Da Pilou Asbæk hørte én sætning fra sin kone, ændrede det måden, han er far på
Pilou Asbæk er vokset op med forældre, der prioriterede deres arbejde højere end familielivet. Da han hørte én sætning fra sin kone, gik det op for ham, at det mønster var gået i arv.
Skuespilleren Pilou Asbæk har på mange måder haft en privilegeret opvækst i en stor lejlighed, hvor han altid havde det nyeste spil til sin Nintendo.
Men hans barndom var også præget af forældre, der havde svært ved at skille arbejde og privatliv ad, fortæller han i et stort interview med Euroman.
For i barndomshjemmet var det galleri, forældrene drev, førsteprioritet.
– Jeg ved ikke, hvor mange gange min far kom op i lejligheden med kunder, mens jeg sad og så tegnefilm. Grænsen mellem det private og offentlige var udvisket, og det har jeg arbejdet med efterfølgende, siger Pilou Asbæk.
Til receptionen for sin selvbiografi læste Pilou Asbæk højt fra et kapitel om farens fravær. Efterfølgende sad de sammen på en bænk, hvor faren spurgte, om han ikke havde været en god far.
– Og der måtte jeg sige: ”Nej, ikke altid, men du har været en sjov far,” fortæller skuespilleren.
Ting går i arv
For tre år siden gik det så op for Pilou Asbæk, at han også selv var skyldig i de mønstre, han tidligere havde kritiseret sin far for.
Der havde været fart på karrieren i mange år, og når han ikke var på et filmset i Danmark, sad han på et hotel i udlandet og ventede på at skyde sine scener. Når han ser tilbage på de år, indrømmer han, at han var egoistisk og prioriterede sin karriere højere end sin familie.
– Et af de mest alvorlige øjeblikke i mit ægteskab med Anna var, da vores datter Agnes var 10 år. Anna tog mig til side, og uden skyld eller skam sagde hun: ”Jeg skal ikke stå i vejen for dine drømme, men jeg vil gerne gøre dig opmærksom på, at du har været væk i en stor del af vores datters liv.”
Det satte en masse tanker i gang hos skuespilleren, der begyndte at genoverveje sine valg.
– For hvad? For at lave en actionfilm med Sylvester Stallone eller med Jackie Chan? For at prøve mig selv af? Var det værd at misse min datters første skoledag for at optage en film? Den dag ændrede alt, fortæller Pilou Asbæk og uddyber:
– Når Agnes en dag bliver gammel nok, tager hun nok fat i mig og siger, at hun ville ønske, jeg havde været der mere i hendes barndom. Præcis som jeg sagde til min egen far. Ting har det med at gå i arv.
Medmindre man bryder den arv.
– Det gør jeg alt, hvad jeg kan for nu. Jeg elsker det liv, min far gav os, men jeg er virkelig også glad for, at Anna tog mig til side dengang. Ellers var jeg fortsat, afslutter han.
Du kan læse hele det store interview med Pilou Asbæk i Euroman, der er på gaden nu, eller på euroman.dk. Her fortæller skuespilleren også om sin fars hjertestop, at være i en shitstorm og at finde sin kerne.