Alle forældre bør stille sig selv dette spørgsmål, siger familieterapeut

Klummen er et udtryk for skribentens egne holdninger.

Forældreskabet har for mange udviklet sig til en endeløs række af valg, vurderinger og tiltag – et hamsterhjul uden pauseknap. Det, der tidligere rummede tilfældigheder, rummelighed og improvisation, er i dag ofte nøje planlagt, evalueret og optimeret.

Kalenderen er fuld, hovedet endnu mere fuldt, og et lavmælt spørgsmål følger mange forældre gennem hverdagen: Gør vi det godt nok? Gør vi det rigtigt? Gør vi det, som alle andre gør?

Undersøgelser viser, at forældre i vestlige samfund bruger omtrent dobbelt så meget tid på deres børn som for halvtreds år siden. 

Det er i udgangspunktet et udtryk for omsorg og et ønske om nærhed. Udfordringen opstår, når denne tid fyldes med stadig flere krav, aktiviteter og forventninger – og når øget indsats ikke giver øget ro, men snarere mere stress, mere sammenligning og mere dårlig samvittighed. Mange forældre gør mere end nogensinde, men føler sig samtidig mere utilstrækkelige.

Frygten for at begå fejl

En af de stærkeste drivkræfter i moderne forældreskab er frygten for at begå fejl. Ikke nødvendigvis de store, dramatiske fejl, men de små, snigende: den forkerte aktivitet, de forkerte prioriteringer, den forkerte mængde. Frygten for at frarøve børnene muligheder ligger ofte som en rød tråd i helt almindelige valg. Det starter gerne uskyldigt. 

Forældre googler, opsøger ekspertråd. Hvilket uldtøj får "bedst i test". Barnevognen, der triller bedre end andre. Uld inderst, yderst og midt imellem. 

Før man ved af det, har forældreskabet bevæget sig fra hverdagsliv til projekt. Noget der kan forbedres, justeres og optimeres – hvis man bare følger med godt nok. Når forældreskabet bliver et forbedringsprojekt, bliver det også sværere at stole på egen dømmekraft. 

Spørgsmålet glider fra "Hvad fungerer for os?" til "Hvad er det rigtige? – og når "rigtigt" bliver målet, findes der sjældent en tydelig stopklods. Der findes altid én aktivitet til, én mulighed til, én grund til ikke at falde helt til ro.

Når stræben bliver normen

I mange familier og lokalsamfund opstår der et stille, men stærkt pres fra alle sider. Når nogen går helhjertet ind i aktiviteter, sport, frivilligt arbejde og initiativer, etableres der hurtigt en norm. Ikke fordi nogen ønsker at lægge et pres på andre, men fordi normer ofte opstår uden at de udtales. 

Pludselig føles det, som om "alle" er med på det hele. Alle stiller op. Alle prioriterer. Alle orker. Og så bliver det svært at være den, der stopper op og stiller det spørgsmål, der sjældent bliver sagt højt: Er det virkelig nødvendigt?

For når hårdt arbejde bliver normen, bliver hvile svært at forsvare. Når engagement måles i antal aktiviteter, kan det at vælge fra føles som at gøre for lidt. Mange forældre løber ikke, fordi de ønsker at skrue op for tempoet, men fordi de er bange for konsekvenserne af at stoppe. Bange for at vælge forkert og bange for at være den, der ikke gjorde nok.

LÆS OGSÅ

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Der var engang, hvor forældre ikke blandede sig synderligt i deres børns legeaftaler, fritidsaktiviteter eller venskaber – og plejede egne venner, frem for at dyrke de andre forældre i klassen. Sådan er det ikke længere, og det kan være vanskeligt at melde sig ud af det ræs, det sommetider udvikler sig til.

"Doven" forældrestil – eller bare realistisk?

I denne sammenhæng får "dovenskab" et dårligt ry. Ikke at tilmelde sig alt, at sige nej til endnu et tiltag. At sukke lidt når nye initiativer præsenteres med stor entusiasme. Men måske er dette ikke udtryk for dovenskab, men for realisme.

