Julie Hastrup: „Jeg har brug for at være i bevægelse”
Efter en lang dag med hovedet fuld af drab har den 47-årige krimiforfatter behov for at få renset hovedet mentalt – og det gør motion, både den hårde powerpilates og den rolige yin yoga.
Hvad betyder sundhed for dig?
– Hvis jeg ikke får mig rørt, får jeg det dårligt. Jeg er en person, der altid er på vej, både fysisk og mentalt. Jeg faldt for ikke længe siden og knuste mit håndled, så jeg er i den grad sat ud af spillet, når det gælder træning, og det er hårdt, når man er vant til at komme af sted et par gange om ugen. Mine venner har sagt, at jeg skal nyde det, smide mig i sofaen og se serier på Netflix, men sådan fungerer jeg ikke, jeg har brug for at holde mig i bevægelse – og jeg har heldigvis mine ben at gå på.
Hvilken form for motion dyrker du?
– Jeg går til powerpilates og barretræning hos Powerhouse Cph. Jeg er glad for stedets trænere, der er en god energi, og træningen er både udfordrende, sjov og styrker hele min krop. Derudover dyrker jeg yin yoga, hvor jeg får punkteret den mentale ballon og kommer helt ned i gear.
Hvad giver det dig at dyrke motion?
– Træningen hos Powerhouse giver mig et energikick, og yogaen giver mig ro. Jeg arbejder hjemme, hvor jeg sidder alene og skriver mine bøger, og træningen får mig ud ad døren. Efter en hel dag med hovedet fuld af drab har jeg behov for at få renset hovedet mentalt – og det gør motion.
SE OGSÅ: 3 kvinder: "Jeg trænede mig tilbage til livet"
Hvordan finder du tid til at dyrke motion?
– Jeg prioriterer det. Som selvstændig planlægger jeg min egen dag. Jeg bruger også ofte træning om morgenen til at komme i gang, for det giver en god energi.
Er der en motionsform, du aldrig kunne finde på at kaste dig over?
– Som udgangspunkt er jeg åben over for de fleste ting og har prøvet det meste. Men jeg har aldrig og kommer aldrig til at dyrke håndbold eller fodbold – selv om jeg har et udmærket boldøje. Det er karambolagen med andre mennesker, hvor man kaster sig ind i hinanden, som jeg ikke bryder mig om.
SE OGSÅ: 6 nye træningsformer du bare må prøve
Hvordan slapper du allerbedst af?
– Fordybet i en god bog – og allerhelst en nervepirrende krimi, der får mig til at krybe sammen i hjørnet af sofaen, og hvor jeg simpelthen må læse, hvad der sker på næste side.
Hvad er dit bedste sundhedstip?
– Drik vand blandet med presset økologisk citron. Jeg laver en kande hver morgen, og jeg kan mærke, hvordan velværen breder sig. Jeg bliver frisk, og jeg kan se på min hud, at den bliver renset ud for affaldsstoffer.
Hvilket skønhedsprodukt vender du altid tilbage til?
– Jeg prioriterer en god fugtighedscreme til ansigtet højt, og min favorit er fra Tromborg. Jeg har også investeret i en tørbørste fra Karmameju, der fjerner tør hud på kroppen, og jeg kan tydeligt se, at huden har fået mere glød.
SE OGSÅ: fit tester: Bodyscrubs, der giver friskere, pænere og sundere hud
Hvad får dig til at føle dig glad?
– Min familie, mine venner, mine dyr, og at jeg er sund og rask. Jeg har indtil videre skrevet fem bøger, og jeg føler mig privilegeret over, at jeg kan arbejde med det, som interesserer mig og leve af det. Det sætter jeg stor pris på.
Hvornår føler du dig allersmukkest?
– Når jeg griner helt ned i maven. Jeg er holdt op med at jagte lykken, for den kommer momentvis, i stedet har jeg en dyb, indre glæde for mit liv og min hverdag – og det gør mig smuk.
Hvor elsker du at rejse hen?
