at mine æg ikke er helt, som da jeg var 25, at chancerne for graviditet er formindskede, og at risikoen for kromosomfejl er højere. 

LÆS OGSÅ

Forsker afslører: Sådan taber du dig med kroppens egen Wegovy

Vægttabsmedicinen Wegovy er for mange blevet en gamechanger. Men hvad nu hvis vi fortæller dig, at det faktisk "bare" er en efterligning af et hormon, din krop selv kan producere? Og at du, igennem din kost, kan øge produktionen af hormonet? Bliv meget klogere på det her, hvor lægemiddelforsker Anette Sams deler sin viden om kroppens særlige hormon og dets sunde bonusser.

Det hjalp mig til at forstå, at der ikke er noget galt med mig – det kan bare tage tid, og hvis jeg var tålmodig, ville jeg nok få mit barn. Selvfølgelig kunne jeg stadig blive mor, selv i den her lidt sene alder.

Der var også særligt én strategi fra hendes løb, som hun kunne bruge i processen.

– Jeg brugte meget en taknemmelighedsstrategi, hvor jeg vendte negative, irriterende og tvivlende tanker til taknemmelighed over, hvor jeg var. Jeg løb engang forkert i Amazonas' jungle under et 230-kilometers løb. 

Jeg havde overset en markering og befandt mig pludselig langt fra den planlagte rute. I stedet for at bryde sammen, vendte jeg det til taknemmelighed. Jeg var taknemmelig for, at jeg opdagede fejlen, for tænk, hvis jeg var fortsat ind i junglen – måske havde en stor anakonda taget mig! 

Senere brugte jeg den samme tilgang i min sorgproces. Jeg tænkte: Gud, hvor er jeg heldig at bo i Danmark. Det er jo et solomor-projekt, og hvor er det fantastisk at bo i et land, hvor enlige kvinder kan få hjælp til at blive mor. Hjælpen er ovenikøbet gratis i det offentlige.

Det magiske tal

Kristina endte også med at blive gravid igen, præcis som hun havde forudset. Men to dage inden jul mistede hun endnu engang et foster i maven.

– Det ramte mig virkelig hårdt. Jeg blev nødt til at komme væk fra hverdagen for at finde ind til mig selv, få ro og bearbejde tabet. 

Derfor rejste jeg til Himalaya i Nepal sammen med en god ven for at løbe det ekstremløb, som også havde været mit første tilbage i 2013. Tilbage til bjergene, tilbage til Mount Everest. 

Jeg var ikke i form til det, men det handlede heller ikke om at vinde. Jeg var der ikke som konkurrenceløberen Kristina, men som mennesket Kristina. Jeg havde brug for at være i vante og trygge omgivelser for at mærke mig selv. Det gav ikke mening at løbe stærkt, presse kroppen eller kæmpe om sejr. 

Det, jeg tog med tilbage, var i stedet mod. Jeg havde åbnet et nyt rum for forståelse i mig selv, og jeg indså virkelig, hvor meget det betød for mig at blive mor.

Kristina har egentlig aldrig tvivlet på, at hun ville være mor. Men turen tilbage til bjergene gav hende modet til at stille det svære spørgsmål: Hvorfor?

– Er det, fordi jeg har haft en hård barndom, som skal repareres, og at jeg kan fikse det ved selv at få et barn? Det er et ret hårdt spørgsmål at stille sig selv, og det tog mange timer og kilometer at vende det. 

Men til sidst fandt jeg helt ind til, hvorfor jeg vil være mor: Jeg vil give noget af mig selv videre, noget af min kærlighed og se det blomstre og vokse som et menneske. Der er ingen andre årsager end ren kærlighed.

LÆS OGSÅ

Maja blev kaldt tyk og fed - i virkeligheden levede hun med en skjult sygdom

Maja Aagaard har lige siden puberteten kæmpet med vægten - og lige meget, hvor meget hun trænede og sultede sig selv, hjalp det ikke . Først mange år senere fandt hun ud af, at hun lider af sygdommen lipødem.

Og nu er Kristina gravid med en lille pige i maven. Et lille maj-barn, som er kommet i syvende forsøg – hvilket er ret finurligt, fordi Kristina har et særligt forhold til tallet: Som nævnt har hun tidligere løbet de syv maraton på syv dage på syv kontinenter, og så bar hun også nummeret syv på sin uniform, da hun vandt TV 2-programmet 'Korpset'.

– Jeg er ikke specielt spirituel, men tallet syv har fulgt mig så mange steder, at jeg næsten ikke kan lade være med at tro lidt på det. Jeg har normalt ikke særlig nemt til tårer, men jeg sidder og er lidt grådlabil lige nu, fordi det er så vildt og overvældende. 

Det lyder måske selvhøjtideligt eller selvfedt, men jeg lykkes altid med de ting, jeg sætter mig for – så jeg ved, at det her også kommer til at lykkes. Det er bare et spørgsmål om hvor lang tid og hvordan, og det ser ud til, at det endelig bliver nu. Jeg går meget til private scanninger, fordi jeg har brug for at mærke den ekstra lettelse. For jeg hverken kan eller vil leve med tanken om hvad nu hvis. Sådan vil jeg ikke leve mit liv.

Kristina har levet størstedelen af sit liv med fuld bevidsthed om, hvad hendes krop kan præstere. Hun har vidst, hvor meget hun kan presse sig selv, og hvor langt hun kan skubbe sine grænser. 

Men nu er hendes krop i en tilstand, hvor hun kan blive halvsvimmel bare af at gå op ad trapperne til første sal.

– Det er vildt at være i, og jeg kan blive ramt ret hårdt af tanken. Men så siger jeg til mig selv: Kristina, du er ved at bygge et lille menneske. Selvfølgelig fungerer min krop anderledes nu. 

Den sætning hjælper mig med at acceptere, at jeg ikke længere er den, jeg plejer at være. Jeg håber, at det på et tidspunkt bliver muligt at genoptage en professionel løbekarriere – men uanset hvor meget jeg prøver at forudse, aner jeg ikke, hvordan mit liv kommer til at se ud. 

Mine prioriteter vil ændre sig, når der kommer en lille pige ind i mit liv, og jeg er ikke naiv i forhold til at blive solomor. 

Det kommer til at kræve mere, end hvis vi var to om det.