For mange forældre handler prioritering ikke om manglende vilje, men om begrænset kapacitet. Hverdagen rummer allerede job, logistik, søskendebehov, relationer og et utal af praktiske gøremål, der alle kræver opmærksomhed. Når alt dette fylder dagene, bliver det at fravælge ikke et udtryk for at bekymre sig mindre – men et forsøg på at bevare overblik, ro og faktisk være til stede.

For det er netop roen, der ofte forsvinder først, når tempoet bliver for højt, og med den også evnen til at være mentalt og følelsesmæssigt tilgængelig for børnene. 

I et "happy go lucky"-landskab, hvor fritidsaktiviteter, præstationer og synligt engagement hurtigt får stor plads, kan et mere realistisk og afdæmpet forældreskab blive overskygget af det slidsomme. 

Men værdien af et sådant forældreskab ligger netop i det usynlige: Hos voksne, der har evnen til at lytte fuldt ud, til at tolerere stærke følelser, til at være til stede uden at skulle nå hurtigt videre til næste punkt på planen. Det kan være en nødvendig modvægt i et system, som ellers mangler bremser – og som minder os om, at børn ikke først og fremmest har brug for flere tilbud, men voksne som har rum til at være der.

Børn, kedsomhed og alt det som ikke er planlagt

Børn har ikke brug for at være i aktivitet hele tiden for at udvikle sig godt. De har ikke brug for en fuld kalender for at have en meningsfuld barndom. 

Faktisk viser forskning, at børn også har godt af det ustrukturerede: tid til at kede sig, tid til at finde på noget selv, tid til at være uden ydre krav.

Børn bruger i dag mere tid på organiserede aktiviteter, samtidig med at tiden til fri, ustruktureret leg er blevet mindre. Dette hænger sammen med en samfundsudvikling, hvor voksenorganiserede tilbud i stigende grad er blevet normen. 

Samtidig peger meget på, at netop kedsomhed og ustruktureret tid giver børn rum for kreativitet, problemløsning og selvstændig udvikling. Når børn selv må finde ud af, hvad de skal gøre, øver de sig på at tage initiativ, håndtere frustration og skabe mening uden færdige løsninger – færdigheder, der er vanskelige at planlægge i en fuld tidsplan.

Kedsomhed er ikke et tomrum, der straks skal fyldes. Det er ofte et rum, hvor noget kan opstå. Det samme gælder for voksne. Et forældreskab uden pauser giver lidt rum til refleksion, fleksibilitet og glæde. Når tempoet aldrig sænkes, bliver det svært at være følelsesmæssigt tilgængelig – selv med de bedste intentioner.

At gå lidt langsommere i et samfund, der løber

Hamsterhjulet stopper sjældent af sig selv. Det kræver som forældre mod at træde ud, sænke tempoet og være med følelsen af at gøre mindre end "alle andre". 

Men måske ligger noget af løsningen netop her. I at erkende, at et godt forældreskab ikke måles i antal aktiviteter, men i kvaliteten af hverdagen, der leves.

Måske har vi ikke brug for flere tiltag, flere skemaer eller flere arenaer. Måske har vi brug for flere pusterum. Flere eftermiddage uden planer. 

Flere forældre, der tør stille spørgsmålet: Er det så vigtigt? 

Ikke som et udtryk for ligegyldighed, men som en invitation til at trække vejret lidt. For i et forældreskab, der ellers aldrig tager pause, kan det mest omsorgsfulde valg af alle være at sænke tempoet og opdage, at det faktisk er nok.

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.

LÆS OGSÅ

Mathias deler barslen ligeligt med sin kone: ”Det er ikke ferie – det er benhårdt arbejde”

Fædrene er blevet spillet mere på banen med den øremærkede barsel – men Mathias valgte at udvide og tage halvdelen på sine skuldre. Det har ført til alt fra mindre amning, nemmere putning og hudmæthed til mental load og mindeværdige momenter mellem far og Sol.