Cutfather i voldsomme smerter efter operationer: Kunne ikke gå

Cutfather i voldsomme smerter efter operationer: Kunne ikke gå

Efter to hofteoperationer i foråret har musikmageren befundet sig i et sandt smertehelvede, og til lægernes overraskelse er han endnu ikke på toppen.

logo herognu HER&NU HN

Tilbage i henholdsvis marts og april måned var musikproduceren Cutfather en tur under kniven, da han skulle opereres i begge hofter for hoftedysplasi og slid.

Artiklen fortsætter under videoen...

Siden da har han været i et sandt smertehelvede, mens han har arbejdet på at komme på benene igen. Det fortæller han til HER&NU, da vi møder ham til premieren på dokumentarserien "Natasja for evigt".

– Jeg har haft slukket maskineriet i et par måneder, fordi jeg blev ”Robocop” med to nye hofter. Der har været rimelig lavt blus, også fordi jeg har haft sindssygt mange smerter, forklarer den tidligere "X Factor"-dommer og tilføjer, at han har været nødsaget til at rydde kalenderen.

– Jeg har faktisk været sygemeldt hen over sommeren, og jeg kunne ikke gå. Jeg måtte have konen under den ene arm og datteren under den anden, da vi var på ferie i Grækenland.

Arbejdsdygtig og utålmodig

Cutfather, hvis borgerlige navn er Mich Hansen, fortæller videre, at hofterne her godt fire måneder senere stadig volder problemer.

– Det er ikke så fedt. Jeg har stadig smerter, og jeg er ikke rigtig på toppen, men nu er jeg ved at være arbejdsdygtig igen.

Han forklarer, at lægerne er overraskede over, at han fortsat har forhøjede infektionstal, og mens han ikke umiddelbart skal genopereres, så kan han ikke udelukke, om han skal på operationsbordet igen.

I mellemtiden står den på daglig genoptræning –  hvad han kalder "pensionisttræning" – og selvom humøret ikke fejler noget, så er han ved at være utålmodig.

– Jeg kæmper for at komme igennem det, også fordi jeg har en stor, international camp i Aserbajdsjan på mandag, som jeg selv har arrangeret og sat op med verdens fedeste sangskrivere. Der skal jeg helst være klar, og jeg er lige på kanten til, om det er godt, lyder det fra Cutfather, der også skal til Korea om en måned og altså endnu ikke ved, om hofterne kan følge med.

SPIL MED