3 kvinder afslører: Derfor er vi vilde med træning
Spis lige, hvad du har lyst til uden dårlig samvittighed. Stress af, og få et mentalt frirum i frisk luft. Vær bevidst om, at du har masser af modstandskraft til at håndtere livets op- og nedture. Mød tre dejlige kvinder, der ved præcis, hvorfor de træner, og hvad deres motion skal give dem.
Susanne Knutzen: Jeg nyder alt det sjove uden dårlig samvittighed
God mad, vin, slik og kage. Susanne Knutzen bekymrer sig aldrig om, hvad hun spiser eller drikker. For løbeturene laver balance i hendes sunde regnskab.
– Det gamle ordsprog ”man skal yde, før man kan nyde” synes jeg har en lidt negativ klang, så i min verden hedder det: ”Du kan nyde OG yde”. Jeg vil gerne have et sundt og langt liv – og jeg vil gerne have et sjovt liv. For mig består det sjove i, at jeg ikke behøver tænke over, hvad jeg spiser. Jeg elsker slik, jeg elsker kage, jeg elsker is, sovs, vin og øl. Alt det, som sundhedseksperterne ville sætte et stort ”fy-stempel” hen over. Jeg elsker også en god salat, men jeg behøver ikke udelukkende spise supersundt for stadig at føle mig grundlæggende sund – fordi jeg sørger for balance i mit eget ”regnskab” med masser af motion.
Behovet for motion og bevægelse ligger dybt i mig
Susanne Knutzen er journalist og webredaktør – og inkarneret løber. Ikke på den lange distance som halv- eller helmaraton, men gerne intervalløb og kortere ture på fem-seks kilometer i højt tempo, som hun løber to til tre gange om ugen. Det seneste år har hun også gået på et stram op-hold et par gange om ugen, hvor hun laver styrketræning med vægte. I alt bliver det til ca. tre til fire timers træning med høj intensitet om ugen.
– Jeg har altid dyrket sport, alt fra gymnastik til holdsport, da jeg var barn, og det ligger bare så dybt kodet i mig, at jeg skal bevæge mig. Både fordi at jeg har faktisk har lyst. Og fordi det netop giver mig mulighed for at leve det liv, jeg gerne vil.
Jeg har aldrig dårlig samvittighed over, hvad jeg spiser
– Mine hovedmåltider i hverdagen er sunde, men der bliver også snacket lidt hist og pist, når der er kage i kantinen eller kommet en ny variant af min yndlingschokolade, som jeg lige må prøve. Men jeg har aldrig dårlig samvittighed. Jeg elsker at gå på vinbar med veninderne og få tapas med masser af pølse og ost, og jeg behøver ikke bekymre mig om, hvad jeg spiser og drikker, fordi min motion giver mig en sund balance.
Af samme grund er løbeskoene og måske et par små håndvægte altid med i feriekufferten. Så der også er plads til at nyde is og lækker feriemad og stadig holde den sunde balance, siger Susanne Knutzen.
Der er ikke noget bedre en at mærke, at træningen batter
– Min motion giver mig frihed i den forstand, at jeg kan nyde det i fulde drag, når jeg indimellem giver den gas med en middag hos Price eller den ferieisvaffel nummer 25. Fordi jeg ved, at jeg også lever et sundt liv med masser af fysisk aktivitet. Det er ikke et svært valg – for jeg kan jo godt lide det. Det er skønt at stikke af sted på en løbetur på ferien, fordi det er en sjov måde og helt anden måde at opleve nye steder på. Og der er da ikke noget bedre end at gå op ad trappen på arbejde om morgenen efter en stram op-time, være helt mør og mærke, at træningen virkelig tog fat i går. Så ved jeg, at det virker.
SUSANNE: Det kan jeg ikke undvære i min træning
Et par gode løbesko
Lækkert træningstøj – der er ikke noget bedre end at hoppe i en farverig top eller et par fede tights.
Mine små håndvægte, som også er med på ferie, så jeg kan lave et kort styrkeprogram.
Musik eller podcast i ørene.
Nikes løbeapp, som undervejs opdaterer mig om min løbetid – jeg vil helst holde min tid eller forbedre mig.
SUSANNES 3 BEDSTE RÅD
1. Find en motionsform, som du kan lide at lave. Det holder ikke i længden, hvis du ikke har lyst til at komme af sted.
2. Læg aftaler med dig selv i kalenderen på dage, hvor du ved, at du let kan komme til at springe over, f.eks. i weekenden. Så finder du ikke så let lige på noget andet.
3. Hav en træningsmakker til sport, hvis du ikke altid er motiveret. Jeg går til ”stram op” med en god veninde, og jeg aflyser jo aldrig, når jeg ved, at hun venter på mig.
Navn: Susanne Knutzen.
Job: Journalist og webredaktør.
