10 råd til nybagte forældre
SPONSORERET indhold

10 hurtige råd til dit parforhold

Det er let at blive opslugt af baby. Af overstrømmende kærlighed og en trilliard gøremål. Og imens blegner dit parforhold måske stille og roligt? Nej, da! Ikke når du har læst vores 10-trins overlevelsesguide.

Af: Eline Holm Foto: Istock
01. mar. 2013 | Børn | Vores Børn

1. Husk humoren

Det kan være rigtig svært at komme ud af et ophidset skænderi uden at miste værdighed. For selv om du er faldet til ro, synes du jo stadig, at han var en idiot, da…! Heldigvis har vi humoren og selvironien, som vi kan bruge som en smutvej ud af vreden uden at tabe ansigt eller løbe fra det, der er sket.Orker du ikke den store forsoning, så send ham en sms, hvor der står ‘husk at købe mælk. Og et par ørepropper til naboerne, hvis jeg skal råbe højt af dig igen i aften!’. På den måde anerkender du, at ja – du blev skide sur. Det var du i din gode ret til. Men nu er du parat til at tage det med et smil og komme videre.

2. Juster forventningerne til romantikken

I er blevet forældre – og faktisk er det en form for (midlertidig!) undtagelsestilstand, I befinder jer i. Jeres hverdag er blevet vendt på hovedet: Dagsordenen bliver ikke længere sat af jer, men af jeres barn, og søvnunderskud, manglende kontakt til omverdenen og måske usikkerhed på jeres nye roller sætter jer under konstant pres. Derfor bliver I nødt til at være realistiske.Det er umuligt at være 120 procent kærester, samtidig med at I falder på plads i jeres nye liv. Den pille er muligvis bitter at sluge, men den glider nemmere ned, hvis I siger til jer selv og hinanden, at det okay at skrue ned for forventningerne til romantikken. I hvert fald indtil tingene har normaliseret sig.

3. Fred parforholdet det næste år

Du vil komme til at se nogle nye sider af din partner, efter at han er blevet far. Og omvendt vil han lære dig at kende (på godt og ondt), når du er allermest lykkelig, presset, usikker og sårbar. Måske vil du indimellem tænke ‘hvem er det lige, jeg har valgt at få barn med, når han kan gøre sådan?’.Men på trods af de nye personlighedstræk, som pludselig dukker op til overfladen, er din kæreste stadig sig selv inderst inde. Han er muligvis druknet lidt i bleer og babymos, og det samme er du – men I skal nok blive jer selv igen. Derfor er det ikke nu, du skal tage drastiske beslutninger om jeres fremtid sammen.Giv hinanden hånd på, at I freder parforholdet, indtil I er ude over den første undtagelsestilstand – det kan tage kortere eller længere tid afhængig af jeres situation, men minimum det første år.

4. Husk omsorgen – ikke kun for baby

Som nye forældre er I der sikkert for jeres barn på alle tænkelige måder. Men husker I også at vise omsorg for hinanden? Ja, I har travlt, og der er minus på overskudskontoen – men faktisk skal der ikke så meget til at genskabe følelsen af, at I har blik for den andensbehov og gerne vil være der for hinanden.Tænk på, hvor dejligt det er at få spørgsmålet ‘skal jeg lave en kop kaffe til dig?’ efter en nat, hvor du har brugt mere tid på at vugge, amme og skifte end på at sove. Kaffen varmer – men spørgsmålet – og følelsen af, at din partner tænker på dig – varmer endnu mere!

5. Giv et kram – og lidt til

Ord kan være svære at kapere, når I er udkørte og ikke helt kan se hinanden for dyngerne af beskidte stofbleer og opvask, der skal klares. Berøring er derimod en sikker vej til at skabe en mærkbar samhørighed mellem to mennesker. Et knus og et kram får jer ikke bare til at føle, at I hører sammen – den fysiske nærkontakt beroliger og tilfredsstiller krop og sind på en helt anden måde end ord. Og ja – det gælder også sex.Efter at du er blevet mor, føler du dig måske fanget i omsorgsrollen, hvor du hele tiden skal dele ud af dig selv. Dit barn kræver din fysiske og psykiske tilstedeværelse døgnet rundt, og derfor kan din mands lyst til sex virke som endnu et behov, der skal tilfredsstilles af dig.Som sagt er det helt naturligt, at din lyst til at rulle rundt på lagnerne er noget afdæmpet, men det betyder ikke, at sex behøver at forsvinde helt fra jeres parforhold. Prøv at se det seksuelle som noget, der handler lige så meget om at modtage din mands hengivenhed som om at give ham tilfredsstillelse.

