Inspirerende lejlighed: Et levende galleri
Væggene i kunstmaler Jeanette Uldalls bolig er fyldt med hendes glade malerier. De bliver sammen med de mange skønne loppe-fund og genbrugsmøbler løbende skiftet ud og flyttet rundt på, og derfor virker Jeanettes lejlighed som et inspirerende galleri.
Hvem: Jeanette Uldall og kæresten Arnold Krøigaard.
Hvad: 90 kvadratmeter lejelejlighed fra midten af 1960’erne.
Hvor: indre København.
Jeanette Uldall kan næsten ikke køre hen over Fyn uden liiiige at smutte forbi Fredericia for at tjekke en af sine favorit-genbrugsbutikker. Da hun boede her for et par år siden, besøgte hun den hver dag som en ægte loppe- og genbrugshaj, for tænk nu, hvis der kom noget godt ind den dag, hun ikke kom forbi! Nu bor Jeanette i København og har for længst fundet nye, lokale genbrugsbutikker, som hun flittigt besøger. Men hendes og kæresten Arnold Krøigaards bolig er præget af både de tidligere fund og de nye.
Skab selv historien
De møbler, der er købt nye, kan tælles på en hånd, mens det øvrige inventar er unikt og samlet over årene og hver især med en historie.
– Man kan selvfølgelig også selv skabe en historie omkring et møbel. Jeg har f.eks. en aftale med mig selv om, at jeg skal købe en kiste på Bornholm hvert år, mens vi er i vores sommerhus. Det er blevet til seks kister, der hver især minder mig om præcis den sommer, hvor de blev købt, fortæller Jeanette, der lever et travlt liv som maler, underviser på en billedskole og nu også er ved at uddanne sig som kunstterapeut.
Køkkenet er langt og smalt, typisk for byggeri fra 1960’erne. Derfor var det et lykketræf, at en veninde skulle skille sig af med sit lange, smalle arbejdsbord i sin blomsterforretning. Det fungerer nu som spisebord, mens bæn-ken er en hjemmelavet gave fra Jeanettes bror. Over bænken hænger et maleri af Külli Suitso, og spisebordslampen er fra Ikea.
Den lyslilla farve på væggen får Jeanettes billeder til at fremstå anderledes end på en hvid baggrund, og det kan kunstneren godt lide. Verdenskortet vidner med sine mange røde knappenåle om, at her bor et par, der rejser meget.
Det lilla sengetæppe er udgangspunktet for resten af indretningen i soveværelset. Tæppet er fundet på et lop-pemarked på Bornholm. Det samme er knagerækken med kæder fra Tibet, som Jeanettes kæreste Arnold købte under et længere ophold, mens han lavede den prisbelønnede dokumentarfilm ”Det forbudte landshold”.
Idé
Hæng smykkerne op på en gammel kangerække, det er praktisk og dekorativt.
Indretning i bevægelse
Man skal blive glad af at kigge på Jeanettes malerier – det er hendes udgangspunkt – og hun har samme princip for indretningen, hvor enkelte sjove detaljer lyser op og giver rum-mene humor. Hun bruger altid sin mavefornemmelse, når hun leder efter nye fund – og efterhånden har hun fået en skarp evne til at spotte unikke sager. Det kan godt være, de ikke virker prangende i genbrugsbutikken eller på loppemarkedet, men Jeanette kan se de store muligheder i tingen, hvis den bliver stil-let ved siden af andre på nye måder:
– Jeg henter hele tiden nye malerier med hjem for at se, hvordan de fungerer sammen med møbler. Og når væggene så får tilført nye farver og udtryk, er det en oplagt mulighed for også lige at bytte lidt rundt på inventaret. På den måde lider min indretning aldrig af stilstand, siger Jeanette.
Men selv om tingene løbende skiftes ud og varieres i mange udgaver, er der dog ét loppefund i lejligheden, som helst ikke skal skiftes ud:
– Min kæreste mødte jeg på et loppemar-ked på Bornholm. Så jeg plejer at sige, at han er mit bedste loppefund, siger Jeanette.
Jeanette laver også keramik og som her hæklede tæpper og puder. Drivtømmeret i baggrunden er fundet på en strand og blev med møje og besvær slæbt med hjem. Det er både dekorativt og bringer et stykke natur ind i stuen.
Enkelt, men effektivt – det hæklede patchwork-betræk i både skrappe og blide kulører spiller sammen med alle de andre farver i rummet.
Jeanettes bedsteforældre havde en butik, hvor strømperne lå sirligt foldet i reolen her. Da butikken lukkede, kom reolen på loftet – indtil den dag, Jeanette fik fragtet den hjem. Bøgerne ligger i farveorden. Pantonlampen er købt for 200 kr. i en genbrugsbutik i middelfart.
Idé
Læg bøgerne vandret i reolen, så bliver det lettere at få overblik over titlerne.
Christina James Nielsen står bag de sjove figurer i ståltråd, der hænger fast på væggen med et lille søm. Den smukke Hermes-taske er et aukti-onskøb fra www.lauritz.com.
Jeanette Uldalls atelier ligger i Vester Voldgade 90, der takket være et par enorme tagvinduer giver udsigt til nationalmuseet og Christiansborg og slipper masser af lys ind.
Jeanettes tips om at bo med kunst:
• Hold større ting som stole og borde i neutrale farver, så de ikke tager for meget opmærk-somhed fra billeder på væggen.
• Brug tilbehør til at trække tråde til de farver, der indgår i kunsten på væggen.
• Køb først og fremmest med hjertet. Kunst skal gøre dig glad!
Kunstkeramikeren Annemette Klit har lavet den fine hund i reden.
► SE OGSÅ: Hverdag i vilde kulører
► SE OGSÅ: Før og efter: Gæsteværelse med personlighed