Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Christian Als – Jeg kom for tidligt i skole, fordi min far troede, jeg var genial, siger Thomas Blachman i et ærligt interview til magasinet Vores Børn.

Thomas Blachman: Børn er bedre til at opdrage end voksne

Musiker Thomas Blachman er bekymret for Danmarks børn. Og i øvrigt også for deres forældre. For de voksne glemmer at give plads til børnenes kreativitet og idéer – og det er vigtigt, hvis de små skal have en portion selvtillid med i bagagen. Derfor har han designet en stol – sprunget ud af behovet for at komme i øjenhøjde med sine egne børn.

Hjemme hos musikeren og tv-personligheden Thomas Blachman står der en stol. En stol, som ikke ligner nogen anden stol. Den passer hverken til en voksen eller til et lille barn, men til dem lige midt imellem. Stolen har han selv designet. Hvilket er alt andet end et tilfælde. Designet har han fået idéen til – genereret af frustration og nødvendighed. For da Thomas Blachmans to børn, Henry og Ramona, i 8-9-års-alderen voksede ud af deres TripTrap-stol og endnu var for små til at indtage en voksenstol uden at sejle rundt på sædet, gik det op for ham, at noget vigtigt forsvandt: hans mulighed for at være i øjenhøjde med sine børn, når de sad samlet omkring spisebordet.

Lyt til: Podcast med Thomas Blachman: Kom i øjenhøjde med dit barn

– Det, der er så fedt ved at invitere dine børn op i øjenhøjde, er, at du inviterer alt det barnlige ind i dit eget liv. Alt det uforudsigelige, alt vanviddet. På lige fod med alt det andet, du synes er vigtigt; den du er blevet, din uddannelse, dine lange arbejdstider og så videre. Du inviterer simpelthen det irrationelle ind i din egen rationelle verden. Og så finder du ud af, at i det irrationelle findes et nyt rationale. Noget fantastisk brugbart som du kan få så meget ud af, at du går hen og siger op på dit arbejde dagen efter, for nu gider du simpelthen ikke kede dig mere i dit liv. Thomas Blachman lægger karakteristisk kraft bag sine ord, imens han skænker kaffe i små glas. Hans debut som møbeldesigner er ikke hovedårsagen til, at vi sidder i hans stue denne formiddag, i hans nyerhvervede sommerrefugium på en nordsjællandsk bakketop. Men stolen er en slags repræsentant for noget, der ligger ham stærkt på sinde: nemlig udviklingen af børns kreativitet og idérigdom og styrkelsen af deres selvtillid. Én ting er al den glæde og gavn, de voksne kan få ud af at tale med deres unger i øjenhøjde under aftensmaden – og det kommer vi tilbage til. Men mindst lige så vigtigt er det, at børnene får noget afgørende med sig, når mor og far lader dem komme til orde på niveau med de voksne omkring bordet.


– Børn husker alting. De husker nærvær, de husker, hvornår de blev set i øjnene, og de husker den ligeværdige samtale med deres mor og far, hvor de er blevet lyttet til. Med stolen fjerner du det autoritære forhold mellem forældre og børn. I stedet for at du kigger ned på dine børn som en autoritet, giver du plads til, at den barnlige og den voksne samtale kan foregå på lige fod. Alle sidder lige højt, kigger i hinandens øjne, og ingen har nogen alder, konstaterer Thomas Blachman og fortsætter:
– Udfordringen for børn i dag er, at de ikke føler sig set. Og uanset hvilken vej de skal gå i livet – om de skal være hjerneforskere, elektrikere, fodboldspillere eller musikere – så kræver det, at de kan sanse og mærke, hvad der er den rigtige vej for dem. Vi kan alle sammen et eller andet – og hvorfor skulle vi ikke vælge den vej, som vi har evner til? Og finde glæde i det, fordi vi er blevet bakket op og set og stimuleret i det? Øjenhøjde skaber ro, som igen skaber rum for den
improviserede samtale, med plads til kreativitet og idéudvikling – og det er i den samtale, vi kan fremkalde børnenes mulige potentialer.

