– I går trænede jeg for første gang i halvanden måned. Det er aldrig sket før, at der er gået så lang tid imellem, men jeg har simpelthen ikke haft tid. Pludselig havde jeg et hul på halvanden time, så jeg lagde mit dankort til ungerne og bad dem bestille mad og tømme opvaskemaskinen.
Så stak jeg ned i fitnesscentret, der ligger 300 meter fra, hvor vi bor, løb på løbebåndet for fuld skrue i 40 minutter, tog et hurtigt bad og videre til et møde. Og da jeg sad der og kunne mærke den velvære efter virkelig at have brugt kroppen, tænkte jeg: „Arh, hvor er det fedt, der findes ikke noget, der kan slå det her”.
Og det gør der ikke – måske bortset fra en fodboldkamp med vennerne en varm junidag på Fælleden.
Manu Sareen, 47-årig minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold og alenefar til tre børn på 10, 15 og 18 år elsker at føle sig i god form. Det handler både om forfængelighed, siger han. Men helt eksistentielt også om gerne at ville leve rigtig længe med en rask krop.
– Det er ekstremt vigtig for mig at dyrke motion, og jeg har altid trænet meget. Men jeg står tit i en situation, hvor jeg skal prioritere benhårdt – og så vælger jeg sporten fra.
SE OGSÅ: Michelle Kristensen: "Et sundt liv er en god investering"
– Den kender de fleste af os nok …
– Ja, og lige nu har jeg ikke et helt almindeligt job. Klokken bliver tit halvtolv, før jeg er færdig med at sætte mig ind i sager, som jeg skal stå til ansvar for i Folketinget. Så nogle gange har jeg bare ikke mulighed for at vælge mig selv til. Til gengæld er jeg helt afklaret med, at jeg kan ikke alt, så jeg får ikke dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke når – heller ikke mine venner eller fodboldholdet.
– Det eneste, der tangerer mit job, er mine børn. Og jeg tror ikke på „kvalitetstid”, børn vil have kvantitet – så meget tid som muligt sammen med deres mor og far. Det er lige meget, om du bygger med legoklodser eller står for dig selv og laver mad – bare du er der, så de kan komme til dig, når de har lyst.
– Hvor meget er du sammen med dine egne?
– De to ældste bor hos mig halvdelen af tiden, og de er meget selvkørende. Alvin på ti år har jeg kun fire-fem dage ad gangen. Jeg ville gerne, at det var flere dage, men jeg vil ikke ændre det og så svigte ham ved ikke at kunne være der. Det ville jeg komme til i det her job, hvor jeg tit har en arbejdsuge på 80 timer, når børnene ikke er hos mig, siger Manu Sareen, der lidt tilfældigt fandt en ny yndlingssport, da han for halvandet år siden blev skilt og gerne ville have en fælles sport sammen med sønnen.
– Vi går til kickboxing en gang om ugen og har vores egen træner, bare os to. Og det er så fedt bare at få lov at tæske løs på en boksebold. Mange bruger yoga, når de føler sig stressede, men kickboxing er genialt, fordi du faktisk får brugt den adrenalin og kortisol, du opbygger i kroppen, når du er under pres. Jeg er altid helt lettet bagefter.
SE OGSÅ: Sådan giver du din krop et powerboost
Jeg går aldrig ned med stress igen
Manu Sareen kender udmærket til at være travl og presset. Og til at gå ned med stress. Der er en enorm forskel, siger han, der selv var sygemeldt med stress i tre måneder for 13 år siden.
– Vi bruger ordet stress i flæng, det gør jeg også, selv mine børn gør det, har jeg lagt mærke til: „Far, jeg er stresset”. Og det er helt okay – men du er overhovedet ikke i tvivl, når du faktisk knækker. Det er så ubeskriveligt, at vi ikke engang har et sprog for det, men jeg kan prøve at forklare det:
– Min indre kæde hoppede virkelig af, og da jeg knækkede af stress, fik jeg efterfølgende en depression. Jeg havde en diffus følelse af tomhed og en træthed, som kom helt inde fra knoglerne. Jeg røg ned i et hul, hvor jeg havde en ligegyldighed omkring mig selv og livet. Det var et helvede, men samtidig var ligegyldigheden også en befrielse fra den stressede tilstand, jeg havde været i.
SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, hvis du udsættes for stress?
– Jeg vil ikke ønske for min værste fjende at komme derud, for det er noget følelsesmæssigt, som du simpelthen ikke kan styre. Indre dæmoner vågner, og der går spøgelser gennem dig. Men hvor perverst, det end lyder, så er jeg rigtig glad for, at jeg – også – har prøvet det. For hvis du én gang er kørt ud over en kløft og har været så heldig at overleve, så stopper du fremover altid 20 meter før kanten.
– Det har sat nogle tydelige grænser i mig, at jeg knækkede dengang, og jeg ved udmærket, hvornår jeg er på vej derud igen – og så stopper jeg. Derfor går jeg aldrig ned med stress igen, og jeg har stor omsorg og sympati for den store gruppe mennesker, som ryger derned, og som jeg jo nu arbejder med som socialminister
– Hvordan stopper du?
– Jeg holder fri. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad konsekvensen er. Så holder jeg fri og passer på mig selv. Men jeg lægger heller ikke det pres på mig selv, som jeg gjorde dengang. Alt skulle være perfekt, jeg dyrkede mine omgivelser, min krop, måden vi skulle være familie på. Jeg arbejdede sindssygt meget, trænede til maraton og stod om natten og forberedte børnefødselsdag med hjemmelavede lagkagebunde og æggesalat med brøndkarse og alt mulig crap – dét havde jeg i hvert fald ikke behøvet.
SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Hvor stresset er du?
– Hvad gør du på den front i dag – har du overhovedet tid til at købe ind og lave mad, når du arbejder 80 timer om ugen?
– Nej, det har jeg ikke. Jeg har altid lavet meget mad og kan rigtig godt lide det, men som det er nu, får vi for det meste takeaway. Ordentlig takeaway, aldrig en klam pizza. Vi bor lige oven på en indisk restaurant. Jeg ringer ned og bestiller, de ringer op, når maden er færdig. Det fungerer. Og så bor jeg i øvrigt lige for enden af Værnedamsvej på Frederiksberg, hvor det vrimler med gode spisesteder.
– Og hvad med kærlighed?
– Det kræver jo også tid. Og tid er det eneste, jeg ikke har. Det lyder så banalt, men det er sandt: Et kærlighedsforhold skal plejes, og som minister gør du alt andet end at pleje dit forhold. Skilsmisse er en stor erhvervsrisiko her. Jeg kan da godt savne at have en kæreste og at være forelsket, men omvendt ved jeg egentlig ikke, om jeg er i stand til at mærke hele den følelse omkring det lige nu – fordi jeg er så fyldt af arbejde og børn.
SE OGSÅ: 10 ting, du skal vide om parforhold
Mine venner overtog mit liv
Vennerne kan nu også godt trænge igennem til Manu Sareen og lokke ham i byen til en drink, der bliver til alt for mange cocktails, som det skete forleden, siger han og opgør hurtigt antallet af genstande i et svimlende antal kalorier. Som kun en mand, der går virkelig går op i sundhed, vil gøre.
Det var også vennerne, der reddede ham, da han for godt et år siden pludselig stod i en situation, der burde bonne maksimalt ud på stressskalaen med de tre topscorer: skilsmisse, flytning og nyt job.
– Klokken 12 den 3. februar 2014 stod jeg i min nye lejlighed, som var fuldstændig smadret, sammen med fire håndværkere, som ventede på at blive sat i gang. Klokken 13 stod jeg her og overtog socialministeriet. Det var så vildt.
– Hvordan klarede du det?
