Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Getty Images Dit barn tuner dig ikke ude med vilje - dets hjerne fungerer ganske enkelt bare ikke som din endnu.

Selektiv hørelse: Sådan får du dit barn til at høre efter

Hører dit barn altid, hvad du siger, når I skal i svømmehallen, men når du beder om hjælp til oprydning, så er det sjovt nok svært at høre efter..? Det er helt normalt! Få eksperternes forklaringer og råd her.

Kan du også høre dig selv gå i hak som en gammel pladespiller og give de samme beskeder igen og igen? Eller oplever du, at dit barn nærmest ikke ænser, at du taler til det, men stirrer opslugt videre på Ramasjang-programmet? Har du også bemærket, at dit barn pudsigt nok altid hører, når beskeden handler om at besøge podens bedste ven eller en tur til ismanden? Det kan være grænseløst irriterende at føle, man taler for døve ører. Børn har selektiv hørelse, siges det populært, fordi det virker som om, at barnet hører det, det gerne vil høre. Men sådan forholder det sig faktisk ikke. Dit barn tuner dig ikke ude med vilje, og det er ikke frækt, når det ikke svarer dig. Dets hjerne fungerer ganske enkelt bare ikke som din endnu.

– Der ér kort sagt ikke noget, der hedder selektiv hørelse. Der er noget, der hedder børn, der skal have det engang mere eller på en anden måde. Man tillægger dem et motiv, der hedder, at de er udspekulerede og beregnende, når man siger, de har selektiv hørelse, siger Lola Jensen, familievejleder og forfatter til flere bøger om familieliv og børneopdragelse, blandt andet ”Må vi så få ro!”.

Læs også: Hvorfor siger ingen, hvor hårdt det er at være gravid?

Når voksne oplever, at deres børn ikke hører, så er der altså ikke noget galt med hverken børnene eller deres hørelse. Tværtimod. Det er snarere forældrenes forståelse af det lille hoved, den halter med.

– Der er virkelig meget at hente i det sociale samspil med ens barn, hvis man forstår bare nogle af de logikker hjernen arbejder efter. Vi kan så nemt dømme børn ude, men de gør det altså så godt, de overhovedet kan. De har bare nogle hjerner, som slet, slet ikke er der, hvor vores er endnu, forklarer Anette Prehn, sociolog og forfatter til bøgerne ”Hjernesmarte Børn” og ”Hjernesmart Pædagogik”, som handler om hjernens faste spilleregler.

– Alene pandelapperne er 25 år om at modnes, så et femårigt barn har kun en femtedel af din logiske sans og overblik eksempelvis. Børns hjerner er under kraftig udvikling, og det synes jeg faktisk, at vi har tendens til at glemme, siger Anette Prehn.

Den gode nyhed er, at forståelse for din guldklumps hjerne kan gøre dig væsentligt bedre klædt på til at trænge igennem og måske endda også mere tålmodig med dit lille yndlingsmenneske.

Forstå hjernens huskeregler

At tale for døve ører fra tid til anden oplever mange allerede fra barnet er omkring halvandet år gammelt og begynder at have en sproglig forståelse. Men især fra børnehavealderen, hvor barnet også begynder at tilegne sig en række praktiske og sociale færdigheder, som at klæde sig selv af og på og lægge ting på plads, springer det i øjnene, når ungerne ikke hører efter. Nu forstår de så meget og tager ansvar for en række småting i hverdagen, så hvorfor er det, at nogle ting bare ikke kommer ind på lystavlen?

– Mange af de beskeder, vi giver, handler om ting, der ligger på den voksnes computer. Ikke barnets. ”Har du husket at tage madkassen op ad tasken?” og ”husk at hænge din jakke op”. Børn husker det ikke den slags ting af sig selv, og det kan forældre godt blive rigtig frustrerede over. Men kunne man kunne kigge ind i et barns hjernes prioriteringsliste, så vil sådan noget som at hænge en jakke op aldrig ligge højt. Det er ikke vigtigt for et barn. Det er vigtigt for den voksne, og derfor er det noget, der skal øves rigtig meget, før barnet lærer det, siger Lola Jensen.

Faktisk fortsætter det, som mange forældre opfatter som selektiv hørelse, i større eller mindre grad helt op til, at barnet flytter hjemmefra. Fordi puljen af vigtige ting bare er forskellige fra barn til voksen. Der er dog nogle ting, der er ens, uanset alder, og det er, at alle hjerner husker efter tre principper. Rammer vi ikke principperne, så oplever hjernen ikke beskederne som vigtige. Derfor kan vi med fordel forsøge at forme vores tilgang efter dem.

– Vi husker det, der er relevant, det, der er overraskende og det, der vækker følelser. Men man skal huske, at det ikke er de samme ting, der er relevant, overraskende eller vækker følelser i børn som i os voksne, siger Anette Prehn og fortsætter:

– Vi har sommetider et lidt forskruet billede af, hvad der optager børn. Og så bliver nogle forældre hårde og siger: ”…har jeg ikke sagt?!” Men hjernen er formbar og fungerer lidt som en skov. De stier, vi går på tit, bliver tydeligere, lettere at gå på og mere naturlige at vælge til. Stier, vi kun har gået på få gange, gror til. Så hvis ikke du som forælder har taget ansvar for at stierne er trampet hårdt nok op, så peger pilen jo på dig, siger Anette Prehn.