– Jeg holder allermest af aktive ferier fyldt med oplevelser som at vandre på Caminoen eller i de skotske højsletter, køre hundeslæde eller sove på ishotel, ride på hesteryg eller se bjørne jage laks. Jeg er ikke til at ligge og dase på stranden i en hel uge. Sidste sommer rejste vi til Italien, hvor vi vandrede igennem storslået natur og farverige småbyer – det var vidunderligt.
SE OGSÅ: Kom med på vandretur i Dolomitterne
Hvad går du aldrig på kompromis med (sundhedsmæssigt)?
– Mine tre hovedmåltider skal altid være sunde. Det er vigtigt for mig, for jeg kan mærke en tydelig forskel i kroppen, hvis jeg erstatter et måltid med noget usundt. Jeg fungerer ikke, hvis hovedmåltidet ikke er sundt, nærende og velsmagende.
Tænker du over, hvad du spiser?
– Jeg tænker meget i duft, smag og tekstur – og bruger gerne mange penge på mad. Der er selvfølgelig også plads til udskejelser som Summerbird og god rødvin – det kan jeg næsten have lidt for meget plads til.
Hvad elsker du at spise?
– Jeg elsker det meste fra en god steak frites med hjemmerørt bearnaise til grillet søtunge med en dejlig grov salat til, der mætter. Det eneste, jeg ikke kan lide, er østers. Jeg ser altid frem til mine måltider, selv min morgenmad med en god kop kaffe, grove havregryn, bær og mandler – der er intet vildt over det, men jeg nyder det.
SE OGSÅ: Kom jorden rundt med 8 retter
Har du en dårlig vane, du gerne vil ændre?
– I stressede perioder vil jeg gerne være bedre til at mærke efter, hvad jeg har brug for. I de perioder har jeg en tendens til at overspise, og jeg begynder at bule ud, fordi jeg kaster mad i mig, uden at mærke efter om jeg reelt er sulten.
Hvis døgnet havde 25 timer, hvad ville du så bruge den sidste time på?
– Jeg vil kysse og snakke med min mand. Vi har det godt, men der er også travlt med lektier, arbejde, børn og dyr – lidt ekstra tid til hinanden vil være dejligt.
Hvad har været dit livs største udfordring?
– Det må være at sige mit faste job op og kaste mig ud i at udleve min forfatterdrøm. De tre år, der gik, inden min første bog kom ud, havde jeg en identitetskrise. Jeg havde været vant til at beskæftige mig med noget, som folk kunne forholde sig til. Mange kunne heller ikke forstå, at jeg skippede en fast karriere for at leve en drøm ud, som ingen kan leve af. Heldigvis er det gået godt.
Hvad er din største sportspræstation?
– Jeg har en dårlig ryg, som har været en stor udfordring at leve med. I 2011 hyrede jeg en personlig træner, jeg tabte 20 kilo på fire måneder, og jeg fik bygget et muskelpanser op i ryggen, så selv min fysioterapeut var dybt imponeret. Lige siden har motion været en væsentlig del af mit liv og min hverdag.
Har du en favoritkogebog?
– Jeg har to af Anne Hjernø, nemlig „Sunde salater” og „Det gode køkken – sund mad mod kræft”. Her er opskrifter på nem og sund mad og masser af salater, der smager godt og mætter.
SE OGSÅ: I køkkenet med Anne Hjernøe: Salater, der smager og mætter
Lige nu læser jeg …
– Jeg er lige blevet færdig med „Stalker” af Lars Kepler – den er supergod og skal i gang med „Alt det lys vi ikke ser” af Anthony Doerr. Det er en roman om krigen, som har fået flotte anmeldelser, og den glæder jeg mig til.
Lige nu lytter jeg til …
– Når jeg arbejder, lytter jeg til klassisk, og ellers kan jeg lide Adele og Lucas Graham – begge sangere, der rører mig.
I mit køleskab er der altid …
– Minimælk, økologiske citroner, grønsager efter sæson, parmesan, sennep og æg.
I mit køkken finder man aldrig …
– Færdigretter.