- Mine venner overtog mit liv. Fuldstændig. De kørte i Ikea for mig og sendte mig billeder af ting og møbler, jeg manglede. Det var helt sindssygt og endte med en del fejlkøb. Pludselig stod jeg med en ekstra dobbeltseng og nogle tæpper, som jeg var kommet til at sige o.k. til. Men børnene har fået lov at sælge det hele på Den Blå Avis og beholde pengene, så det kom dem til gode.
SE OGSÅ: Astrid Krag: "Jeg har aldrig før presset min krop så meget"
– Hvordan turde du egentlig sige ja – du har jo prøvet at gå ned med stress?
– Jo, men det er fedt. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Fordi jeg gør en forskel. Jeg er øverste myndighed i alle sager, der kan handle om alt, fra om et barn der skal tvangsfjernes, til et menneske, der mister sin kontanthjælp. Det er beslutninger, der hver dag direkte påvirker liv og skæbner.
– Men jeg var bekymret. Jeg har aldrig sagt det til nogen før, men den aften, hvor jeg fik opringningen om at overtage socialministeriet efter Annette Vilhelmsen, var min allerførste tanke: „Kan jeg klare det?” For det er en post, hvor der er et kæmpe pres, men i dag er jeg jo ikke et sekund i tvivl om, at jeg kan.
– Er der ikke situationer i det her job, hvor du netop ikke kan passe på dig selv, hvor du ikke kan sige nej?
– Du kan altid sige ”nej”. Det er dét, der er så vigtigt at lære. Jeg er her, fordi jeg gerne vil gøre en forskel for de mennesker, jeg arbejder med – og det er jo helt frivilligt, at jeg er her. Derfor kan jeg altid sige nej.
SE OGSÅ: Anders Agger: "Når hende, man ikke kan leve uden, bliver hende man ikke kan leve med
MANU SAREENS 5 LEVEREGLER
Jeg spiser … god mad, jeg har fået mange fantastiske måltider i mit liv og kan godt lide at lave mad. Morgenmaden er skyr, aftensmaden er lige nu tit takeaway af ordentlig kvalitet, fordi jeg ikke har overskud til at lave mad.
Jeg træner … kickboxing med min yngste søn Alvin en gang om ugen. Elsker at løbe og spille fodbold.
Jeg slapper af … med en film i biografen – og dyreprogrammer i fjernsynet, de er ekstremt beroligende.
Jeg undgår … sure mennesker, der taler grimt. Jeg møder en del i forbindelse med mit arbejde på Christiansborg. Og så holder jeg mig fra alkohol i hverdagen og dårlig mad i det hele taget.
Jeg er glad, når … jeg er sammen med mine børn, det er livskvalitet. Jeg elsker, når de her hos mig.
4 TIPS MOD STRESS
Det virker for mig, at:
Få min søvn. Det er vigtigt for at undgå stress.
Dyrke motion. Kickboxing er genialt, fordi jeg får arbejdet adrenalin og kortisol ud af kroppen.
Spise sundt. Både fordi jeg gerne vil være sund, og fordi jeg ved, at det er et vigtigt element i ikke at ryge ud over kanten.
Undgå alkohol. Jeg drikker aldrig i hverdagen, og hvis jeg kan mærke, at jeg er ekstra presset, rører jeg det heller ikke i weekenden.
NB: Interviewet er lavet, før valgkampen gik i gang!
SE OGSÅ: fit tester: Kan du komme i mental balance på 3 uger?
SE OGSÅ: Ole Henriksen: "Jeg smiler jo ikke hele tiden"
SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Hvor gammel er dig krop?
Fakta
Navn: Manu Sareen.
Alder: 47 år.
Job: Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold siden 2014. Var fra 2011 minister for ligestilling, kirke og nordisk samarbejde. Medlem af Det Radikale Venstre og valgt til Folketinget i 2011.
Uddannelse: Socialpædagog og konfliktmægler.
Forfatter til: Den populære børnebogsserie om Iqbal Farooq samt flere andre børnebøger og fagbøger.
Privat: Bor på Frederiksberg med sine tre børn: Cilja, Felix og Alvin på 18, 15 og 10 år. Er født i Indien og flyttede med sin familie til Danmark, da han var tre år.