Interview med Mette Frisk

Mette Frisk: „Det giver mental velvære at grave i jorden”

Skvalderkål i haven, vinterbadning og mors hjemmelavede peberfrugtsuppe holder 37-årige Mette Frisk sund. De giver hende nemlig et sus i kroppen, tid til sine to drenge og et pusterum.

HVAD BETYDER SUNDHED FOR DIG?

− Velvære og harmoni og i hvert fald ikke præstationspres og idealvægt. Det er en kropslig og mental balance, der ikke kun handler om sund kost og motion, men også om at få sin søvn, undgå stress og at have tid til sine børn. Hvis du balancerer rigtigt, får du en god harmoni i hverdagen.

HVILKEN FORM FOR MOTION DYRKER DU?

Jeg løber ligesom 80 % af befolkningen. Turene er på fem til 10 km og gerne tre gange om ugen. Det er effektivt og praktisk, fordi det kan klemmes ind i en travl kalender.

HVAD GIVER DET DIG AT DYRKE MOTION?

− Mine løbeture er ren selvforkælelse. Jeg løber ude, får masser af frisk luft, røde kinder og ro i hovedet. Jeg har to børn på fem og to år, så det er ret intenst derhjemme med de to, der snakker hele tiden − det er dejligt, men også rart at kunne løbe af sted og få et pusterum helt for mig selv.

SE OGSÅ: Ellen Hillingsø: Jeg elsker at være den alder

HVORDAN FÅR DU TID TIL AT DYRKE MOTION?

− Det er svært at trække sig op til en aftentur om vinteren, når det er mørkt og koldt, men så løber jeg til og fra arbejde eller børnehaven. Vi løber også ture i weekenden med ungerne i babyjoggeren. Det er hyggeligt, fordi vi snakker meget sammen undervejs. Min 5-årige kan lige presses ned i den endnu − det kan til gengæld mærkes i armene.

ER DER EN MOTIONSFORM, DU ALDRIG KUNNE FINDE PÅ AT KASTE DIG OVER?

− Jeg er boldmongol, og jeg vil derfor aldrig kaste mig over fodbold. Jeg prøvede det som barn, og den eneste succesoplevelse, jeg havde, var, at jeg reddede et mål, men det var, fordi jeg tilfældigt stod nede i vores mål, og bolden ramte mit hoved, så jeg gik ud som et lys.

HVORDAN SLAPPER DU ALLERBEDST AF?

− Om vinteren er det, når jeg har tid til at læse avisen med fødderne oppe under et tæppe i sofaen. Om sommeren slapper jeg af ude i min have. Det lyder måske lidt skørt, men det er ren mentalhygiejne for mig at stå og grave i jorden. Så skvalderkål kan bare komme an.

HVAD ER DIT BEDSTE SUNDHEDSTIP?

− Tag en dukkert i havet. Det er min anden sæson som vinterbader, og det giver et sus i kroppen, og jeg får det bare rart. Jeg løber som regel først, fordi så er det nemmere at komme i.

HVAD FÅR DIG TIL AT FØLE DIG GLAD?

− Mine børn, når de leger sammen, uden at jeg er involveret. Jeg kan se, at de har deres helt eget fællesskab, er glade og nyder hinandens selskab.

HVOR ELSKER DU AT REJSE HEN?

− Vi tager altid et nyt sted hen, når vi rejser. Men jeg har en drøm om at tage hele familien med til Costa Rica i en længere periode. Jeg boede der et år, da jeg var 15 år. Det er et land med mange naturreservater, bounty-strande, regnskov og et rigt dyreliv. Det hele vil jeg gerne opleve igen sammen med min familie en dag, hvor drengene er blevet større.

TÆNKER DU OVER, HVAD DU SPISER?

− Det gør jeg i høj grad, fordi jeg qua mit arbejde ved meget om, hvad der er i. Jo mere du ved, jo mere bliver du på vagt.

HVAD ELSKER DU AT SPISE?

− Om vinteren spiser jeg suppe i alle afskygninger. Min mor laver den lækreste peberfrugtsuppe, som hun altid giver os en stor forsyning af til fryseren, når hun er på besøg.

I MIT KØLESKAB ER DER ALTID …

− Mælk forbruger vi en del og æg. De er sunde, smager skønt og kan hurtigt blive til et lille måltid.

I MIT KØKKEN FINDER MAN ALDRIG …

− Færdigretter. Jeg prøver at undgå forarbejdet mad, for jo mere bearbejdet det er, desto flere tilsætningsstoffer, sukker, salt, fedt osv. Når vi spiser, skal det helst være med råvarer, som vi tilbereder selv. Når vi ikke kan nå det, kommer min mors færdiglavede supper på banen.

EN DÅRLIG VANE, DU GERNE VIL ÆNDRE?

− Jeg går for sent i seng, og det bliver jeg straffet for hver morgen. Jeg er et udpræget B-menneske, men når man får børn, bliver man jo tvunget til at være A-menneske, og det kæmper jeg stadig med.

HVIS DØGNET HAVDE 25 TIMER, HVAD VILLE DU SÅ BRUGE DEN SIDSTE TIME PÅ?

− At læse flere bøger. Det er en stor mangelvare for mig lige nu. Jeg prøver at snige det ind, når jeg kan, men havde jeg en ekstra time, hvor jeg ikke var kamptræt, skulle den bruges på bøger.

HVAD ER DIN STØRSTE SPORTSPRÆSTATION?

− Det må være fødslen af mine to børn − nogle siger jo, at det svarer til at gennemføre et maraton.

HAR DU EN FAVORITKOGEBOG?

− Når vi skal finde på nye retter, googler vi på nettet. Vi er meget illoyale overfor produkter og medier og lever lidt fra hånden til munden. Men der er orden i kaos, og vi har det godt med det.

SE OGSÅ: Astrid Krag: "Jeg har aldrig før presset min krop så meget"

SE OGSÅ: Boost dit forårshumør fra A-Z

SE OGSÅ: Lotte Arndal: Sådan træner du din krop 10 år yngre