Klumme: Er vi mødre lidt for gode til at give babyråd, som ingen har bedt om?

For nogle år siden lancerede den amerikanske forfatter Rebecca Solnit begrebet mansplaining, der dækker over, at mænd har det med lige at ville forklare dig en ting eller to om, hvordan verden hænger sammen. Selvom du ikke har bedt om det. Udtrykket tog virkelig fart, især digitalt.

Jeg interesserer mig for fodbold og kan ikke tælle på en hånd, hvor mange gange jeg har siddet sammen med nogle drenge, der elsker at mansplaine mig offside-reglen – uanset at jeg udmærket kender den.

På særligt ét punkt kan damer dog være lige så tonedøve. Og det er, når vi hellere end gerne womansplainer vores medsøstre om moderskabet. Om alt med babyer faktisk.

Når du bliver mor, kommer du uforvarende med i en ivrig morklub, som består af andre mødre omkring dig. De er fra nær og fjern, fra virkeligheden og internettet (hvis du skulle begå den store fejl at google ting i vildskab, det kan jo ske).

Læs også: 12 grunde til at alle mødre er bad ass powerkvinder

Klubben er kærlig og velmenende og interesseret i at snakke om babyer med dig, for klubben er megabegejstret over, at lige præcis du nu er blevet medlem. Det er på en og samme tid et betryggende og lidt overvældende fællesskab. Især lige i starten, hvor du sidder på din sofa og ser The Crown og ammer, som om der er ingen dag i morgen. Forvirret over hvor dit liv er blevet af.

I starten spekulerede jeg konstant på, om baby Max fik det for varmt dernede på ammepuden. Eller for koldt? Nej, for varmt? Mest husker jeg fornemmelsen af at føle mig radikal åben, fuldstændig uden filter, alle følelser hang lige under overfladen og ventede på at blive aktiveret.

Jeg var meget forelsket, men også på røven over det ansvar, som lå der og bappede. Jeg var usikker på alt, i tvivl om alt. Lige dér er du selvsagt kastebold for alle gode som elendige input fra klubben. Først er der holdningerne til babyudstyret! For hvilken mor har lyst til at gå ned på udstyret fra begyndelsen?

Det går bare ikke. Barnevognen må for guds skyld have gode hjul, en voksipose skaber langt mere tryghed end en dyne, og nu vi taler om tryghed, så er en vikle frem for en bæresele afgørende for dit barns tilknytningsmønster.

Det stressede mig uendeligt meget, for vi fik aldrig viklen i brug, der blev ved med at være hedebølge. Hud mod hud var med livet som indsats. Så er der amningen. Et felt efterhånden lige så betændt som dine brystvorter. Søvn! Et emne, der kalder på særlig desperation og modtagelighed.

Læs også: Kære mor, husker du at passe på dig selv?

Min kæreste begyndte at være forberedt, når jeg kom hjem fra diverse barselsaktiviteter:

Mig: “Pernilles baby sover jo faktisk igennem, og det, hun siger, er …så vi kunne prøve at …”

Ham: “Vi kunne også bare blive ved med at gøre det, vi gør, fordi det egentlig fungerer meget fint, og fordi vi har et andet barn end Pernille, og vi er også nogle andre mennesker.”

Det er ikke, fordi jeg aldrig har fået et brugbart råd af en anden mor. Jeg sætter uendeligt pris på levet kvindeerfaring. Men den største hjælp har været, når veninder og bekendte og offentlige mor-stemmer har turdet være ærlige omkring deres egen sårbarhed.

Følelsen af ikke at ane, hvad fanden du laver – og oplevelsen af, at det er gået alligevel. Problemet er, at vi bliver mødre i et præstationssamfund, der i forvejen er i højt gear. Vi skal helst være gode til det meste, og lige præcis forældreopgaven har ingen af os lyst til at fucke op.

Så måske womansplainer vi, fordi vi samtidig forsøger at overbevise os selv om, at de valg, vi selv har truffet, er de rigtige. At det, vi gør, er godt nok. Det er nok bedre at lytte lidt mere. Spørge hende den nye mor, hvordan hun har det indeni.

Hvis der skal siges noget, kunne det være: “Jeg kan se, at du gør det allerbedste, du kan. Du er okay. Dit barn er helt okay. Det er usandsynligt, han bliver seriemorder, bare fordi det er for varmt til en vikle.”