Lena Smailagic og Vuk

Foto: Martin Bubandt Lena blev sat til at abortere i en metalspand, da hun fik så stærke smerter, at hun hverken kunne gå eller stå. Men Vuk havde andre planer.

Lena fødte i uge 26+5: ”Tænk, at vi er kommet ud på den anden side med et sundt barn”

Lena Smailagic begyndte pludselig at bløde kraftigt omkring halvvejs mod termin. Det blev starten på et halvt års indlæggelse, ekstrem for tidlig fødsel og en hverdag, hvor hvert eneste minut handlede om liv eller død. Men lille Vuk klarede den og har i dag absolut ingen mén.

OBS: Denne artikel kan indeholde beskrivelser, som kan virke voldsomme for nogen.

For nylig gik det op for Lena Smailagic, at hun er holdt med at trække på det, når en anden forælder på legepladsen spørger, hvor gammel hendes søn er. Det lyder måske mærkeligt, at hun før har skullet overveje sit svar på det måske mest grundlæggende spørgsmål, man kan stille om et barn. Men for Lena har der gemt sig en lang og hård historie bag spørgsmålet om Vuks alder.

"Før fik jeg et fjernt udtryk i ansigtet, når folk spurgte om det. Jeg skulle lige overveje, hvor meget jeg ville fortælle. Nu er jeg endelig dér, hvor jeg uden at tænke over det kan sige, at Vuk er to et halvt år."

Vuk er født i uge 26+5. Det vil sige, at han reelt er lidt over tre måneder yngre end den alder, der står på hans fødselsattest, og derfor har hans mor vænnet sig til at trække de tre måneder fra, som han “mangler” i maven. Måneder, der gør andre børn klar til verden. For Vuk, som hører til gruppen af ekstremt præmature, handlede hans første levemåneder ikke om at lære at tage brystet og holde øjenkontakt – men om at overleve. Det er dog ikke til at se eller mærke i dag, hvor den toårige er fuldstændig på niveau med sine jævnaldrende.

"Han har indhentet de tre måneder, han mangler. Ofte er for tidligt fødte lidt mindre, men Vuk er en af de højeste i sin vuggestue. Han leger og interagerer socialt på lige fod med de andre. Og han forstår to sprog. Dansk, som Anders og jeg taler til ham, og serbokroatisk, som mine forældre taler", fortæller Lena, hvis Balkan-aner også kan tilskrives navnet Vuk, som betyder ulv på serbokroatisk.

Frygt for abort

At familien i dag har en dreng, der ikke bare fungerer godt, men stortrives, virker som et lille mirakel set i lyset af deres forhistorie. Det begynder allerede i graviditeten, som ellers kommer flyvende fra start. Lena er sprængfyldt med energi, og på en tur til Paris cirka 16 uger henne kan hun gå 30 kilometer om dagen uden at få ondt eller blive specielt træt. “Det er jo det nemmeste i verden at være gravid”, tænker hun og planlægger, at hun kun skal holde fire måneders barsel fra sit job i modebranchen, inden hun skal genoptage sit gamle liv – nu med et barn på hoften.

Men et par dage efter hjemkomsten fra Paris får Lena det pludselig dårligt under et møde. Hun får koldsved, bliver svimmel og får summen for ørerne. Hun lister sig ud på toilettet og plasker koldt vand i hovedet og sætter sig for at tisse.

"Og så væltede det bare ud af mig med blod. Jeg blev sindssygt bange og tænkte kun på at få fat på Anders og at komme til lægen", husker Lena.

Lægen konstaterer, at der stadig er hjertelyd, men at Lenas infektionstal er høje. Han forklarer, at det sker ind imellem, og da blødningen stopper, puster parret ud og tænker, at det bare var en forskrækkelse. Men et par dage senere får Lena ondt i maven. Fra det ene øjeblik til det andet kan hun hverken gå, stå eller ligge – så svære er smerterne. På hospitalet bliver Lenas livmoderhals målt, og den er meget forkortet. Hun får den besked, at hun er ved at abortere, og at hun skal indlægges, indtil det er sket.

"Jeg fik en metalspand, som jeg skulle tisse i. Beskeden var, at fosteret ville komme ud af sig selv og ligge og sprælle lidt. Jeg var rædselsslagen og tænkte: ”Er det her år 1840?” Det hele var bare så koldt og kynisk, og jeg rystede af skræk, hver gang jeg skulle tisse."