Læs også: Pinlige prutter og dryp i trussen efter graviditet

Netop fordi der er tale om praktiske færdigheder, som egentligt ligger udenfor dit barns interessefelt, er gentagelser vigtige for at barnet kan lære dem, mener Lola Jensen.

– Forældre spørger mig tit: ”hvor mange gange skal jeg sige det?” – og det er mange. Rigtig mange! Men pludselig en dag, når man har øvet sig længe, så er det en rutine. Og så ved barnet selv, at jakken bor på knagen, og ispapiret skal smides i skraldespanden og ikke på jorden, siger hun.

Fra barnet er 2-5 år skal vi gentage instrukser og beskeder rigtig meget, men når barnet runder skolealderen, kan man godt begynde at give det noget mere ansvar og for eksempel lade deres middagstallerken stå, hvis de selv glemmer den, forklarer Lola Jensen:

– Og når barnet så undrer sig over den beskidte tallerken på sin plads, så siger vi: ”Ja, det er din fra i aftes – den må du vidst have glemt at bære ud”, helt stille og roligt, siger hun.

Men når de praktiske instrukser er så svære for barnet at huske, er det også fordi, de oftest falder uden for de netop tre principper, barnets hjerne husker efter, mener Anette Prehn. Og det giver grobund for at prøve at gøre beskederne mere tiltalende.

Skab nye rutiner

Gentagelser ér vigtige for det lille barn, men når gentagelserne ikke lader til at virke, kan det være en god idé at gå mindre snakkende til værks. Der skal nemlig ofte mere til.

– Hver gang du giver en besked såsom ”skoene skal på plads i skoreolen”, så er det dig der tramper stien i din hjerne. Det er ikke barnet, der tramper noget som helst. Og hvis noget skal blive til rutiner, så skal barnet selv trampe stien frem og rutinen skal blive meningsfuld for barnet, siger Anette Prehn.

Én måde at gå anderledes til opgaven er at prøve at overføre noget, barnet allerede er god til, til de hjemlige rammer og dermed fokusere på noget positiv fremfor noget negativt. Nogle børn kan for eksempel være rigtig dygtige til at hænge overtøjet på plads ovre i børnehaven, og det kan være dit vindue til at skabe positive sammenhænge.

– Man kan give det, barnet gør så godt i børnehaven et navn – eksempelvis kalde barnet for garderobechefen, når det er dygtigt til opgaverne derovre, og så prøve at overføre det til hjemlige omgivelser, når barnet har knyttet det an til opgaven: ”Hov, jeg tror, jeg har brug for garderobechefen. Fik vi ham ed hjem fra børnehave i dag?” kan man sige, mens man snuser rundt i børnehøjde efter ham, og smiler, når dit barns smil afslører, at du har fundet ham, siger Anette Prehn og forklarer:

– Det handler om at bygge bro mellem det, der allerede virker i barnet og det anvendelsesområde, man gerne vil have, at det skal virke på. For det kan børn ikke se selv endnu, men de vil rigtig gerne være gode til nogle ting og få ros. Det gør os alle sammen glade at få. På den måde løfter man hele tiden barnet i stedet for at vrisse og skælde ud, siger Anette Prehn.

Et andet tip til at gøre de praktiske lærdomme bedre og mere effektive er, at gøre dem til en form for leg og dermed gøre dem relevante og måske endda spændende for dit barn.

– Man kan for eksempel vise, hvad der sker, når bamse kommer ind ad døren: Vi går ind og 1: bamse tager skoene af og sætter dem på måtten. 2: bamse hænger jakken på knagen: og 3: bamse tager madkassen med ind i køkkenet og BINGO! Så kan bamse løbe ind og lege. Og så kan man spørge, om barnet vil hjælpe bamse med at huske remsen ”1, 2, 3 – bingo! ”  og på den måde selv lære rutinen. At lære fra sig er hjernemæssigt den smarteste måde at lære på, siger Anette Prehn.

Dit barn lytter bedre, når du taler mindre

Der er mange ting, der skal øves, når man er barn, men hvis dit barn skal have en chance for at få succes med opgaverne, du stiller, bør du holde det kort, og du bør også gå din ønskeliste kritisk igennem. Du kan nemlig ikke bede om det hele.

– Hvis det er rigtig vigtigt for dig, at dit barn lærer at hænge jakken op på plads, når I kommer hjem, så hold fokus på dét, og ikke de fem andre praktiske ting, når I træder ind ad døren. Det hele skal øves og gentages, men ikke på én gang, råder Lola Jensen.