Motionsform: Løb og stram op-træning i fitnesscenter. Bruger tre-fire timer om ugen på motion. Cykler desuden til og fra arbejde hver dag, i alt otte kilometer.
Privat: Bor med sin kæreste og deres søn på 12 år i København.
Susanne Hacke: Jeg ved, at min krop er stærk
Motion er et must for Susanne Hacke, som har været igennem et hårdt brystkræftforløb. For hendes træning med TRX og spinning giver både masser af livsglæde og modstandskraft.
– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min gode fysiske form er helt afgørende for, hvordan jeg kom gennem mit sygdomsforløb, da jeg fik brystkræft for knap fem år siden. Jeg oplevede, at jeg havde noget at stå imod med, fordi min krop var stærk – selv når den var sendt helt til tælling under kemobehandlingerne. Jeg kunne bl.a. stadig træne – faktisk blev jeg helt desperat, da lægerne i første omgang sagde, at jeg ikke måtte træne i tre måneder efter operationen. Det ændrede de heldigvis holdning til …
Motion er en del af mit dna
Susanne Hacke har gennem hele sit liv altid dyrket meget sport. Håndbold og badminton både som barn og voksen og gennem mange år også forskellige træningsformer i fitnesscenter. Hun har tre børn, som i dag er voksne, men da de var små, var de med til træning i liften, for hun har altid prioriteret motion højt og kan ikke forestille sig at undvære den daglige fysiske bevægelse, hvor pulsen kommer op.
Ved siden af fuldtidsjobbet som kommunikationsrådgiver underviser Susanne i dag også i TRX suspension og cykling som instruktør i Fitness.dk. Set over en uge bliver det til cirka 14 timers motion – dvs. to timers god fysisk træning hver dag. Men hvorfor egentlig?
– Fordi motion er så stærk en del af mit dna. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden. Jeg er glad, når jeg har trænet og rørt mig. Jeg har overskud og energi. Jeg har meget sjældent negative tanker, og det hænger klart sammen med motionen. Jeg oplevede netop forskellen, da jeg var syg, hvor jeg var rastløs og frustreret, indtil jeg fik lov at deltage i et forskningsprojekt på Rigshospitalet, hvor jeg lavede fysisk træning, mens jeg stadig var i kemobehandling. I det øjeblik, hvor jeg var aktiv og i gang igen, kom de positive tanker tilbage, selv om jeg stadig stod i krise til knæene.
– Jeg forestiller mig ikke, at al min træning og i øvrigt sunde livsstil kan ”beskytte” mig – jeg trænede og levede lige så sundt før, og alligevel blev jeg faktisk syg. Og som lægerne sagde til mig, da jeg spurgte: ”Hvorfor mig?”, så er kræft en sygdom, der rammer i flæng. Men derimod ved jeg nu, at hvis lynet slår ned, så er du langt bedre stillet, hvis du er i god form, for kroppen har flere ressourcer og et helt andet udgangspunkt at genopbygge fra. Jeg har en helt anden modstandskraft, fordi min krop er stærk.
Motiverer andre til at træne
Beslutningen om at uddanne sig til fitnessinstruktør udsprang på sin vis også af sygdomsforløbet, som Susanne Hacke var igennem. Det var nemlig en gammel drøm, og efter behandlingerne var overstået, skulle den bare leves ud med det samme.
– Jeg er sådan et menneske, som elsker at give til andre. Det giver mig en stor personlig glæde. Og jeg bliver simpelthen så glad, når jeg kommer ned i fitnesscentret, og et medlem kommer hen til mig og fortæller, at hun nu endelig har tabt de fem kilo, hun har kæmpet med, eller fået meget større overskud, efter hun er begyndt at træne. Det er en kæmpe motivationsfaktor for mig.
SUSANNES 3 BEDSTE RÅD
1. Prøv forskellige ting af, indtil du finder den motionsform, som giver bedst mening for dig.
2. Vær bevidst om, hvad din sport skal give dig, f.eks. større overskud, følelsen af at være sund, et frirum til dig selv, at tabe et par kilo. Det er lettere at komme af sted, når du ved, hvad du får ud af det.
3. Lad være med at konkurrere med andre eller med dig selv. Byg i stedet roligt din form op, så du hele tiden får små succesoplevelser.
SUSANNE: Det kan jeg ikke undvære i min træning
Min TRX-sele
En spinningcykel
Min cykeldragt
Musik i ørene
Træningsappen
Navn: Susanne Hacke.
Job: Kommunikationsrådgiver og fitnessinstruktør.
Motionsform: TRX suspension-træning og spinning. Bruger 14 timer om ugen på motion.
Privat: Bor med sin mand i Ejby, mor til tre voksne børn på 26, 22 og 20 år.
Marie Lützhøft: Jeg føler mig fri på cyklen
En dag uden frisk luft og to lange cykelture i højt tempo er helt utænkeligt for Marie Lützhøft, for hendes sport er både transport, træning og frem for alt et mentalt frirum.
