Tredje fødsel er en drillefødsel – eller er er den?
SPONSORERET indhold

Tredje fødsel er en drillefødsel – eller er den?

Er du gravid for tredje gang, har du stensikkert hørt det omtalt som det rene fakta, at den tredje fødsel driller. Men hvad betyder det egentligt, er der dokumentation bag udsagnet, og hvordan udmærker tredje gang sig fra de andre fødsler?

Af: Kicki Boss Foto: Getty Images
16. maj. 2019 | Børn | Vores Børn

Første gang, jeg hørte bemærkningen slynget ud, var hos egen læge, da jeg skulle have startet vandrejournal. ”Jahh, 3.fødsel driller jo”, sagde den rare doktor. Okay – svarede jeg i en spørgende tone, hvorefter hun fortalte mig, at hun selv var mor til tre, som om det var selvforklarende, og så ellers viftede mig videre op på briksen til undersøgelse. Anden gang, jeg hørte det, var ved første jordemoderbesøg i 18. graviditetsuge. ”Den tredje gang er tit lumsk”, sagde hun.

Som akademiker og spørgelysten journalist kunne jeg ikke lade den underligt luftige påstand stå uudfordret hen. For hvad betyder det lige, at tredje gang driller, er lumsk eller hvad, der nu bliver sagt? Og er der virkelig evidens for det?  Hun forklarede at veerne ofte kom og gik, ikke var helt til at regne med, og at det i det hele godt kunne være mere langstrakt. – Og om jeg i øvrigt behøvede evidens, når nu det var erfaringen.

Siden undertegnede stadig ikke følte sig ordentligt oplyst, og nettet bugner med ammestuehistorier om samme, udfrittes erfarne jordemoder, Birgit Thalwitzer nu for svar på spørgsmål om, hvad der er op og ned i den tredje fødsel.

Hvorfor siger man, at 3. fødsel er en drillefødsel?

– At tredje fødsel er en drillefødsel, er egentligt en myte, jeg gerne vil starte med at aflive. Det passer ikke. Det er i hvert fald forkert formuleret. Det er nemlig ikke selve fødslen, der driller. Den går ofte hurtigt og er ukompliceret for flertallet, fordi kroppen ved, hvad den skal. Det, der ofte driller, er opstarten, siger Birgit Thalwitzer.

Hvad mener man med, at opstarten driller, når man er gravid med 3.barn?

– Opstarten kan være tricky ved, at veerne starter og er helt reelle og er der i nogle timer, men så forsvinder igen. Og det kan ske flere gange. Det sker, fordi livmoderen har brug for at træne mere. Livmoderen er jo en stor muskel, og den muskel bliver slappere for hver graviditet og fødsel, den er gået igennem. Så den træner og øver og samler styrke til selve fødslen, forklarer jordemoderen.

Læs også: Amning: Op mod hver tredje føler sig utilstrækkelige

Hvor mange oplever, at tredje opstart på fødslen driller?

– Det er ikke noget, vi har tal og dokumentation på, men min spontane mavefornemmelse siger, at det i hvert fald drejer sig om 1/3 af alle tredjegangsfødende - måske endda halvdelen – der oplever, at veerne kommer og går lidt i opstarten, forklarer Birgit Thalwitzer. Hun har 16 års erfaring og har taget imod hundredvis af børn.

Hvorfor er det så udbredt, at lige 3.fødsel driller? Hvad med fjerde eller femte fødsel?

– Helt det samme gør sig gældende for tredje, fjerde, femte – tiende fødsel. Livmoderen har brug for mere træning, så opstartsveerne kommer og går ofte. Grunden til, at man hører det så ofte med tredjegangsfødsler, og at nettet bugner med spørgsmål og historier om dem er, at der er langt flere, der får tre børn end fire og fem, siger jordemoderen.

Hvordan ved man så, hvornår fødslen rigtigt er i gang 3.gang?

– Det kan være rigtig svært at vurdere for den gravide, og det er dybt frustrerende for dem. Nogle når at ringe til fødegangen, og så hører vi ikke fra dem igen før langt senere, eller dagen efter. Andre når at komme ind for at blive tjekket, for så bare at erfare at veerne stopper igen. En af ulemperne ved den drillende opstart til tredje fødsel er, at den fødende ender med at komme ret sent ind på fødegangen, når det virkelig er, fordi hun ser veerne an meget længere, før hun tror på, at nu er det nu.

Nogle fødende fortæller også, at de føler sig lidt dumme over ikke at kunne regne ud, hvornår fødslen for alvor er i gang, men det er man altså aldrig! Der bliver aldrig set skævt til et opkald eller en undersøgelse af, hvor langt den fødende er i processen, uanset hvad. Vi tager hver eneste kvinde lige seriøst hver gang. Er man i tvivl, så ring eller kom ind til hver en tid, siger Birgit Thalwitzer.

Læs også: Fup og fakta om ældre gravide

Kan veerne drille, også når man er i aktiv fødsel 3. gang?

– Nej – når man taler om en drillende opstart for tredje gang, så er det vitterligt kun opstarten, indtil man er i aktiv fødsel. Så snart man er i aktiv fødsel, er det for det første meget mindre udtalt, at veerne aftager igen, og når de gør, så betegner vi det som manglende fremgang i den aktive fødsel. Ikke som drilleri.

Men når den tredjegangsgravide når forbi opstarten, går det som regel stærkt, og det er ikke unormalt at gå fra fire til ti centimeter på en time eller mindre. Jeg vender meget nødigt ryggen til en flergangsfødende – så kommer babyen, griner jordemoderen.

Anbefalet til dig