– Børn får efter min mening alt for mange informationer i dag. Det bliver gjort i den bedste mening, men man behøver ikke sige: ”Jeg anerkender, at du synes, det er svært lige, når du træder ind ad døren, at de første ting du skal lave, efter at have været afsted en hel dag, det er at hænge din jakke op og lægge huen plads. Og jeg kan også godt se det i dit perspektiv, hvor du er træt lige nu, men vi får et bedre fællesskab, når vi kommer ind og…” ”– Gu gør vi ej, mor! For du snakker ørerne af mig, og jeg kan slet ikke rumme den lange forklaring!”, siger Lola Jensen.

Læs også: Hjælp dit barn med at tackle forandringer

Vi kommer langt bedre igennem til barnet, hvis vi holder os til kernebeskeden og holder en indre anerkendelse af, at det er, hvad et børnehavebarn kan rumme.

– Rigtig mange forældre går også i fælder som at sige: ”Se på mig, når jeg taler til dig, så jeg kan se, at du hører mig”. Men når man siger sådan, bruger man 80-90 af lagringspladsen på harddisken alene på dét budskab. Og så er der kun 10 procent tilbage til den egentlige besked, siger Lola Jensen.

Et godt råd er derfor at give kortere instrukser, og huske dig selv på, at dit barn er ved at lære, og at det er en forældreopgave at tage hensyn til, at lagringspladsen endnu er begrænset.

Kort menneske, kort to do-liste

En fjerde medvirkende forklaring på fænomenet selektiv hørelse er, børn slet ikke kan have så mange igangværende opgaver på deres mentale to-do liste, som voksne kan.

– Arbejdshukommelsen er den funktion i hjernen, der gør, at du kan huske instruktionen, når du er gået i gang med en opgave. Men arbejdshukommelsen er lille og bliver meget hurtigt fuld. Hos en voksen, vurderer forskere, at der gennemsnitligt er plads til 4-5 enheder ad gangen, hvilket er ret lidt, men hos børn i 3-8 års alderen er kapaciteten helt nede på 1-2 enheder ad gangen, forklarer Anette Prehn.

Derfor kan forældre ikke forvente at barnet skal kunne huske serier af opgaver, selvom de i voksnes øjne kan virke både små og logiske.

– Det er på grund af børns små arbejdshukommelser, at forældre oplever, at instruktioner som: ”Gå ind på dit værelse, tag tøjet på og kom ned og spis morgenmad” fører til, at det lille barn går ind på værelset, og så ser man det egentligt ikke igen. Barnet kan ikke huske, hvad skulle, når først det er gået ind på værelset. Måske har det fået en bluse på, og så fik øje på Batman ovre i kassen, og som kom det til at gå i gang med en leg. Men i stedet for at blive sure på barnet, skal vi hellere forstå, at det er os som forældre, der fik givet den lille hjerne en for stor mundfuld, siger Anette Prehn.

Børn kan dog sagtens klare at få nogle opgaver og rutiner allerede fra børnehavealderen – de skal bare afvejes og holdes til et par stykker, fastslår hun.

Drop skæld ud!

Når I så øver jer i de praktiske færdigheder og rutiner, så er en af de vigtigste ting at huske, at dit barn er under uddannelse, og at det aldrig bliver bedre end sin læremester. Og det er jo dig.

– Jo bedre og mere tålmodig guiden, vi giver vores børn, jo hurtigere falder uddannelsen på plads, siger Lola Jensen og fortsætter:

– En god tommelfingerregel er, at man skal udvise den samme tålmodighed overfor sine børn og sin partner, som man gør overfor sine kollegaer. Der ville man aldrig drømme om at sige: ”Jeg har sagt det til dig hundrede gange – sig mig, hører du ikke efter?”, hvis der er en, der lige skal se genvejstasten én gang til, siger Lola Jensen.

Irritation og skæld ud har nemlig den modsatte effekt på barnets evne til at lære det, man prædiker.

– Hvis man får skæld ud, føler sig gjort lille eller dum, så sætter hjernen trusselsrespons i gang, og så bliver det endnu sværere at være barn og høre efter. Når Amygdala, som centeret i hjernen hedder, blinker alarm, fører det til sådan noget som hjertebanken, hurtigt åndedræt, at musklerne spænder op, og vi kan blive vrede og bange. Og så går pandelapperne ned og vores evne til at tænke klart, finde løsninger og regulerer vores følelser, bliver hæmmet, forklarer Anette Prehn.

Vi bliver kort sagt irrationelle, når hjernens alarmberedskab går i gang, og det gælder både barnet, når forældre skælder ud eller bliver irriterede på dem, og det gælder den voksne, når først frustrationen blusser op i hjernen. Så når du spørger dig selv: ”Hvordan får jeg mit barn til at høre mere efter”, så er svaret mangefacetteret: Tal mindre, giv korte beskeder, vælg dine kampe, lad dig ikke hidse op og husk, at dit barns hjerne stadig er under opførelse – det gør sit allerbedste.

Se, hvad vi ellers skriver om: Børnepsykologi, Børneopdragelse og Familieliv