Indretning

Nem orden: Grafisk ro

Rikke vil gerne have overblik, så små skilte på skufferne, klare opbevaringsglas og delvist åbne hylder gør ordensmennesket glad.

Nem orden: Grafisk ro

I stedet for at sprede print, postkort og plakater på væggene har Rikke Mai samlet alt på en kæmpe opslagstavle. En rolig løsning! Opslagstavlen er af masonit fra byggemarkedet og stof fra Stof & Stil. Plakater fra AFTC, I Love My Type og loppemarkeder.

Rikke Mai Kristensen

… arbejder som team- og projektleder. Hun bor sammen med sin kæreste og deres to piger i en villalejlighed på 140 kvadratmeter i Hellerup.

– Jeg kan godt lide, at tingene er synlige. På den måde ved jeg, hvad jeg har, og hvor det er. Ellers ender det bare i et stort virvar. Ordene tilhører Rikke Mai Kristensen, og når man går på opdagelse i hjemmet, hvor hun bor sammen med sin kæreste og deres to piger, opdager man hurtigt små mærkater på skuffer og opbevaring i klare glaskrukker. Rikke er uddannet grafiker, og hun elsker at omgive sig med grafiske værker, typografier og kunstprint. For at skabe ro har hun samlet dem alle på en stor gulv til loft-opslagstavle. Små kommoder, kister og æsker står rundt omkring som en fin måde at tilføre mønstre og farver til boligen – og nem opbevaring samtidig.

– Jeg er vild med æsker og kister, hvor ting har en fast plads. Jeg er et ordensmenneske, og jeg trives faktisk ved at rydde op, siger Rikke Mai og fortsætter:

– Jeg er bedre til at være nærværende, når der ikke ligger alt muligt og roder. Orden betyder harmoni for mig. Omvendt har jeg også nogle gange ryddet for meget op, så jeg ikke kan finde mine ting, griner hun.

Nem orden: Grafisk ro

Med glaskrukker kan Rikke Mai nemt se, hvad der hører til hvor. Hun har spraymalet legetøjsdyr og limet dem fast på lågene. Dyr fra Schleich, og glaskrukker fra Søstrene Grene og loppemarkeder.

Nem orden: Grafisk ro

Kreahjørnet er blevet overskueligt med forskellige skuffemøbler med mærkater på skufferne. Stol fra Fritz Hansen, kommoder fra Ikea, og bordlampe fra Louis Poulsen. Bordpladen er en gammel dør fra Genbyg med en plexiglasplade fra Silvan ovenpå.

Nem orden: Grafisk ro

Rikke Mai har overblik over sit tøj på hylderne, hvoraf nogle er åbne og nogle er med låger, så strømper og mindre ting kan gemmes væk. Løsningen er bygget af Rikkes far.

TIP

Gem gamle skoæsker, og beklæd dem med fine tapetrester eller kraftigt gavepapir – så har du smuk opbevaring til dine små ting. Rikke Mai har brugt papir fra Søstrene Grene.

Rikke Mais 3 tips til nem orden

• Når jeg køber noget nyt, skiller jeg mig af med noget andet.

• Læg ikke ting og tøj bagest i skabet, men lad det hele være synligt. Så husker du at få alt brugt.

• Brug pæne æsker til opbevaring, og lad dem gerne stå åbne, så du kan se, hvad der er i dem.

► SE OGSÅ: Nem orden: Vild med vintage

► SE OGSÅ: Nem orden: Opbevaring med stil

► SE OGSÅ: Sådan holder vi orden: Opbevaring med ro på