Men fosteret kommer ikke ud. Så parret bliver sendt hjem med beskeden om, at aborten vil ske inden for nogle dage. De melder ud til familie og venner, at graviditeten alligevel ikke bliver til noget – at Lena er ved at abortere. Og så sker der … ingenting. Blødningen stopper. Et tjek på hospitalet viser, at livmoderhalsen fra at have været næsten udslettet er vokset til fem centimeter. Og hjertelyden fra maven er stadig fin. Nu lyder beskeden, at Lena kan starte på arbejde igen efter tre dage. Freden varer dog ikke længe, før en ny styrtblødning sender parret tilbage på hospitalet. Sådan går der en måned. Parret er frem og tilbage fra hospitalet, mens blødningerne kommer og går.

"Nogle gange kunne jeg rejse mig op efter ikke at have blødt i tre dage, og så sagde det bare ”svusj”, og så blødte jeg helt vildt igen. Jeg var så bange, hver gang jeg skulle tisse, men det var en trøst, at Vuk voksede, som han skulle, og ikke virkede stresset i maven."

LÆS OGSÅ: Jordemødre i opråb: “I er ved at kvæle både os, kvinderne i vores varetægt og det fag, vi brænder for”

vb_2.jpg
Da Vuk bliver født i uge 26+5, er hans hoved på størrelse med en limefrugt. I dag udvikler han sig i takt med andre børn på samme alder.

Et lille liv

Det står efterhånden klart, at Lena ikke kommer tilbage på arbejde, og hun får en fuldtidssygemelding. Men der er stadig ingen, der kan forklare, hvorfor Lena bløder så meget. En dag får hun at vide, at hun muligvis har livmoderhalskræft. Den næste lyder det brødebetynget, at hendes prøve at blandet sammen med en anden kvindes – hun har ikke kræft. En dag mener en jordemoder, at Lenas vand er gået, og at hun er ved at gå i fødsel. Hun er i uge 22+6, og jordemoderen forklarer, at hospitalspersonalet rent etisk ikke må gøre noget for at redde fosterets liv. Grænsen er 23+0. Altså dagen efter.

"Den nat fik Anders og jeg snakket det hele igennem. Vi blev afklarede med, at det ikke blev nu, vi skulle være forældre. Vi aftalte at tage en lang rejse, få det hele på afstand og prøve igen. Vi var ret ærlige over for hinanden. Men om morgenen var jeg stadig ikke gået i fødsel."

Lena har nu – tilsyneladende mod alle odds – nået de 23+0, hvor lægerne skal gøre alt i deres magt for at redde barnet, skulle det blive født. Familien bliver, endnu engang helt desorienterede, overført med ambulance til Rigshospitalets svangerafdeling. Lægen dér kan se på en scanning, at vandet ikke er gået. Men hun mener, at hun kan se et hæmatom – en slags blodansamling i stil med et blåt mærke – på moderkagen. Det er muligvis der, blødningerne stammer fra. Lena bliver dopet op på alt muligt medicin og lagt i en seng på ræd og række med andre kvinder, der også ligger helt stille og passer på deres børn i maverne.

"Den dag gik det op for mig, at jeg ikke ville komme hjem, før jeg havde født. Jeg følte mig helt tom, var så træt og fik så mange informationer om alt det forfærdelige, der kunne ske, hvis jeg fødte meget for tidligt. Hjerneskade, spastisk lammelse. Jeg søgte nettet tyndt for at finde nogen, der var kommet godt ud på den anden side, for jeg havde så meget brug for nogen at spejle mig i, som havde klaret den. Der var kun skrækhistorier. Indtil jeg fandt en kvinde i LA, der havde et barn, der var født i uge 26. Hun var nu tre år, det gav mig lidt håb. Jeg viste det til Anders: ”Se, de er på stranden nu”. Bare for at klamre mig til et eller andet, der kunne ende godt."

På størrelse med en liter mælk

Da Lena er 26+5 har hun haft så god en periode, at lægerne mener, hun kan komme hjem og ligge i stedet for at være indlagt. Men aftenen inden, hun skal udskrives, får hun veer.

"Jeg var næsten lettet. For jeg var psykisk helt mættet af uvished og af at være så bange hele tiden. Jeg ville bare gerne kunne gå igen, have ham ud, så vi kunne passe på ham."

Fødslen ender i akut kejsersnit, men efter omstændighederne går det godt med Vuk. Han viser livstegn, lige da han bliver født, på trods af sine kun 945 gram og et hoved, der i Anders’ øjne ikke er meget større end en limefrugt. Lena, som har været i fuld narkose under kejsersnittet, ser ham først 12 timer efter fødslen, da hun er kommet til sig selv.