Danmark mangler selvtillid

Oplevelsen af de fortabte børn er ikke én, Thomas Blachman griber ud af den blå luft. Som X Factor-dommer gennem 10 sæsoner har han mødt en ungdom, der – som han selv udtrykker det – er på herrens mark, fordi de aldrig er blevet taget alvorligt og i stedet har stået uden for deres mors og fars arbejdsværelse hele deres barndom i håb om at få hjælp til, hvem de var, og hvor de skulle hen. Senest har han med tv-programmerne Blachman på skemaet på DR tilmed slået et slag for et nyt fag i folkeskolen, der giver eleverne mulighed for at tænke frit, kreativt og idéudviklende – i ønsket om at give børn og unge nogle bedre betingelser for at opbygge en tro på deres egne evner.


– I dag har vi en tendens til at overlade det til eksperter at se børnenes potentiale; det må læreren se, det må pædagogen se, det må håndboldtræneren se. Men det er først og fremmest forældrenes ansvar at advokere for deres børn og den måde, de ser verden på. Jeg synes, der mangler selvtillid i Danmark, og det kommer allermest til udtryk, når vi som forældre ikke anerkender vores børns fjollerier, dagdrømme og mærkelige måder at udtrykke sig på. Og giver plads til, at børnene kan filosofere på deres egne præmisser. For der er derigennem, de får en idé om dem selv, lyder det fra Thomas Blachman, der griber til et eksempel fra sit eget liv.
– Da Henry startede i skole, spurgte læreren ham, hvor mange ben en ko har, og han svarede fem, fordi han syntes, det afhang af, hvordan sollyset faldt, og der blev dannet skygger. Læreren sagde, at den slags havde hun virkelig ikke tid til. Og bom, så hev vi ham ud af skolen. Det var nok. Hvis læreren var gået med på hans oplevelse af koen med de fem ben, havde Henry vidst, at der var plads til at komme med en begavet betragtning, siger musikeren.

Læs også: Selektiv hørelse: sådan får du dit barn til at høre efter

 Han slår husets terrassedør op og tænder en smøg.
– Hvis vi vil hjælpe og guide vores børn, må vi lytte og forholde os til det, de siger. Også selv om de taler uafbrudt og siger alt muligt, vi selv er for trætte til at høre på. På den måde bliver de mere bevidste om, hvad det er de rummer og kan – og opbygger en tillid til dem selv. Hvis mor for eksempel bemærker lille Peters måde at sige tingene på: “Hold kæft, hvor var det smukt, det du lige sagde – på den måde, i det tempo, med den intonation”. Så får Peter en følelse af, at han har evner for at bruge sproget. Eller hvis far siger: “Nu skal vi to simpelthen en tur på Nationalmuseet, for det, du snakker om der, det er der en hel udstilling om”, lyder budskabet.
– Hvis vi derimod bliver ved med at hamre børnene tilbage til stenalderen og bruge vores energi på at sige: “Sid nu ordenligt, Peter!”, så bliver Peter aldrig bygget op, og så løber alle på et tidspunkt væk fra byggepladsen, og så ender det med, at Peter selv må fikse det en dag.

Det skal nok gå

Det er ikke kun Thomas Blachmans observerende færden blandt Danmarks unge, på og uden for tv-skærmene, der giver ham mandat til at mene noget om vigtigheden af børns kreativitet og idérigdom. Han er selv ordblind og født med ’en helvedes rastløshed’, som han beskriver det. Uden at det nogensinde har været en hæmsko. Tværtimod har det betydet, at netop kreativiteten og idéerne har fået lov til at tegne hans livsbane – med støtte fra et bagland, der aldrig tvivlede på hans evner.


