Vores søn har store problemer med det sociale
Spørgsmål:
Kære Margrethe,
Vores dreng er 8 år og går i 2. klasse. Vi har gennem flere år talt om, at han har dårligt selvværd. Det er som om, han ikke har de rette sociale kompetencer, altså han har endnu ikke lært, hvordan man begår sig blandt andre mennesker. Han har få venner, er dårlig til at lege, vil bestemme alt og er dårlig til at tage imod udfordringer. Han er negativ over for alt nyt og kan ikke forstå, at han ikke kan alt fra første øjeblik.
Han synes selv, at han er dårlig til det meste og vil først prøve ting, når han ved, at han er verdensmester fra starten af. Omvendt, hvis der er noget, han er god til, så går han hele tiden og praler højlydt og siger, ‘jeg er den bedste til …’.
I forhold til kammerater vil han slet og ret bestemme hele legen, ellers gider han ikke at lege. Da han startede i skole, og nogle af klassekammeraterne ringede for at høre, om han kunne lege, gad han ikke lege med dem, hvis han vidste, at de også ville bestemme noget.
På et tidspunkt var vi hos skolepsykologen, fordi han havde (har) svært ved at tage imod ‘ordrer’ eller nye ting fra læreren i skolen. Det var dog ingen succes. Psykologen syntes blot, at vi skulle fortælle ham, at han skulle gøre som de andre børn. Men vi føler, at det kræver et længere forløb.
Vi håber VIRKELIG, at du kan hjælpe os videre.
Mange hilsner
Forældrene, der er kede af det!
Læs Margrethe Brun Hansens svar på næste side>>
Svar:
Kære forældre, der er kede af det
Når et lille barn kommer til verden, fødes det med evner til at udvikle et hav af kompetencer.
Det fødes med evnen til at udvikle motoriske, sproglige, intellektuelle, emotionelle, kulturelle og sociale kompetencer. Disse kompetencer udvikles i et samspil med de voksne i løbet af barnets første seks leveår. For eksempel vil et barn kunne tale rimeligt i 3-4-års-alderen, men der er også børn, som ikke udvikler sprog af sig selv, men må have hjælp af en talepædagog. Det samme gælder med sociale kompetencer. I 2-3-års-alderen vil børn opleve stor glæde ved fællesskab med andre børn. De leger parallellege og har gerne en ‘ven’, som de griner, løber og fjoller med. I 3-6-års-alderen begynder børn at lege rollelege – sociale, flotte lege, hvor de indordner sig under hinanden, men de evner det først rigtigt godt – for det er så svært – i 6-års-alderen.
Evner barnet ikke dette samspil i 5-6-årsalderen, vil barnet ofte have problemer med at få venner. Barnet kan også fremstå som selvrosende og pralende, fordi det ikke forstår, hvordan det opleves af andre børn. At kunne dosere selvglæde kræver stor social kompetence.
Årsagen til, at et barn ikke kan aflæse de sociale regler, er ikke altid let at finde. Mit råd til jer er at få foretaget en børnepsykologisk undersøgelse af jeres lille dreng. Søg en cand. psych. med børn som speciale. Få afklaret årsagen og udarbejdet en handleplan, som både I, skolen og SFO’en kan følge. Hverken I eller jeres dreng skal have skyldfølelse over, at han ikke evner at indlære de sociale kompetencer, som andre børn kan. Men han har brug for, at I finder årsagerne.
Med venlig hilsen
Margrethe Brun Hansen