Flemming Østergaards kone er død

I fem år har Flemming Østergaards hustru Inge kæmpet med Alzheimers, men nu er hun sovet stille ind.

Louise Vilsbøl Louise Vilsbøl

21. Apr 2026 - 07:23

Efter længere tids sygdom, som Flemming Østergaard ofte har fortalt åbent om, har hans kone Inge nu fået fred. Det skriver han i et opslag på Facebook.

LÆS OGSÅ

Flemming Østergaards hustru fik hjernekvæstelse: Smidt i taxa

Det var en chokeret Flemming Østergaard, der fik at vide, at hans hustru Inge var blevet kørt med taxa til skadestuen fra sit plejehjem.

- Inge sov stille ind i morges kl. 05.45. Jeg har været ved hendes side og sovet hos hende de seneste tre nætter, og i dagene op til har den nærmeste familie været hos hende og taget afsked, skriver Flemming Østergaard i et opslag på Facebook og fortsætter:

- Efter fem års sygdom med Alzheimers – og det seneste halve år på plejehjemmet Rude Skov – er hendes livsrejse nu slut. Vi nåede at være gift i 60 år og fejre vores diamantbryllup. Jeg er dybt taknemmelig for at have mødt kvinden i mit liv – et menneske, som med kærlighed, styrke og tålmodighed bar os alle.

Flemming Østergaard benytter opslaget til at hylde sin elskede Inge, som uden tvivl vil blive savnet.

- Inge var vennernes ven og familiens naturlige midtpunkt. Vore børn, børnebørn og oldebørn vil altid bære hende i deres hjerter og aldrig glemme hende. Æret være hendes minde. At tage afsked med Inge efterlader et savn, jeg ikke kan sætte ord på. Men også et behov for at fortælle om det liv – og det forløb – vi har været igennem. At leve med Alzheimer er ikke kun at miste et menneske lidt efter lidt. Det er også at kæmpe for at bevare værdigheden – for den, der bliver syg, og for dem, der står ved siden af, skriver han og tilføjer:

- I fem år fulgte jeg Inge gennem sygdommens langsomme nedbrydning. Jeg så, hvordan det menneske, jeg havde delt et helt liv med, gradvist forsvandt. Men jeg så også glimt – små øjeblikke af genkendelse, varme og kærlighed, som bar mig igennem. Det blev en kamp. Ikke kun mod sygdommen, men også i mødet med et system, der ikke altid formår at se mennesket bag diagnosen. Men det er ikke hele sandheden. For midt i det svære mødte vi også mennesker, som gjorde en forskel. Mennesker, der så Inge, som hun var. Som tog sig tid. Som viste omsorg – ikke fordi de havde tid til det, men fordi de ikke kunne lade være.