– Jeg kom for tidligt i skole, fordi min far troede, jeg var genial. Jeg var god til at gengive former og kunne genkende ting ud fra det mindste lille udsnit, og det troede min far var identisk med en vis begavelse. Det var bare ikke den form for begavelse, som man satte pris på i skolen, og jeg følte mig som en tumpe. Men mine forældre var aldrig bekymrede for mig, og de sagde begge til mig, at det nok skulle gå. Deres tillid til mig blev til min selvtillid, husker Thomas Blachman og fortsætter:
– Måske havde jeg fået en pille dengang, hvis den havde fandtes. Men jeg fandt en trommestik i stedet, og så kunne jeg sidde og hamre i noget. Min mor og far kom begge ud af relativt små kår, og for dem var idéerne og kreativiteten lig med overlevelse, så de bakkede mig op i at spille trommer. Jeg sad og spillede midt i dagligstuen i timevis. Og hvem fanden gider høre på det, griner han. Det gad de tilsyneladende, Thomas Blachmans mor og far. Men de vidste også bedre end nogle andre, hvad kreativitet og idérigdom kunne føre til; moren var indehaver af en populær tøjkæde, og faren opfandt som bare 20-årig verdens første fuldautomatiske telefonsvarer. I det hele taget evnede forældrene at
give ham en opvækst med en særlig grad af rummelighed og optimisme, erindrer han.

– Mit barndomshjem bar præg af en overraskelse over det held, det var at være menneske. På grund af vores jødiske historie. Min far startede alle måltider med at sige: “Ej, hvor har vi det godt. Hvor er vi heldige.” Han var en stor mand, og han var sulten – og der stod maden på bordet. Så jeg er vokset op med en energi, hvor alt er fantastisk. En anti-borgerlig, usnobbet og fandenivoldsk energi. En form for anti-autoritær indstilling til tingene, som jeg har taget med videre og ind i forholdet til mine egne børn, forklarer han.

Forelsket og småneurotisk 

Thomas Blachman var 37 år, da han fik sit første barn, Henry.
– Det var på et tidspunkt, hvor alt i mit liv var plastik; receptioner, repræsentation, mig, mig, mig. Og hvor går man hen, når alt er plastik – så får man børn, siger Thomas Blachman og sætter ild til endnu en cigaret.
– Jeg stoppede nærmest med at arbejde i fem år, da jeg blev far. For at være sammen med mine børn. Pludselig kunne jeg komme af med en kærlighed, som jeg ellers ikke vidste hvad jeg skulle gøre med, forklarer han og beskriver, hvordan der med kærligheden og den stædige trang til at være til stede fulgte en ustyrlig sårbarhed.
– At bliver far er som at rende rundt med sit eget hjerte i hænderne. Jeg blev så begejstret og så forelsket og så ramt, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Det betød også, at jeg blev lidt småneurotisk omkring mine børn. Henry fik for eksempel dårligt nok lov til at løbe, da han var lille, for hvis han faldt, gjorde det jo ondt. Hvilket resulterede i, at Ramona kravlede op i træer i tredjesals-højde i børnehaven, bare for at modarbejde mig, griner han.

Løbeforbuddet til trods føler Thomas Blachman ikke, at han har erhvervet sig en masse erfaringer og rutiner, som han i forældrerollens tegn bør give videre til sine børn. Tværtimod.
– For mig er mine børn guddommelige og fuldstændig fantastiske med deres åbne sind og evne til at udtrykke det, de sanser og ser. Og min egen fornøjelse ved det improviserede har altid været en stor del af måden at være sammen med mine børn på. Jeg hader alt det, der virker hver gang. Sådan har jeg det i musikken, og sådan har jeg det i livet generelt, proklamerer han.
– Ligesom i jazzmusikken handler det om at give plads til at finde nye steder hen i legen. Se, hvad der sker.

