Et børneliv finder sted ovre i skolen, i online-spil og på sociale medier, og det er ikke altid nemt at spotte, hvordan dit barn egentlig har det. Derfor dykker vi ned i, hvad du kan være opmærksom som forælder.
Sponsoreret af:danske bank
Noget af det, du som forælder tænker mest over, er, hvordan
dit barn har det – både ovre i skolen, på SFO’en og online. Legeaftaler bliver
nogle gange erstattet af spilaftaler, og hvordan spotter vi lige, hvis vores barn
går og har det skidt over noget, der er sket i et online-spil? Dét og meget
mere handler 6. episode om i podcastserien Gamechanger – for forældre,
der er skabt i et samarbejde mellem Vores Børn og Danske Bank. Ud over chefredaktør
Christina B. Kjeldsen medvirker Emil Ludvigsen, som er ekspert i unges online
trivsel hos Center for Digital Pædagogik og autoriseret psykolog Marie
Brixtofte, som blandt andet er forfatter til bogen 'Skærmsund'.
Læs med her, og lyt til podcastepisoden i linket ovenfor.
Svære
følelser er okay
Hvis du tvivler på, om dit barn har det godt, fortæller Marie
Brixtofte, at du kan starte med at se på dit barn, når det ikke sidder foran
skærmen eller ligger med telefonen i hånden. Vær også god til at spørge ind på
en nysgerrig og følsom måde – uden at dømme, i stedet for at sige: "Du ser
lidt ked af det ud, hvad er der galt?", kan du i stedet spørge ind til, hvordan den seneste uge har været ovre i skolen, om der er sket noget nyt i Fortnite eller
lignende.
Det kan åbne for en snak om det, der er svært – måske har dit barn i
en periode følt sig lidt udenfor, mistet et skin i et online-spil eller modtaget en ubehagelig besked på chatten. Det kan være mange
ting, og uanset, hvad det er, er det vigtigt, at du kan rumme dit barns svære
følelser. Sagt med andre ord skal du prøve at være i følelserne sammen med dit barn, i
stedet for at ville fjerne dem fra ham eller hende.
Tegn på, at dit barn trives:
- Udtrykker glæde og positivitet - Viser interesse for forskellige ting - Er forventningsfuld - Er aktiv og initiativrig
Tegn på, at dit barn ikke trives
- Nedstemt/depressivt - Taler meget selvkritisk eller kritisk om andre - Grådlabil - Mere irritabel end normalt
Kilde: Marie Brixtofte, autoriseret psykolog
En
familie i trivsel
Marie Brixtofte plejer gerne at sige til sine klienter, at
en familie kun trives så godt som den, der trives dårligst. Det kan fx være, at
du er presset på arbejdet, eller at dit barn føler sig udenfor i skolen. Hvad
end årsagen er, vil hele familien mærke det, hvis der er en, der ikke har det
godt.
I langt de fleste tilfælde er gaming ren underholdning og en
måde at hænge ud med vennerne, men hvis det går hen og bliver en flugt fra
virkeligheden, er det vigtigt at være opmærksom som forældre. Flugten er nemlig
typisk udtryk for, at der er andre områder i dagligdagen, hvor barnet
mistrives. Bliver det drillet i skolen, eller er der noget, som trykker
derhjemme? Det kan også være, at barnet måske har tabt penge i et spil, og her er det så vigtigt, at det føler sig tryg ved
at komme til sine forældre.
Mød dit barn
i deres digitale landskab
I en digital tidsalder, hvor du måske allerede er faret vild
i diverse gaming-tjenester og TikTok-videoer, er det vigtigt, at du sammen
med dit barn udforsker hans eller hendes yndlingsspil, så du lidt bedre kan
forstå deres online-liv: Give high-five når de vinder en runde i Fortnite,
eller trøste når de har fået en kedelig besked på Discord (kanal som mange
gamere bruger til at chatte sammen på). Du vil også meget nemmere få øje på, om
dit barn gamer, fordi det hygger sig med vennerne, eller om det flygter fra
noget, hvis du har en idé om, hvad spillene handler om.
Forud for en sårbar samtale med dit barn er det en god idé,
at du forsøger at ignorere en eventuel frustration over, hvor meget tid dit barn
bruger foran skærmen. Har dit barn det svært, er det først og fremmest vigtigt
at tale om, hvorfor det har det svært og ikke, hvorfor det bruger
så meget tid på at game.
Digitale
vaner i familien
Hvis skærmtid er en tilbagevendende konflikt i familien, kan det
gå ud over dynamikken. Måske bliver både du og barnet mere irritable, og tonen
bliver hårdere. En god idé til at løsne op for en konflikt er at tage en snak
sammen hele familien, fx over spisebordet. Det giver dig en god mulighed for at
høre, hvad barnet tænker. Du mener måske, dit barn gamer for meget, men på den anden side er det muligt, at dit barn synes, du er for meget på telefonen. Så hele familien skal høres, så I kan sætte nogle fælles
medievaner, i stedet for at lade det hele handle om dit barns
skærmbrug.
Psykologens tre bedste råd:
1. Vær sammen med dit barn. Det kan være digitalt, men må meget gerne være fysisk, hvor I sætter jer ned sammen. Ofte er 15 minutter nok, men giv
dig tid til at lytte til barnet, og vær nærværende.
2. Snak med de andre forældre fra klassen. Med en fælles
rammesætning for, hvornår der kan spilles, kan du i højere grad afværge
konflikten om skærmtid derhjemme.
3. Ingen hjem er ens, og selvom der måske er sat visse
rammer op på klasseniveau, er det ikke altid, alle holder det. Men stå fast på
de regler, der er hjemme hos jer – det er okay, at man ikke altid må det samme
som andre.
Danske Bank er på en vigtig mission
”Som bank ønsker vi at give forældre mulighed for at give
deres børn ikke bare en grundig forståelse af – men også erfaring med –
ansvarlig økonomisk adfærd. Det handler om at give børn og unge de bedste
muligheder for at skabe et liv, de drømmer om. Når børn får hjælp til at lære
om penge og økonomisk beslutningstagning i en tidlig alder, får de det bedste
fundament til at vokse op og blive uafhængige og leve et ansvarligt liv.”
– Anne Juel Jørgensen, Børn- og ungechef hos Danske
Bank.
Ny podcastserie: Gamechanger – for forældre
I foråret 2025 lancerer Vores Børn i samarbejde med Danske Bank en
podcastserie om online gaming og børn og unges digitale vaner. Serien handler
ikke om, hvad gaming går ud på – den handler kort sagt om et børneliv, hvor
virkeligheden både udspiller sig online og offline. Med podcastserien vil
vi vække en nysgerrighed hos en forældregruppe, der både er totalt lost og ofte
meget lidt interesseret i fænomenet gaming. Det
handler om online venskaber, trivsel, hjernen og ikke mindst, hvordan de bruger
penge. Vi tror nemlig på, at mødet mellem
barnet/den unge og forældrene bliver mindre konfliktfyldt, hvis samtaler om
gaming handler om mere end kun skærmtid.