"Jeg blev så glad, da jeg så ham. Jeg kunne godt se, at han var lille og tynd, men for mig så han normal ud. Jeg havde aldrig prøvet at føde før, og for mig var det sådan, en baby skulle se ud. Men jeg anede ikke, at det bare var starten på et nyt helvede, der var endnu værre end det, jeg kom fra."

Inden Vuk blev født, havde Lena og Anders forestillet sig, at han efter fødslen bare skulle vokse sig stor. De vidste godt, at lungerne og tarmsystemet skulle modnes, men at en helt ny verden af risici, diagnoser og potentielle farer skulle åbenbare sig for dem, havde de ikke forestillet sig. Ord som NEK, CPAP, sondemad og apnø bliver en del af deres daglige ordforråd. Det sidste har Vuk i en periode 20 af om dagen. Apnø er, når barnet holder op med at trække vejret og skal hjælpes i gang igen. Parret lærer, hvordan de skal puffe til ham på en bestemt måde for at få ham til at trække vejret igen. To gange skal han genoplives, og den ene gang, hvor Vuk når at blive helt blå, tænker Lena, at nu dør han. Det gør han ikke, men er det nu, han får en hjerneblødning? Bliver spastisk lammet? Frygten hænger konstant over parret.

"Vi gik en tur i Fælledparken, hvor vi fik snakket igennem, hvordan vi ville have det, hvis Vuk skulle blive handicappet. Man ville jo gerne være det her store menneske, der sagde “det klarer vi”. Men det var en virkelig svær tanke for os begge. Det var en stor hjælp, at vi kunne være ærlige overfor hinanden. Vi blev enige om, at skulle det ske, måtte vi flytte på landet og tage den derfra."

VB_3.jpg
Vuk måtte genoplives to gange i ugerne efter fødslen. Åndedrætsstop, spastisk lammelse og hjerneblødning var blandt lægernes største bekymring.

Hver dag er liv eller død

En aften sender en sygeplejerske parret ud at spise. Hun skal nok passe godt på Vuk imens, og de har brug for en pause, mener hun. Da de kommer tilbage, er der sort af mennesker på gangen foran deres værelse, og de bliver mødt af alvorlige miner. Lena når at tænke, at nu er det slut. Men det viser sig, at det er det andet barn på stuen, der ikke har klaret den.

"Han havde haft det fint om morgenen. Det viser, hvor hurtigt det kan gå. Hver eneste dag kan det vende totalt, når ens barn er så for tidligt født. Fra den dag besluttede vi kun at give Vuk mad selv, aldrig at forlade stuen på samme tid og selv at påtage os alle de dele af pasningen og behandlingen af ham, som vi kunne", husker Lena.

Efter tre uger er Vuk blevet så stærk, at familien bliver overflyttet fra Rigshospitalets intensivafdeling til Herlev Hospital. Her er der ikke døgnovervågning, lys døgnet rundt, og alarmer, der hele tiden lyder. Det er et skridt i den rigtige retning, men der er stadig daglige op- og nedture. For eksempel er det en
balancegang, hvor meget ilt Vuk må få, for selv om ilttilførslen er livsvigtig, kan for meget gøre ham blind, og på et tidspunkt mener lægerne, at han er begyndt at tage skade på det ene øje. Det vender dog igen. Men sådan er det med mange ting: Al behandling er på den ene side livsnødvendig, men på den anden side kan der være alvorlige bivirkninger.

"Der var hele tiden dilemmaer, hvor det var svært at vurdere, hvad vi skulle gøre. Den ene vilde ting overtog den anden. Jeg havde en fornemmelse af at være til eksamen hver dag. Spørgsmålet var bare, hvilken opgave man trak den dag. Var det en af de nemme, hvor han bare skulle have mad, eller en svær, hvor han fik en infektion?"

LÆS OGSÅ: Astrologi: ”En halv time efter Carmen var født, lagde jeg hendes fødselshoroskop”

Vendepunktet

Tre måneder efter Vuks fødsel begynder det pludselig at gå den rigtige vej. Inden for en uge har han smidt ilten, spist selv af flaske, og da han for første gang skal i bad og have tøj på, slår det Lena, at nu ligner hendes barn en almindelig baby.

