Hvorfor er min datter bange for næsten alt?

Spørgsmål:

Jeg har en datter på tre år, der stort set er bange for alt. Hun vågner om natten og græder og siger, hun er bange. Hun er bange for fremmede mennesker, bryder grædende sammen, når de taler til hende. Er hunderæd for tordenvejr samt fyrværkeri.

Hun vil ikke være i et andet rum end vi andre, så bliver hun også bange. Om natten sover hun til at starte med i vores seng, da hun giver udtryk for, hun er bange, vi flytter hende ind i hendes egen seng, når vi går i seng – men kun for at hun efter et par timer er tilbage igen.

I vores ferie har hun ikke villet med i Tivoli, Bakken, Bon Bon Land, da hun er bange. Selv Zoo er hun bange for, der er tigre, siger hun. Hun har altid været en lidt forsigtig pige, men nu synes jeg virkelig, det er taget til, det er kun mor, der dur. Hjælp, hvad gør vi???

MVH. Charlotte

Læs psykologens svar på næste side.

Svar:

Kære Charlotte

Et barns angst er knyttet sammen med dets modenhed og udviklingstrin. I de første leveår er basal omsorg og tryghed livsvigtig for det lille barn, og alt, hvad der kan true denne omsorg og tryghed, vil udløse angst. Børn vil ofte udvise angst for fremmede, høje lyde, forældre der skændes, sult og kulde. Den voksnes opgave er at beskytte barnet mod længerevarende angst, og det gør man jo ved hurtigt at genskabe den basale tryghed – ved at trøste, give mad eller beskytte mod de høje lyde. Barnet lærer på den måde at tåle frustrationer og angst i korte øjeblikke uden at føle, at verden går i stykker.

Men svigtes barnet i for lang tid – er overladt til sin egen angst – så kan det påvirke barnets fremtidige udvikling. Når barnet bliver tre år og begynder at gå på opdagelse i den store verden, kan det nye fremmede, det møder alene, godt virke skræmmende og farligt. Barnet har netop i denne alder svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi.

Barnet oplever mørket truende, kan være bange for at blive væk, for fyrværkeri og lyn. Barnet erkender pludseligt sin egen skrøbelighed – hvor let det kan ”gå til grunde.” Dette er alt sammen en beskrivelse af et barns angst inden for normalområdet, og barnet vil i løbet af det tredje år – godt støttet af os voksne – overvinde denne form for angst, idet det videreudvikler sig og dermed bliver bedre til at adskille virkelighed og fantasi.

Men der er nogle børn, hvor angsten bliver kronisk, og hvor hverdagen bliver så præget af den, at barnets funktionsevne bliver nedsat – ja, barnet kan være så angst, at det ikke rigtigt kan lege og slappe af. Barnet holder hele tiden fokus på den voksne, og tankerne kredser hele tiden om ”farlige ting.” Når angsten bliver så belastende, at barnet næsten forhindres i at leve et normalt liv, er det vigtigt, at forældrene handler, for så kan det være symptomer på en form for psykisk lidelse.

Din datter, Charlotte, er kun tre år, og der er håb om, at hun kan vokse fra det, men jeg synes nu alligevel, at hun har så mange symptomer, at både hun og du har brug for en snak med en børnepsykolog eller -psykiater. Heldigvis er det ikke nogen meget alvorlig tilstand. Man kan med tålmodighed over tid hjælpe jeres lille pige. Man kan ved gennemgang af de mange forskellige situationer, hvor angsten opstår, finde ud af, hvilke handlingsmuligheder forældrene og barnet har. Jeg vil meget anbefale dig at kontakte en børnepsykolog eller – psykiater, og jeg ønsker jer alle alt godt.

Gode tanker, Margrethe Brun Hansen