Rebecca kæmpede med en langvarig fødselsdepression: ”Jeg isolerede mig og følte, jeg var en dårlig mor"

Rebecca glædede sig til at blive mor, lige fra hun så den positive graviditetstest for første gang.

Hun kunne næsten ikke vente på selv at opleve den altopslugende, intense kærlighed, hun havde hørt, opstår i det øjeblik, man ser sit barn – og det bånd, der varer resten af livet. 

Hun glædede sig til at være noget helt særligt for et lille menneske, som ville være en sammensmeltning af hende og kæresten Søren.

Men undervejs i graviditeten dukkede bekymringer op, og inden længe blev forventningsglæden overskygget af de komplikationer, Rebecca oplevede.

– Jeg havde både hyperemesis, hvor man har slem kvalme og kaster enormt meget op, og så voksede Astrid heller ikke, som hun skulle. Vi betalte for private scanninger under graviditeten, og i uge 38 fandt vi ud af, at hun ikke var vokset i flere måneder. Vi blev derfor sendt til en akut scanning, hvor vi opdagede, at hun var 23 procent for lille, og at der kun var meget lidt fostervand tilbage. Samme aften blev min fødsel sat i gang. Det hele gik meget stærkt.

Fødslen endte med at være kompliceret. Rebecca blev sat i gang med et ballonkateter, som hun lå med hele natten, hvorefter de om morgenen tog hendes vand. Først fik hun v-drop, så epidural, og på et tidspunkt under fødslen besvimede Rebecca, så babyens hjerterytme faldt markant. 

Lægerne vurderede efterfølgende, at den bedste løsning var akut kejsersnit – men bedøvelsen virkede ikke tilstrækkeligt, så hun måtte lægges i fuld narkose under indgrebet.

– Det var en ret voldsom oplevelse – især at jeg sov, da Astrid kom ud. Jeg var slet ikke til stede, og jeg vågnede først flere minutter efter. I opvågningen efter operationen forsøgte de at lægge hende til mit bryst, men jeg bad dem om at fjerne hende fra mig igen, fordi jeg ikke kunne rumme det. Jeg kunne ikke være i det, for jeg kunne slet ikke mærke, at jeg var blevet mor, og jeg følte mig både skuffet og skamfuld over, at jeg ikke mærkede den store kærlighedsfølelse. 

– Jeg holdt hende ikke hele det første halvandet døgn, fordi hver gang jeg skulle op af sengen, så faldt mit blodtryk så meget, at jeg var ved at besvime. Jeg lå bare og stirrede ud i luften, uden at føle mig til stede, og jeg sagde ikke noget til nogen, hvordan jeg følte, fordi jeg var mega bange for at blive stemplet som en dårlig mor.

Hjemme i hverdagen

Rebecca husker ikke meget fra den første tid derhjemme. Det føles, som om et tungt slør ligger over den periode. Hun mindes dog tydeligt, at hun kæmpede meget med amningen, og endte med at pumpe mælk hver tredje time døgnet rundt i fire måneder.

– Jeg var bare i gang hele tiden, samtidig med at jeg var virkelig ked af det og indesluttet. Jeg havde ikke lyst til at se nogen mennesker, og jeg var ikke rigtigt til stede. Den dårlige samvittighed fyldte helt vildt meget – både over at føle mig som en forkert mor og over ikke at kunne mærke, at jeg elskede hende lige nu. Jeg fik også dårlig samvittighed over at lægge så meget ansvar over på Søren. Han tog for eksempel alle nætterne, fordi jeg kun fik det værre, når jeg ikke sov. 

– Jeg kunne heller ikke gå ud med hende, fordi jeg var bange for, at hun ville begynde at græde, og at andre så ville tænke, at jeg var en dårlig mor, fordi jeg ikke kunne trøste mit eget barn. Jeg blev så isoleret. Jeg var så plaget af min dårlige samvittighed, og jeg tænkte, at hun ikke skulle leve med en mor som mig. Hun havde fortjent meget bedre, syntes jeg.

Det, der slog hende mest ud, var, at hun ikke kunne mærke, at hun var blevet nogens mor.

– Jeg vidste jo, at jeg var blevet det, men jeg kunne ligesom ikke mærke, at hun var min. Jeg åbnede en smule op overfor Søren, at det var hårdt, men det var bare svært at indrømme, for hvordan skal man lige formulere den tanke? Han var jo bare bekymret under hele forløbet, og tog al ansvaret, støttede mig og var der for både mig og Astrid. 

– Jeg havde også en følelse af at være mega bagud på point, som om jeg var med i et kapløb. Hun tilvalgte jo mest Søren, og ville gerne have ham, når hun var ked af det – måske fordi hun kunne mærke, at jeg ikke var til stede, selvom jeg sad med hende.

Men efter tre måneder valgte hun at åbne helt op. Både over for Søren og sine forældre, som kun mødte hende med kærlighed og stor forståelse. De var dog bekymrede, så kort tid efter blev hun indlagt på psykiatrisk akutmodtagelse. 

Det føltes dog forkert for hende, så hurtigt udskrev hun sig selv igen, fordi hun ikke kunne bære at være væk fra Astrid. Hun sygemeldte sig i stedet fra barslen, og Søren tog orlov fra sit arbejde for at være hjemme hos dem, fordi Rebecca følte, at hun befandt sig i en konstant overlevelsestilstand.