– Mit cykeltøj ligger fremme og parat, når jeg står op om morgenen. Jeg hopper direkte i det, uanset om det er mig, der afleverer børnene eller min mand. Og jeg cykler altid til arbejde og hjem igen på min racercykel. I fuld fart. En halv time hver vej. Jeg kunne ikke drømme om at tage bilen eller toget, jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår det sidst er sket. For mig er den cykeltur ren luksus. Jeg bevæger mig, er ude i frisk luft, kan mærke vinden, solen eller regnen. Og det er god form for alenetid, hvor jeg tænker dagen igennem, når jeg er på vej på arbejde. Og mentalt kobler af, når jeg er på vej hjem. Jeg hører aldrig musik. Jeg kan godt lide, at det netop er pusterum, hvor der er stille.
Marie Lützhøft, som er CRM-manager i et mediehus, cykler 18 kilometer i højt tempo hver dag. Hun er mor til to drenge på fire og syv år, og hele familien står op klokken seks hver dag. De dage, hvor Marie ikke skal aflevere børn, sidder hun på cyklen klokken 6.30 og er fremme på jobbet ved syvtiden, hvor hun tager et hurtigt bad. To gange om ugen laver hun også et styrketræningsprogram på en halv time i arbejdspladsens fitnessrum. To løbeture bliver det også til i løbet af en uge, oftest i weekenden, hvor det så er løbetøjet, Marie Lützhøft tager på, når hun står op.
Struktur giver tid til motion
– Det lyder nok meget struktureret, og det er det egentlig også, men jeg føler faktisk, at det er afslappende og giver mig en stor frihed, at jeg ikke hele tiden skal overveje, hvornår jeg skal træne – eller om jeg overhovedet skal træne. Det ligger helt fast i familiens kalender, for ellers kan jeg helt enkelt ikke nå det med fuldtidsarbejde og to børn. Jeg har altid dyrket rigtig meget sport og bl.a. spillet fodbold og tennis, og efter jeg fik børn, kæmpede jeg virkelig med, hvordan jeg kunne fortsætte med at have en lige så aktiv livsstil.
Set over en uge bruger Marie Lützhøft syv timer på motion. Cyklingen fungerer som både fysisk aktivitet, transport og mental afstresning, siger hun. Men løbeturene og styrkeprogrammet er ren træning, hvor hun gerne vil rykke på formen. Men uanset formen er det at komme ud i frisk luft og være fysisk aktiv helt afgørende for hendes livskvalitet, siger hun.
– Det har klart en afstressende virkning på mig, og jeg er meget bevidst om det. Vi boede inde i København indtil for to år siden, og dengang cyklede jeg også til alt. Da vi flyttede til Virum, var jeg først bekymret for, om jeg nu ville skulle leve i et S-tog hver dag, men jeg opdagede jo, at det ikke tager længere tid at cykle – og jeg kan bare køre præcis, når det passer mig i stedet for at stå og vente på et fyldt tog. Den frihed holder jeg meget af.
Aktivitet er en stor luksus
Når Marie Lützhøft skal sætte ord på, hvad hendes motion giver hende, falder svaret øjeblikkelig og med ét ord:
– Velvære. Det er næsten ubehageligt at skulle sidde stille en hel dag. Derfor er La Santa også vores favoritferiested. Jeg elsker at bevæge mig, det er en stor luksus, og jeg tager hver en chance, jeg får, til at putte mere aktivitet ind i min dag. F.eks. cykler jeg også altid til møder, hvis det overhovedet er muligt. Det samme gælder kaffeaftaler med veninder. Jeg har absolut ingen blufærdighed over at møde op i mit cykeltøj på en café og gå ud på toilettet og skifte til det tøj, jeg har med i min taske. Så længe det bare giver en ekstra tur på cyklen.
MARIES 3 BEDSTE RÅD
1. Gør det praktisk så let som muligt at gøre motion til en fast del af din hverdag. Du kan f.eks. plotte din træning ind i din og familiens kalender, så du ikke hver gang skal overveje, om du kan nå at træne.
2. Kombiner træning med transport, du kan f.eks. cykle eller løbe til arbejde eller andre aftaler, så din motion også har et praktisk formål (og ikke føles som tid, der går fra familien).
3. Pak træningstasken eller tasken med skiftetøj og toiletsager aftenen før, så du ikke springer over pga. af travlhed om morgenen.
MARIE: Det kan jeg ikke undvære i min træning
Min cykel.
Min cykelhjelm, jeg kører stærkt, så det tør jeg ikke uden.
Mine løbesko, som er med mig overalt fra konferencer, ferier og besøg hos svigerforældre.
Navn: Marie Lützhøft.
Alder: 34 år.
Job: CRM-manager.
Motionsform: Cykling, løb og styrketræning. Bruger syv timer om ugen på motion.
Privat: Gift, mor til to børn på fire og syv år, bor i Virum.