"Dér tænkte jeg: “Nu skal du bare vokse”. Og pludselig fik vi beskeden om, at vi ville blive sendt hjem i morgen. Jeg måtte ringe til min mor, for vi havde ingen barnevogn, ingenting. Og så tog vi i Babysam og købte det hele."

Det er en kæmpe lettelse, da familien endelig sidder i bilen på vej hjem, efter sammenlagt et halvt år på hospitalet. Men efter at have været i undtagelsestilstand så længe, er det svært at slappe af, og ingen af forældrene sover nærmest den første måned, fordi de hele tiden skal tjekke, at Vuk stadig trækker vejret. Samtidig er født for tidligt-kassen ikke én, man sådan lige slipper ud af. Det er stadig vigtigt, at Vuk ikke bliver syg, så barselsbesøg er der få af, og alle skal spritte af og passe på, at de ikke bringer bakterier ind i hjemmet. Forældrene skal også passe på, at Vuk ikke bliver overstimuleret, så enhver gåtur med barnevognen eller leg på gulvet akkompagnes af bekymringer om, hvad der er fint, og hvornår det bliver for meget.

"Det var naturligt for mig, for jeg havde jo ikke prøvet andet. Men samtidig var det slet ikke, hvad jeg havde regnet med. Jeg havde troet, jeg skulle amme, være på café, og inden min graviditet begyndte at gå skævt, havde vi snakket om at tage en måned til Bali under barslen. Det var en helt anden virkelighed. Når jeg så en gravid kvinde på gaden, begyndte jeg at græde, for jeg følte mig snydt og følte nærmest ikke, jeg havde været gravid."

På standby

Der er svære følelser, men mest af alt er parret gode til at rumme hinanden og til at tage de ofre, der skal til. Det falder dem naturligt at skære kraftigt ned på deres sociale liv, droppe ferier og at sætte deres karrierer på standby. Lena har gået hjemme i to år, og Anders har forladt sit job som møbel- snedker for at få mere tid til familien. Han er nu begyndt at læse til journalist.

Alt det gør de med glæde. For når man har været ved at miste sit barn ikke én eller to gange, men hver eneste dag i seks måneder, så føles det privilegeret at have muligheden for at sætte sig selv til side til fordel for sit barn. At se ham stortrives i dag får det hele til at give ekstra meget mening for parret.

"Anders’ mor siger altid, at det er fordi, vi har været så gode med ham. Men det er også held og uheld. Der er så mange ting, der kan gå galt i sådan et forløb, og Vuk kunne have taget skade på så mange måder, for eksempel de to gange, hvor han skulle genoplives og kunne have fået hjerneblødninger. Og det er bare to farlige situationer ud af rigtig mange. Vi har bare været fucking heldige, at vi er kommet ud på den anden side med et sundt barn."

VB_1.jpg
Selvom Vuks første måneder var kaotiske og angstprovokerende, så drømmer Lena alligevel om at give Vuk en lillebror eller lillesøster.

Stærkere som forældre og par

Lena kan selvsagt ikke vide, hvordan hun ville have været som mor – og som menneske – havde hun ikke fået den voldsomme start på familielivet. Men hun mener i hvert fald, at hun er blevet mere jordnær. Hvor hun før gik meget op i mode og at have den rigtige karriere, betyder den slags ikke det store i dag. Og hun hænger sig ikke i bagateller.

"Jeg er helt klart blevet en no bullshit mor. Der skal meget til at slå mig ud, og hvis der er noget, der ikke føles rigtigt, siger jeg fra. Jeg er blevet stærkere, og det har uden tvivl gjort en masse godt ved min selvsikkerhed. Jeg hviler meget mere i, hvem jeg er, og hvad jeg vil. I stedet for at stræbe efter omverdenens accept, som jeg sagtens kunne gøre førhen", siger hun.

Lena og Anders havde været kærester i fire-fem år, inden Lena blev gravid, og hvis det for alle mennesker er en af livets største omvæltninger at blive forældre, kan den omvæltning, Lena og Anders har gennemgået, ganges med hundrede. Men oplevelsen har gjort dem stærkere sammen, oplever de.

"Vi har set hinanden i nogle ekstremt pressede situationer. Det gælder for alle nye forældre, men for os har det lige fået et ekstra lag. Det har bragt os tættere sammen. Samtidig har det hjulpet os, at vi hele vejen igennem har været sindssygt ærlige overfor hinanden. Var én af os vildt irriteret og sur på et tidspunkt, hvor den anden ikke var det, kunne vi godt rumme den anden, og det har været vigtigt", mener Lena.