6. Respekter hinandens måde at gøre tingene på

Det kan være rigtig svært at acceptere, at din kæreste har en anden måde at være forælder på end dig. Følelser fra din egen barndom kan blive genaktiveret, hvis han for eksempel sætter sig foran fjernsynet i stedet for at lege med jeres barn, når I endelig er hjemme alle tre. For sådan havde du i hvert fald ikke tænkt dig, at det skulle være hjemme hos jer!Men vil du undgå unødige konflikter, er du nødt til at sige til dig selv, at din partner grundlæggende er et godt menneske, og at hans måde at være på helt basalt er lige så god som din – og det skal du respektere, ligesom du forventer, at han respekterer din måde at gøre tingene på.

7. Bær over med hinanden

Når dit barn er utidigt og ulykkeligt, ‘undskylder’ du det med, at hun er træt, sulten eller på anden måde i underskud. Men hvad med dig og din kæreste? Tilbyder I hinanden den samme rummelighed, som I udviser over for jeres barn?Husk på, at når I vrisser af hinanden eller udbryder ‘nu er det fandeme din tur!’, når jeres barn igen vågner om natten, så er der en grund til følelsesudbruddet. Noget er ude af balance, og det fremkalder en reaktion – og den reaktion er ikke nødvendigvis helt rationel eller et udtryk for, hvordan I ville reagere på et tidspunkt, hvor overskuddet var større.Derfor: Vær overbærende, og tilgiv hinanden, når én af jer viser tænder en sen nattetime eller i en anden presset situation.

8. Stol på jer selv – og få mere overskud

Som nybagte forældre er der en masse ting, I skal lære. Det kræver tid og energi, og det er rigtig fint, at I søger inspiration i bøger, på nettet og hos eksperterne. Men stol på, at I grundlæggende er rustet til at kunne klare opgaven med at få et lille barn til at trives.Medierne vrimler med holdninger til, hvordan I er de bedste forældre for jeres barn, men luk ørene engang imellem. Ellers kan opgaven med at leve op til alle de velmente råd blive så overvældende, at alt andet glider i baggrunden – inklusiv jeres parforhold.

9. Giv hinanden frihed

I er blevet forældre, og det fylder stort set alt. Men I har begge brug for en livline tilbage til den tilværelse, I kommer fra. Når du sætter din kæreste fri til en gang imellem at tage en aften i badmintonhallen, på bar med vennerne eller i biografen, giver du ham et åndehul og en fornemmelse af, at livet, som han kendte det, stadig er derude. Husk også selv at løsrive dig fra symbiosen med din baby indimellem. Det kan være meget svært at give slip, men når du lukker døren bag din kæreste og jeres barn, giver du ham en tillidserklæring og siger til ham ‘jeg stoler på, at du kan tage dig af vores barn’. Start med at overlade kommandoposten til din mand i en time eller to ad gangen, hvis du har det bedst med det – det vigtigste er, at du kommer i gang!

10. Brug andre voksne

Når I tillader andre at komme tæt på jeres barn, giver I ikke alene vidunderet den gave, det er at opdage, at andre mennesker vil hende det godt. I giver også jeres parforhold en gave: Tid til at være sammen og finde tilbage til hinanden. Men én ting er de timer og minutter, der tikker ind på kærestekontoen, noget andet er den mentale ventil, I løsner op for, når I tør at inkludere andre mennesker i jeres og barnets liv. Om det er bedsteforældrene, en tæt veninde eller en søster, der går en tur med barnevognen, betyder ikke så meget – det vigtigste er at få etableret følelsen af, at jeres barn har en større kreds af omsorgspersoner omkring sig end bare jer to.

LÆS OGSÅ: Var der nogen der sagde sex?

LÆS OGSÅ: Ny energi til den trætte mor