Læs også: Børnepsykolog: Voksne betyder enormt meget i et børneliv

På samme måde som hans egne forældre lod ham improvisere sig igennem barndommen og ungdommen, hylder han spontaniteten i sine egne ungers liv. Selv når det konflikter med en blanding af faderlig ambition og ængstelighed allerinderst inde.
– Min søn startede med at spille fodbold, og så tænkte jeg, at nu mister vi en superhjerne til fodbolden. Men så fløj vi til Barcelona og så fodbold, og så lærte han alle fodboldnationernes flag udenad, og så begyndte han at interessere sig for geografi, og nogle år efter vidste han alt om verdenspolitik. Vi kan som forældre ikke sidde og være skidebange for, hvad der skal ske med vores børn, for så går vi glip af hele forestillingen, slår han fast.
– Pointen er, at vi skal lade hinanden blive dem, vi bliver. Alvorligt talt. Hvad har vi voksne at tilbyde?

Og så er vi tilbage. Til stolen og den ligeværdige samtale i øjenhøjde mellem forældre og børn. For netop her kan også de voksne ifølge Thomas Blachman kan lære et og andet. Ikke mindst den generation af forældre, han selv tilhører – og som han med egne ord er direkte skuffet over.
– Min egen generation gjorde ikke oprør. Vi ragede til os i stedet – købte både, biler og sommerhuse. Vi har arbejdet hårdt, og vi har skullet præstere. Samtidig med at vi er opvokset med en betinget kærlighed, som vi giver videre til vores børn, reflekterer Thomas Blachman og fortsætter:
– Mange af os laver ikke andet end at fortælle historier om os selv og alt det, vi kan. Vi er omrejsende CV’er. Og børnene er symbolet på vores egen lykke, så de skal også præstere og være perfekte. Hvis de for eksempel render rundt med snot ud af næsen eller har et dårligt sprog, så falder det tilbage på os – så er det, fordi vi mangler et eller andet. På den måde bliver børnene tilskuere til vores perfekthed, og så oplever de ikke, at der er plads til, at de selv kan byde ind med tanker og idéer, siger han og sidder tavs, i hvad der føles som et langt øjeblik.
– Alvorligt talt. Hvad har vi voksne at tilbyde? Andet end regler og ’nu skal du også rydde op på dit værelse’? Og hvem fanden lærer ikke at rydde op af sig selv på et tidspunkt?

Fantastiske fantaster

Thomas Blachman læner sig tilbage på sin voksenstol og lader blikket hvile på den spritnye, robuste egetræskonstruktion med det velpolstrede sæde, som han ville ønske, han havde kunnet sætte sine børn op på, da behovet var størst. I stedet stablede han bøger under deres numser.
– Børn er i virkeligheden bedre til at opdrage deres forældre, end forældre er til at opdrage deres børn, slår han fast.
– Det, vi kan få af vores børn, er nemlig en ihukommelse af, hvad det er at være sanselig, være optaget af nuet, være til stede, være improviserende, være sårbar, være fejlbarlig, være frisættende. Alt det, vi ellers mister med årene, fordi vi overspiller voksenrollen og bliver røvkedelige i bund og grund. Lektien er at suge så meget som muligt ud af dem – i vores bekræftelse af dem, i vores fortælling til dem om hvor vidunderlige de er. Så de oplever, at det i virkeligheden er dem, der er lærermestrene. Hvis vi ser på vores børn med det blik, i øjenhøjde, tror jeg, at det vil have en omstyrtende effekt, konstaterer han og tilføjer med et af sine skæve, småskælmske smil.
– Men jeg er også fantast. Og det hænder at nogle af os fantaster, indeholder det fantastiske.

ThomasB_photo2.jpg

Thomas Blachman, far til Henry på 16 år og Ramona på 11 år. 55 år, musiker, komponist, producer og kendt som X Factor-dommer. Senest har han desuden designet en børnestol. Find mere information om stolen. 

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Far, Interview og Børneopdragelse