Vores barn skal forkæles
Forkælelse behøver ikke være negativt. Det handler om at gøre en ekstra indsats over for sig selv eller andre for at skabe glæde.
“Hvis der er noget, du ikke er, så er det forkælet”. Det fik jeg en dag at vide, selvom jeg er voksen. Puha, der var jeg lettet.
’Forkælet’ er lidt blevet et skældsord, som mange af nutidens forældre får kastet efter sig, hvis noget ikke levede op til deres drømme. ”De er bare forkælede!”
Der er også tilfælde, hvor jeg tænker, ‘ja, de er forkælede og omgiver sig med luksusproblemer’. De fleste har dog et helt reelt og ofte dybere ønske om en forandring, hvilket kan være svært at kommunikere ud. Det bliver i stedet til overfladiske ønsker, ”jeg vil have dét og dét”.
Det samme gør børn, når de ikke bliver lyttet til og forstået. Måske vil de bare gerne have mere kvalitetstid med forældrene men kommer til at plage om slik. Og får det!
At være forkælet er et begreb, der både bruges i positive og negative sammenhænge. “Husk nu at forkæle dig selv”, siger vi til den gravide eller nybagte mor.
Min definition af forkælelse
Jeg blev mor for knap et halvt år siden og gør mig mange tanker om, hvilken slags mor jeg vil være. Jeg vil forkæle mit barn på en måde, så hun føler sig oprigtigt heldig, at hendes ønske er valgt til og ikke bare offer for, at hendes mor ikke kunne sige nej.
Jeg vil for eksempel sætte klare grænser, ikke altid være hendes ven, men også gerne ’den dumme mor’ til tider. Hun må gerne vide, at andre voksne kan finde på at irettesætte hende, og at det er okay.
Når hun skal forkæles, er det omkring de ting, der virkelig betyder noget. Jeg vil lytte til hendes drømme og ønsker og forsøge at opfylde dem.
Hun skal føle, at jeg strammer mig an for at gøre hende glad og ikke bare rækker hånden ud efter det første og det bedste, der kan få hende til at tie stille, fordi jeg ikke magter andet.
Forkælelse er at gøre en ekstra indsats over for sig selv eller andre for at skabe glæde. Det vil jeg forsøge at gøre for hende hele livet.
Læs mere på hjertestreger.bloggersdelight.dk