Sofie Østergaards børn må kun bruge tid på skærme om fredagen: "Det er ikke til diskussion"

Sofie Østergaards nye børnebog handler om venskab i en digital tid, hvor børn og unge vokser op og skal finde ro i en larmende omverden.

I ALT for damernes podcast Skål Søster fortæller hun om tankerne bag bogen og den måde, hun selv sætter rammer for skærmbrug for sine børn på elleve, otte og fire år – både derhjemme og i samarbejde med de andre forældre i børnenes skoleklasser.

Hvorfor har du skrevet din nye bog?

Jeg startede faktisk med at skrive bogen for mere end 11 år siden. Dengang lavede jeg rigtig meget børne-tv, som jeg har gjort i mange år. Som børnevært er jeg vokset op på sidelinjen af den første generation af youtubere og den første generation af børn, som er klogere digitalt end deres forældre. Børn, der ved mere om at færdes online, end deres forældre gør – og her er jeg virkelig inde på noget essentielt, fordi det svarer til bare at slippe en hel flok skolebørn løs i skolegården, uden at der er voksne, der holder øje. 

Hvilke overvejelser gør du dig selv som forælder?

Jeg synes, at vi som forældre har et kæmpestort ansvar, og der er alt for mange, der siger til deres børn, at de ikke ved noget om det, så det må de selv klare. Det efterlader dem i skolegården uden gårdvagt – men ikke bare i et frikvarter. 24/7. Det er jo faktisk fuldstændig vanvittigt, at vi slipper vores børn fri i en verden, som vi ikke selv vil sætte os ind i.

For det første har mine børn kun skærm fredag aften. De er elleve, otte og fire år. Jeg møder så mange, der spørger: Jamen, hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan får du så klaret de huslige pligter? Men selvfølgelig kan jeg det. Jeg ved godt, at det kan være svært at stå fast – særligt hvis man har sagt nej mange gange i alle mulige andre situationer, og et nej så stille og roligt er blevet til et ja. Herhjemme arbejder vi bare med, at et nej er et nej. Vi har ikke nogen diskussion om det princip herhjemme længere, fordi det ikke er til diskussion. 

Så kan det sagtens være, at de må se fjernsyn, når de er syge, eller spille med deres venner en søndag, når de har en legeaftale. Det er jo ikke det. Men det der med bare at stikke vores børn en iPad, så vi selv kan holde fri, det fungerer ikke hjemme hos mig. Som forældre gør vi jo altid det, vi tror er bedst for vores børn.

Hvis jeres børn ikke har mobiler, hvordan kommer de så i kontakt med jer forældre?

Vi har fået en familietelefon, som børnene kan tage med sig, hvis de skal køre alene til sport eller i skole. En gammel iPhone. For det er selvfølgelig også et problem, hvis mine børn gerne vil tage hjem selv fra skole, og vi så ikke ved, om der er sket dem noget på vejen, og om de er kommet hjem, hvis vi ikke er hjemme til at tjekke det. Så kan han give besked, når han tager fra skolen, og når han er kommet hjem. Han kan ringe til sin far og mor og sende sms’er, men det er også det. Hvis vi forældre er ude at handle eller af andre grunde ikke er hjemme, så kan de også få fat i os, hvis de er alene hjemme. Forleden var min søns snørebånd for eksempel røget ind i løbehjulet, så han ikke kunne køre videre, og der var det godt, at han havde mobilen.

Synes du, at aldersgrænsen for sociale medier skal hæves?

Jeg synes helt klart, at der skal mere fokus på aldersgrænser for unge på sociale medier – også fra politikernes side. Jeg mener også, at aldersgrænsen bør være så høj som muligt. Men som forældre skal vi ikke lægge ansvaret over på politikerne alene og så håbe, at de kommer og hjælper os. Vi har også selv et ansvar. 