Ved at fortælle sin historie håber Lena, at hun kan fungere som et lille lys i mørket til andre familier, der skal igennem en ekstrem for tidlig fødsel. Det var noget af det, hun selv higede efter, da hun lå på hospitalet og følte, at alt så håbløst ud – og kun fandt et lille glimt fra en Instagramkonto på den anden side af Atlanten.

"Hvis jeg bare kan hjælpe én person ved at fortælle min historie, så er jeg rigtig glad", siger Lena, som heller ikke er blevet afskrækket fra at få flere børn.

Ved næste graviditet skal Lena have blodfortyndende medicin. Lægerne mener nemlig nu, at hendes blod bliver tykkere, når hun er gravid, og at hun har haft en blodprop i livmoderen, som ikke har blødt konstant, men har klumpet blodet sammen indeni hende for at lukke det ud i store klumper – hvilket var årsagen til, at hun ikke blødte hele tiden, men i ryk.

"Jeg ved, at jeg vil være sindssygt bange. Men jeg skal have et barn mere. Og jeg tror på, at det nok skal gå næste gang", siger hun.

Indtil da fokuserer Lena og Anders på at nyde Vuk. Deres lille mirakelbarn, som de er opmærksomme på er et barn som alle andre, og ikke kun ham, der blev født alt, alt for tidligt og næsten ikke klarede den. Ligesom alle andre børn har han sine perioder og udviklingspring, og forældrene insisterer på ikke at se hvert et lille bump på hans vej som et resultat af hans tidlige ankomst til verden. Det gør det nemmere, at han følger så godt med, og at en fremmed i dag ikke ville kunne se eller mærke på ham, at han er født for tidligt. At han har vist sig at have præcis lige så meget råstyrke og kampgejst som det dyr, han er opkaldt efter. Vuk er en ulv.

Artiklen er oprindeligt udgivet i magasinet Vores Børn 01 2021 (december-februar)

Tidslinje: Lenas graviditet og fødsel

  • 17+4: Lena begynder at bløde. Hun bliver indlagt ”for at abortere”. Herfra og frem til uge 22+6 er hun inde og ude af hospitalet med blødninger ugentligt og er løbende indlagt i en-tre dage ad gangen.
  • 22+6: Under en indlæggelse får Lena at vide, at vandet er gået (det er det ikke), og at lægerne etisk set ikke må gøre noget for at redde fosteret, fordi hun først dagen efter er 23+0, som er grænsen. Lena og Anders overnatter på fødestuen og venter på, at aborten sker.
  • 23+0: Lena bliver hentet i ambulance og kørt til Rigshospitalet. Lægen konstaterer, at vandet ikke er gået. Lena bliver indlagt på svangerafdelingen og må ikke forlade sengen.
  • 26+5: Vuk bliver født ved akut kejsersnit.
  • 29+0: Vuk vejer ét kilo.
  • 29+6: Familien bliver overflyttet fra intensivafdelingen på Rigshospitalet til neonatal på Herlev Hospital.
  • 33+5: Vuk får tøj på for første gang.
  • 35+0: Vuk får sit første bad.
  • 36+5: Vuk smider CPAP (hjælp til at trække vejret).
  • 38+0: Vuk bliver udskrevet, og familien kommer hjem.

Lenas råd til andre, der føder for tidligt

Deltag så meget i behandlingen og plejen af dit barn, som du kan. Det kan give en følelse af at have mere kontrol over situationen, og det hjælper dig og dit barn med at knytte stærke bånd fra starten.

Find et hold, der forstår dig. I skal være på hospitalet rigtig længe, og tage imod rigtig mange forvirrende og svære beskeder. Ikke alle mennesker kommunikerer ens og har samme temperament. Er der sygeplejersker, du synes er ekstra gode til at forstå dig eller forklare tingene, så lad dem vide det. Det kan være, de kan rykke lidt rundt, så de oftere er på din stue, eller er med, når de ekstra svære beskeder skal høres.

Stol på din mavefornemmelse. Det er dit barn, og du er på hospitalet med det næsten hele døgnet. Læger og sygeplejerske kommer og går. Du er den, som kender dit barn bedst, og hvis du synes, noget har forandret sig eller virker forkert, så sig det højt, og hold fast i det.

Om familien:

Lena Smailagic, 29. Tidligere digital redaktør og arbejder nu som model og freelance konceptudvikler. Kæreste med Anders Gabel- Jørgensen, 29, studerende. Forældre til Vuk, to år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mor, Gravid, Fødsel og Familieliv