Mark står med knyttede næver på den røde løber, hvor baggrunden er formet som et MMA-bur
Mark O. Madsen til "Airtox Dominance 5.0" i K.B. Hallen

Mark O. Madsen kan ikke gøre det uden Maria: "Min største frygt"

Sportsmanden drømmer stort – men han kunne ikke gøre det uden hjælp fra sin hustru.

logo herognu HER&NU HN

Der blev leveret øl over disken og knytnæveslag i buret, da MMA-stævnet "Airtox Dominance 5.0" løb af stablen i K.B. Hallen lørdag aften.

Det var den tidligere olympiske mesterbryder og MMA-kæmper Mark O. Madsen, 41, der stod bag det tv-transmitterede show sammen med sin hustru, Maria, 45.

Artiklen fortsætter under videoen...

– Det er Mark og Maria fra Falster, der har nørdet det her i lidt over et år. Det bliver en fed aften, lød det fra Mark, da HER&NU mødte ham kort inden kampstart, hvor han satte ord på, hvordan aftenens show var et skridt på vejen mod at opfylde ønsket om at skabe Champions League i MMA i Europa.

– Forhåbentlig bliver det vores bedste show til dato. Jeg har trykket til den. Vi har aldrig haft så mange kameraer på. Jeg stod til indvejningen og måtte skille kæmperne ad – det er så tændte, de er. Jeg tror, vi kommer til at opleve en aften, der er enormt stemningsfuld.

Stemning var der i hvert fald nok af. Højttalere brølede, kæber raslede og publikum var i ekstase under de i alt 10 brutale kampe, der blev leveret af både professionelle og amatører.

Også Maria var på arbejde aftenen igennem, da hun rendte rundt i kulissen og sørgede for, at alle havde det godt, og Mark erkendte også, at han ikke kunne have stablet aftenens arrangement på benene uden hende. 

– Det kunne jeg ikke. Min største frygt er, at Maria ikke længere er i stand til at være en del af det her, for det, vi laver her, laver vi sammen.

Mens parret har haft travlt op til lørdagens næsten udsolgte show, så har Mark for nyligt fået endnu mere på sin tallerken. I november blev han nemlig valgt til byrådet i Guldborgsund Kommune, hvor han har sit første møde den 23. januar.

Men indtil da er det MMA-stævnet, der får en ekstra skalle.

– Det er det her, jeg bruger al min tid på. Det er det, jeg drømmer, spiser og træner, det er at skabe Champions Leage inden for MMA, fortalte Mark og satte ord på, hvordan han så får tid til det hele.

– Det gør jeg ved at smøge ærmerne op og tage fat fra en ende af. Der er perioder, hvor jeg kører i højt tempo, og så skal vi hjem og falde til ro på Falster, når vi er færdige.

Men selvom Marks hjerte brænder for MMA, så slår han fast, at det ikke betyder, at byrådet kommer i anden række.

– Jeg er blevet valgt ind i kultur- og fritidsudvalget, og det er mit eneste udvalg. Det er noget af det, jeg brænder rigtig meget for, så jeg kommer til at arbejde meget for sporten og kulturlivet hjemme på Lolland-Falster.

Er der nogen overlap mellem det arbejde, du gør her, og dit kommende arbejde i byrådet?

– Det er der helt sikkert. Men jeg ved ikke, om jeg skal skabe det samme show i byrådet i Guldborgsund Kommune, afsluttede han med et grin.