Jeg sætter mig for eksempel ind i, hvad mine børn laver på skærmen. Om det har været spillet 'Steal a Brain Rot' på Roblox eller andre spil, så har jeg siddet ved siden af dem, indtil jeg har forstået spillet. Så kan jeg tale med dem om det, når de lægger skærmen fra sig og siger udtryk, jeg ikke ellers ville have forstået. 

Den vane skal vi starte med at give vores børn allerede, mens de er små, fordi når de så bliver store nok til sociale medier, og der sker noget, eller de bliver kede af det, så har vi etableret forbindelsen inden. Så ved de, at deres forældre forstår og gerne vil snakke med dem om det.

LÆS OGSÅ

Emilie har en søn med infantil autisme: ”Jeg er ikke længere den mor, jeg var engang”

Et barns diagnose kan vælte en hel familie omkuld. Det ved Emilie Melgaard Jacobsen, der er mor til Knud med infantilautisme, og som kæmper en daglig kamp med sin dreng, systemet og det meste af tiden også sig selv.

Er det ikke svært at styre, hvis deres venner må bruge skærme?

I mine børns klasser forsøger forældrene også at holde sammen. Vi kan jo mærke, at der sker et skifte nu, og derfor er det også ekstra vigtigt. Mine to ældste går i fjerde og anden klasse, og særligt de børn i fjerde, der har større søskende, har mere erfaring med skærme. Også fordi deres større søskende ofte har haft en skærm i hånden under hele coronatiden.

Hvis der sidder nogle forældre derude, der gerne vil have råd til, hvordan man styrer det, foreslår jeg, at man allerede fra 0. klasse laver et digitalt udvalg i klassen. Det har vi i begge vores klasser. Der har vi kortlagt, hvor mange af børnene der har en telefon, en iPad derhjemme eller måske et ur, der kan ringe. Også hvor meget tid de må bruge på tingene. På den måde får vi et billede af, hvad de andre må. Det betyder også, at hvis vores børn siger derhjemme, at “det har alle de andre”, så ved vi forældre rent faktisk, om det er rigtigt eller ej. På den måde er vi forældre et skridt foran børnene. 

Vi har også aftalt, at vi kun skal have én fælles tråd på Aula. Hvis en forældretråd begynder at rykke over på Messenger eller andre medier, så kan nogle blive tabt, eller der kan opstå nye grupper, man måske ikke bliver en del af.

Har du allerede planer for dine børne skærmregler i fremtiden?

Det vigtigste for mig er nok bare, at de regler, der gælder for den ældste, ikke nødvendigvis gælder for den yngste. Det er vildt vigtigt, at vi ser hvert enkelt barn, for der er mange forældre, der går i den fælde, at børnene skæres over én kam. Altså: Hvis storebror får en telefon, så skal lillebror også have en. 

Lige nu er der heldigvis ingen af dem, der ønsker sig mobiler eller sociale medier, og vi er kun langsomt begyndt at se fodboldvideoer på YouTube en gang imellem. Så bruger de deres skærmtid på det. Men når de får sociale medier, skal jeg helt sikkert også være med på sidelinjen i starten. Det er en ny skolegård. Jeg sender heller ikke mine børn til karate alene, uden at jeg er med første gang. 

Man siger ofte, at børn, der aldrig har måttet spise slik i barndommen, ikke kan styre deres slikindtag, når de bliver ældre. Den tanke har vi også 100 procent overvejet i forhold til børnenes skærmbrug. Jeg er enormt bevidst om, at det ikke må blive sådan.

Lyt til hele snakken i ALT for damernes podcast Skål Søster.

LÆS OGSÅ

Rebecca kæmpede med en langvarig fødselsdepression: ”Jeg isolerede mig og følte, jeg var en dårlig mor"

Efter fødslen kunne Rebecca ikke mærke, at hun var blevet mor. Først efter et år og to indlæggelser fik hun den støtte og hjælp, der gjorde, at hun kunne mærke den dybe og store kærlighed til sin datter.