Det store tilbagefald

Det gjorde en stor forskel, at Søren var hjemme. Rebecca beskriver ham som en slags supermand, der tog sig af både det praktiske og omsorgen for Astrid, og det gav hende overskud til at rette blikket fremad. 

Hun havde brug for at mærke fremdrift og besluttede derfor at skrive sin bachelor på sygeplejerskeuddannelsen. Hun håbede, at det ville hjælpe at fokusere på noget andet end det svære – og det gjorde det. I juni 2024 afsluttede hun studiet med topkarakter og begyndte at arbejde igen.

Men kort efter begyndte det at gå ned ad bakke. Og præcis et år efter fødslen blev hun indlagt igen på et åbent døgnafsnit – denne gang i halvanden måned.

– Mine tætteste lavede en slags intervention mod mig, hvor de satte sig i en rundkreds og fortalte mig, at jeg altså havde det for dårligt nu. De insisterede på, at jeg skulle søge hjælp, fordi de var bekymrede for mig. Først blev jeg ked af det og kunne ikke se meningen i det, fordi så ville jeg jo blive sendt væk, uden at være sammen med Astrid, og så ville jeg kun være en endnu dårligere mor. Men hvis jeg ikke blev rask, kunne jeg jo heller ikke være nogens mor, så jeg blev nødt til at gøre det.

Hun valgte derfor at være samarbejdsvillig og indvilgede i, hvad sundhedspersonalet mente var bedst for hende.

– Jeg tror, jeg havde det så skidt, at jeg ligesom bare gjorde, hvad der var nogen, der sagde til mig. Jeg kan ikke huske så meget fra den tid, men jeg kan jo læse i min journal, at jeg var totalt sengeliggende og sov i næsten døgndrift – og når jeg var vågen, var jeg bare ked af det. Jeg havde ingen mimik og var totalt energiforladt. 

– Men jeg mødte en psykolog under min indlæggelse, som bare var sindssygt dygtig, lyttende og oprigtig. Jeg kunne mærke, at han ville mig det bedste, uden jeg var bange for, hvad han ville gøre, hvis jeg fortalte sandheden om, hvordan jeg havde det indeni.

Rebecca modtog nemlig to underretninger, mens hun kæmpede med sin fødselsdepression. Det er almindelig praksis at lave en underretning, når en forælder med børn under 18 er tilknyttet psykiatrien, så kommunen kan være opmærksom på at tilbyde støtte. Det er altså ikke som en straf, men derimod for at sikre barnets trivsel. 

Rebecca fik for eksempel tilknyttet en mentor under sin sygemelding, som hun talte med en gang om ugen. Men alligevel ramte underretningerne hende der, hvor det gjorde allermest ondt.

– Jeg gik totalt i baglås og frygtede, at de ville tage mit barn. Jeg følte, de dømte mig som værende en dårlig mor. Men den nye psykolog forsikrede mig om, at mine tanker ikke var forkerte, og mine snakke med ham hjalp mig med at få det bedre. Det betød meget, at han ikke så skævt til mig.

Livet som mor nu

Indlægningen blev et vendepunkt for hende, og langsomt begyndte tingene at lysne. Hun vendte tilbage til arbejdet, først på nedsat tid, og begyndte samtidig at spille fodbold på et hold med andre, som hver især bar på deres egne ar. 

Stille og roligt voksede hendes selvtillid også som mor, og hun begyndte at føle sig mere tryg i sin rolle.

– Jeg havde stadig de svære tanker, men jeg havde lært at håndtere dem bedre. Så langsomt mærkede jeg, hvor meget jeg elsker hende, og nu kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden hende. Jeg kan stadig få dårlig samvittighed over, at jeg var så mentalt fraværende det første år, men heldigvis fik hun så meget kærlighed fra Søren og resten af familien, at hun forhåbentlig ikke husker noget. For nu er jeg 100% tilstede i moderskabet.

Astrid er nu to og et halvt år, og Rebecca forguder hende. De tager på ture sammen, læser bøger, danser og laver mad, og Rebecca elsker at give hende nye oplevelser. Men hun havde aldrig fundet kærligheden i sit moderskab, hvis hun ikke havde søgt hjælp, fortæller hun.

– Det er så vigtigt at have nogen at spejle sig i, når det gælder moderskabet – også når det er allermest hårdt. Jeg havde følelsen af, at alle andre mødre var ovenpå, og at alt bare kørte derudaf med deres børn, og derfor ramte det mig endnu hårdere, at det ikke fungerede for mig. 

– Jeg følte mig så forkert, og jeg tror, vi skal tale mere åbent om, at lige så normalt det er at knuselske sit barn fra første øjeblik, lige så normalt er det, at nogle ikke gør. Det taler vi slet ikke om, fordi de fleste oplever en overvældende kærlighedsfølelse med det samme – og de af os, der ikke gør, tør ikke fortælle, at vi har det anderledes. Det er så hårdt og destruktivt at gå med en fødselsdepression alene, og vi skal få aftabuiseret den skam, der følger med. Jeg elsker hende jo inderligt nu, men det krævede et stykke arbejde for mig at nå derhen.

LÆS OGSÅ

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.