Vivi Schmidt
Foto: Sine Nielsen | Vivi måtte stoppe op midt i karrieren og tage vare på sin familie. I dag bor de alle fire i fred og ro langt ude på landet.
Hendes Verden

Min søn var ikke som de andre børn

Der er ikke meget plads til at udfolde sig på sin egen måde i verden, mener Vivi Schmidt. Det erfarede hun, da hun blev mor til Laurits. Og det fik hende til at flytte på landet og skifte jobbet som makeupartist ud med noget helt andet.

Af Susanne Cordes 02.maj.2018 Børn

Vivi vidste det fra starten. At hendes lille søn, det første barn, hun havde født, ikke var som andre. Veninderne bemærkede det også. Det var, som om Laurits havde en gammel sjæl, sagde én blandt andet, og allerede som toårig begyndte han at fortælle om samtaler, han havde med mennesker, andre ikke kunne se. Noget i Vivi sagde hende dog, at hun måtte acceptere, at Laurits var anderledes. Give ham plads til at være den, han var. Og da hendes anden søn blev født – med sit eget sæt udfordringer – blev familiens liv endegyldigt vendt på hovedet. Men det blev det ikke dårligere af.

LÆS OGSÅ: 14 råd: Sådan får I ro og nærvær i hverdagen

URTER OG GRISE

Vivi Schmidt havde ellers en tilværelse, hun var ganske godt tilfreds med. Hun havde skabt sig en lynkarriere som international makeupartist og arbejdede 70 timer om ugen med det, hun elskede. Hun rejste. Mødte spændende mennesker og tjente gode penge. Hendes mand var borte i lange perioder som sømand, men Vivi var ikke den, der klagede.

– Jeg var ikke særlig god til at bede om hjælp, men vildt god til at klare mig selv. Det tror jeg er typisk for mange kvinder. Vi vil selv og kan selv og skal hele tiden præstere, siger hun og fortsætter:

– Men jeg turde ikke gå ind i mig selv og mærke den ro, der er derinde. Jeg var bange for, hvad jeg ville finde. Vi sidder i hendes landkøkken på gården uden for Middelfart. Her rykkede familien nemlig ud for fem år siden, og det er her, Vivi har sin praksis med samtaleterapi og healing i dag. Teen, der damper på bordet, er lavet af krydderurter fra hendes have. Her er alt andet end hektisk. Her er ro og plads. Bag laden gnøffer økologiske grise rundt, og ænder og gæs går frit på græsset udenfor.

USYNLIGE STEMMER

Laurits var tre år, da lillebror Marius blev født. Det første halvandet år var Marius syg. Hans fordøjelsessystem virkede ikke, og Vivi var på vagt konstant. Marius sov kun en halv time ad gangen, og som oftest var hun alene med begge børn og den buldrende karriere.

– Han kunne ikke indtage føde, og jeg var træt og ulykkelig over, at jeg ikke kunne gøre noget for ham, fortæller hun.

Det var dog først, da Marius endelig begyndte at få det bedre, at Vivi faldt sammen. Hun lå i flere timer og rystede. Men sammenbruddet blev samtidig et vendepunkt for familien. De besluttede at flytte på landet, og Vivi droslede ned på jobbet. Ideen om at vende det hektiske liv ryggen og arbejde med de evner, hun allerede havde brugt i sit forsøg på at rumme Laurits, kom af sig selv, og hun besluttede at blive terapeut og healer.

Det var dog ikke i første omgang nemt for Laurits at flytte og skifte skole. Han var fortsat en anderledes dreng, der talte med mennesker inde i sig selv, gik i pink og orange bukser og havde langt hår og en meget udadvendt facon. I den første tid blev han mobbet heftigt, og Vivi talte med ham om problemerne, samtidig med at hun healede ham derhjemme.

LÆS OGSÅ: Alternativ livsstil: Vores måde at leve på giver børnene en følelse af relevans

HOPPER OG ROKKER

– Jeg var nødt til at se ind i mig selv, fordi jeg skulle tage vare på Laurits. Jeg var nødt til at give ham ro og omsorg herhjemme, forklarer hun og uddyber:

– Nogle gange kan blot det, vi siger med ord, virke healende. At vi lytter til hinanden og møder hinanden, hvor vi er, er væsentligt. Hvis jeg var blevet irriteret over Laurits’ snak om, at han kunne se og høre ting, og havde mødt ham med, at det hele var noget vrøvl, var han nok ikke blevet den, han er i dag.

I en periode havde Laurits det for eksempel bedst, når han gik med hat, for så kunne han bedre holde ro på alle de tanker, der fløj rundt inde i ham. Det måtte Vivi bakke ham op i og samtidig forklare hans lærere, der heldigvis ikke så det som et problem. I dag arbejder hun fuldtid med samtaleterapi og healing på gården i Asperup, og hun har mange andre mennesker igennem sine hænder. Her kommer både travle forretningsmænd, der har brug for ro og klarhed, og mennesker med deciderede traumer.

– Mange er ikke blevet mødt som dem, de er, da de var børn. Det er ofte dem, der ender med diagnoser som skizofreni eller Aspergers syndrom. Mennesker, der har en kraftfuld energi i sig, som ikke bliver mødt, siger Vivi.

– Deres energi bliver forsøgt pakket ned, og så springer den inde i dem eller kommer ud på mærkelige måder. De hopper på stedet eller rokker. Der er ikke meget plads til fantasi eller til at udfolde sig i verden. Arbejdet har givet Vivi indsigt i, hvor Laurits kunne være endt, hvis hun ikke havde givet ham plads til at være det barn, han nu engang var.

– Heldigvis er der mange gode tiltag rundt omkring i skolesystemet, men generelt bliver man hurtigt sat i en kasse. Vi skal helst passe ind alle steder. Du skal være ekstrovert og glad og samtidig kunne sidde stille på en stol, siger Vivi.

Laurits er nu blevet teenager. Hans mere specielle sider er trådt i baggrunden, han er blevet konkurrencesvømmer, og Vivi betragter ham som en velfungerende ung mand.

– Det har betydet meget for begge børn at komme herud, hvor de kan larme og råbe og bygge og være kreative, siger hun og lader blikket glide ud af de store glasdøre til den fynske natur

Vivi Schmidt, 48 år

Gift og mor til Laurits, 13 år, og Marius, 10 år. Har arbejdet som makeupartist for blandt andre den danske modefotograf Gunnar Larsen. Åbnede for fem år siden sin praksis med samtaleterapi og healing på familiens gård i Asperup på Fyn. Se mere på blivgladforlivet.dk


Henter...