Jordemødre vil have bedre arbejdsforhold
SPONSORERET indhold

Jordemødre i opråb: “I er ved at kvæle både os, kvinderne i vores varetægt og det fag, vi brænder for”

Mere end 1000 jordemødre og studerende er gået sammen i protest mod dårlige arbejdsforhold på landets fødeafdelinger.

Af: Sara Wilkins Foto: Getty Images
03. feb. 2021 | Børn | Vores Børn

De seneste måneder er det væltet frem med historier om dårlige vilkår på landets fødeafdelinger, hvor danske kvinder beretter om horrible forhold under fødslen og i de første timer og dage af deres liv som mor.

Nu er cirka 1.300 jordemødre og studerende gået sammen i et åbent brev på Sundhedsmonitor.dk, der er adresseret direkte til formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S), for at kræve ”anstændige arbejdsvilkår”:

”Jordemødre siger op efter kun få år, og det er derfor jeg nu råber op – skulder ved skulder med en tredjedel af alle Danmarks jordemødre: I er ved at kvæle både os, kvinderne i vores varetægt og det fag, vi brænder for”, lyder det blandt andet fra jordemoder Stine Roswall, som er brevets initiativtager.

LÆS OGSÅ: ”Få faren ud NU!” er det sidste, jeg husker, inden narkosen satte ind…

Ønske om bedre rammer

Tidligere har regionsformanden tilkendegivet, at hun anerkender kritikken, men at der ikke findes ”nemme løsninger” på problemet.

Det afviser jordemødrene dog i deres indlæg, hvor de efterlyser rammer, der gør det muligt for dem at løfte deres arbejde på forsvarlig vis – både for deres egen skyld og for de kvinder og familier, der ”i dag lægger krop til konsekvenserne af de udsultede arbejdsvilkår i svangreomsorgen”.

I brevet listes fx følgende muligheder op:

”Giv mine kolleger mulighed for at gå hjem på det klokkeslæt, deres vagt slutter.

Giv dem muligheden for at afholde deres afspadsering, når de (igen) har været pålagt overarbejde, så de kan restituere.

Giv dem mulighed for at kunne se de fødende i øjnene vel vidende, at de faktisk har tid til at gøre deres arbejde i god faglig kvalitet – det er jo lige præcis derfor, vi blev jordemødre.

Og ja, så vil vi faktisk også gerne nå både et enkelt toiletbesøg og at kigge i madpakken i løbet af en vagt. Tænk at jeg overhovedet behøver at skrive det.”

”Et stort indtryk”

Jordemødrenes opråb har gjort “stort indtryk” på regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), skriver hun i et åbent svar på Sundhedsmonitor:

”Det gør et stort indtryk, når en tredjedel af landets jordemødre skriver under på dit indlæg. Det viser også, at det her nok er en problemstilling, der rækker ud over Region Hovedstaden”, lyder det blandt andet i svaret, der slutter med en invitation til et møde for at drøfte mulige løsninger:

”Vi har det samme mål – at familier og fødende i regionen får en god og tryg fødsel og start på livet med en nyfødt. Og det kræver selvfølgelig også, at der er gode arbejdsforhold for jordemødrene. Derfor vil jeg selvfølgelig gerne have dine synspunkter uddybet, og jeg vil også gerne invitere Jordemoderforeningen i Hovedstaden med for at lytte til jeres forslag til, hvordan vi kan skabe bedre arbejdsforhold på hovedstadens fødeafdelinger.”

Anbefalet til dig