"Jeg lignede alt fra en moden bridgedame til Dame Edna"

Mit navn er Mette Juel Ransby, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 1: Da jeg fandt knuderne i brystet

Efter mødet på onkologisk afdeling, følte jeg mig en lille smule presset på tid for at finde en paryk, inden mit hår faldt af. Presset blev ikke mindre af, at vores vinterferie startede 5 dage efter første kemobehandling, så der var ikke meget tid at spilde, hvis vi skulle have en paryk med i bagagen til Gl. Skagen.

Udstyret med en rekvisition fra hospitalet var jeg klar til start – hvor svært kunne det også lige være...? At finde en kopi af min nye korte frisure skulle vel være lige til. "Copy-Paste" og så videre, men det skulle vise sig, at virkeligheden var en noget anden. Pludselig fik de jokes, vi havde haft derhjemme, om genbrug af en gammel nytårshat med tjavset hår en lidt anden klang.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 2: "Jeg har brystkræft. Jeg ringer senere"

Uendeligt udvalg af parykker
Det første sted jeg frekventerede i forbindelse med min parykjagt var udstyret med "alt godt" til kvinder uden hår og bryster. Lidt overvældende atmosfære at bevæge sig ind i, men ikke desto mindre var det blevet en del af min virkelighed.

Udvalget af parykker var nærmest uendeligt, og stort set alt så godt ud, når man kiggede i de mange glinsende og flotte kataloger. Det så fantastisk ud. Ingen ville tro, at skønhederne, der prydede siderne, bar parykker og stylingen af det "falske hår" var perfekt. Det var derfor ikke svært at lade sig forlede til, at "dér er parykken min", men "dream on" siger jeg bare...

Jeg slog mig ned i stolen foran spejlet og meldte ud, at jeg gerne ville have noget med længde og krøller i stil med min egen hårpagt. Der blev ikke meldt "udsolgt", men i stedet fundet forskellige "krøllede" versioner frem fra kasserne. Det var intet mindre end nedslående. Jeg prøvede og prøvede, og jeg lignede alt fra modne bridgedamer til Dame Edna - selv en positiv stemt holdning kunne ikke ændre på det. Jeg så dybt latterlig ud, længere var den ikke.

Parykfrisøren forsøgte at glatte lidt ud og forklarede hvordan festlighederne kunne klippes til, men det føltes i min optik ikke som en farbar vej. Hvis først jeg lod en saks gå om bord i de kunstige lokker, så var det jo sket. Der var jo ingen tilbagekøbsgaranti. Det endte derfor ikke med en løsning den dag, i stedet havde vi i fællesskab "fundet" en paryk (i et katalog!), der måske kunne være en løsning, og parykfrisøren ville bestille den hjem til mig.

Jeg var nærmest mørbanket efter en time på paryksalonen, og efter et at have fået klemt et utal af parykvarianter ned over ens eget hår, kan jeg godt afsløre, at man ser alt andet end godt ud. Jeg prøvede loyalt at huske på "keep up the spirit".

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 3: "Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?”

Kunstige krøller har svære kår
Næste eftermiddag havde jeg endnu en parykaftale hos en anden "paryksalon" hvor jeg blev mødt at en garvet frisør der var en særdeles sikker guide rundt i parykkens "fagre verden". Der gik kort tid før jeg måtte sande, at krøller i kunstigt hår ikke har de bedste vilkår, så alternative muligheder var et uundgåeligt emne. En del af min kommende parykløsning skulle findes i en kortere frisure (kortere end den korte frisure, jeg havde fået en måned forinden).

Frisøren havde en kort pjusket version på hylden, som nok kunne være en potentiel mulig løsning, men hun havde den kun i en blondine-version. Det var indrømmet lidt svært at forholde sig til det spejlbillede, der tonede frem. En ting var, at der var tale om en kort model, men det blonde gjorde det nærmest umuligt ikke at grine hysterisk. Frisøren ville bestille en brunette-version hjem til mig samt et par andre modeller, som måske kunne være noget....puha det var svært ikke at føle sig træt og lidt slidt i toppen.

Alt fra hårvask, opbevaringsstativ, børster og underhuer blev vendt. Jeg var også blevet klar over, at det næppe var mig, der skulle være sommerens grill-mester, da fiber hår har det skidt med varmen. Jeg havde ikke lyst til at udfordre parykkens begrænsninger og risikere en nedsmeltning foran grill-bøfferne. Jeg måtte nok hellere indstille mig på at tage ansvaret for de kolde retter.

På vej hjem fra parykprøvningen ringede jeg til min mand og fortalte, at jeg endnu ikke havde fundet en paryk, men at jeg om ikke andet havde fået en rigtig fin og blød nathue. Der blev kortvarigt helt stille, hvorefter min mand uerfarent og uskyldigt svarede spørgende
- jamen, skal du ikke sove med "den"...?

Det var lidt svært at finde en grimasse, der kunne passe. Jeg var jo godt klar over, at det næppe er voldsomt dragende for en mand at sove sammen med en skaldet kvinde, og omvendt forsøgte jeg vel ubevist at puste liv en "Kojak-babe" som værende det nye sort. Kunne ikke lade være med at grine over min mands kommentar, det var for en stund temmelig komisk.

Næste aftale med parykfætter
Ugen efter vendte jeg tilbage til de to paryksaloner fast besluttet på at få afsluttet min jagt på en paryk. Umiddelbart havde jeg ikke tidligere følt behov for at rådføre mig med nogle af de mennesker, der var tæt på mig, men efter sidste uges udfordringer var jeg ikke længere så selvsikker. Ønskede mine veninder eller søster havde været hjemme, men de var alle på ferie. Det var derfor intet mindre en fantastisk, da min mand sendte mig en sms nogle timer før det ene paryk-visit og skrev

- Hvornår og hvor har du aftale med parykfætteren?

Det føltes trygt og godt, at han tog med, selvom det samtidig også var underligt at være fælles om at finde en paryk til mig. Jeg havde ingen forventning om, at min mand aktivt ville kaste sig ud i parykforslag og lignende, men bare det at få en "thumbs up" (eller down) fra et menneske, man har helt tæt på, gav mig ro til at træffe nogle valg. Jeg endte med at stå tilbage med to parykker, en fra hver salon, og selv om min mand glad og opmuntrende sagde "den tager vi", så blev jeg nødt til at "sove på det," inden jeg traf mit endelige valg.

To dage før vores vinterferie, havde jeg endelig fået indfanget min paryk. Det var lidt uventet, men jeg var både lettet og glad, da min nye følgesvend blev pakket ned i æsken med neutralt farvet glanspapir. Jeg var klar, til ferien og til at tabe håret.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 4: "Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 5:  "Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 6: "De skaldede kvinder var det første syn, der mødte os"