"Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

Mit navn er Mette Juel Ransby, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

Alle kender givet den meget lidt behagelige følelse, der oversvømmer en, hvis man møder uforberedt op til en eksamen. Latent ondt i maven og frygten for at dumpe tager nærmest kvælertag på en. Sådan havde jeg det dagene op til operationen. Jeg var hundeangst for at vågne op som et vaskebræt (...på brystkassen) og med en udhulet armhule som følge af spredning til lymfeknuderne.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 1: Da jeg fandt knuderne i brystet

Forberedelserne til operationen var en indlæggelses-samtale et par dage før selve operationen, hvor forskelligt praktik blev aftalt med kontaktsygeplejersken. Endvidere var der sammen med andre lidelsesfæller en snak med en fysioterapeut omkring "do's and don'ts" samt "vigtigt at huske før operationen". Da jeg sad i rummet med de andre brystkræftramte kvinder dukkede en masse upassende tanker op i mit hoved. Jeg var den yngste, mindst 10 år yngre end de andre, og jeg syntes derfor det var "mest synd for mig". Jeg tænkte tanker som "hvor friske er de i forhold til mig", "hvem er mere syg end mig", "hvem af os dør af denne lortesygdom". På alle måder ucharmerende tanker, men det var for mig rigtig svært at håndtere selskabet med de andre på et tidspunkt, hvor der var så mange ubekendte omkring min egen situation.

Psykisk havde jeg det rigtig skidt dagene op til operationen. Jeg var især bange for at blive konfronteret med eventuel spredning til lymfeknuderne. Jeg arbejdede, som jeg plejer og gjorde meget ud af at være der for pigerne. Det gav mig energi men samtidig, var jeg helt flad, når dagen var gået, og pigerne kommet i seng. Så væltede alle bekymringerne og negative tanker frem, hvilket min mand fik den fulde "fornøjelse" af. Det var synd for ham, men jeg kunne ikke trække mig op til andet. Havde bare brug for, at han elskede sin umulige kone, holdt om hende og skabte ro i hendes "rundtossede" hoved.

Operationsdagen.
Jeg følte mig fit for fight trods alt og startede dagen med en times gåtur på stranden. Pigerne var taget i skole, og vi var klar til at køre til hospitalet. Min ondt i maven af nervøsitet var voldsomt pågående, og jeg havde svært ved at holde humøret oppe. Min mand var intet mindre end en fantastisk støtte. Var der for mig, holdt alle de "rigtige kunstpauser," når jeg var urimelig, beroligede mig som kun en sønderjysk klippe kan gøre det, og overbeviste mig om at det nok skulle gå. At vi ville klare det, om der var spredning eller ej.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 2: Jeg har brystkræft. Ringer senere.

Da jeg blev rullet ned på operationsstuen nærmest tudede jeg hele vejen, og min søde mand og en stakkels portør forsøgte alverden for at gøre mig godt. Min nervøsitet og angst var ikke relateret til selve operationen med risikoen for at vågne op til en besked om spredning eller større operation end forventet. Kan ikke mindes andre tidspunkter i mit liv, hvor jeg ganske enkelt ikke formåede at få hold på mine følelser. Jeg var dybt ulykkelig og kan fortsat få tårer og en grum angstfølelse, når jeg tænker tilbage på tiden lige før operationen. Min mand var hos mig, holdt mig i hånden, passede på mig, kyssede mig og lovede mig at ligegyldigt hvad, skulle vi nok klare det sammen. Jeg vidste, at han selv kæmpede for ikke at blive overmandet af bekymringerne og for at holde tårerne tilbage. Jeg vidste, at han havde tårer, når han vendte ryggen til. Jeg vidste, at han elskede mig, og jeg følte en ubetinget intens kærlighed til ham.

Jeg vågnede fra narkosen med et sæt, og det første jeg tænkte var "har det spredt sig?" To sygeplejersker var straks hos mig og sagde, operationen var gået godt.

Ja tak tænkte jeg og spurgte "Har det spredt sig?"

Svaret var "nej".

Hysterisk lykkerus
Det var det smukkeste og mest vidunderlige "Nej," jeg nogensinde har modtaget. Aldrig har jeg følt mig så lettet, og en fuldstændig hysterisk lykkerus skyllede ind over mig. Jeg kunne ikke slås ud – jeg var klar til at erobre verden. At kalde mig kæk vil givet være en underdrivelse, men pænt opstemt og med røde kinder, blev jeg rullet ind (af en tålmodigt lyttende portør) på Brystkirurgisk Afdeling, hvor min mand ventede. Jeg var i en lykkerus og vil aldrig glemme, hvor fantastisk det var at møde min mand efter operationen, blive krammet og dele den gode nyhed med ham. Vellykket operation og ingen spredning til lymfeknuderne. Min mand havde under operationen gået en lang tur og købt et Apple Watch til mig (som jeg har ønsket mig længe). Det var både sødt og rørende.

Den efterfølgende time blev brugt til at dele de gode nyheder med pigerne, familien og vennerne. Derpå fulgte en gåtur, lidt mad og en udskrivningssamtale, hvorefter vi kunne vende hjem, ca. 2,5 time efter jeg vågnede fra operationen. Derhjemme ventede pigerne og min mands voksne søn med pizza'er og et glas vin. Hold nu k... hvor jeg følte mig heldig og lykkelig. At slutte sådan en dag med dem, jeg elsker allermest. Jeg var SÅ glad, og min store begejstring for at tale eksploderede. Jeg snakkede og snakkede og snakkede NON STOP, indtil vi kravlede i seng.

De efterfølgende dage var som en ren lykkerus, og det væltede ind med varme hilsner, smukke blomster, skønne gaver, "thumbs up", knus, kys og opringninger. ALLE former for kommunikation strømmede ind over mig og min familie. Det var overvældende, rørende, trygt, fantastisk og berigende. Hver og en reaktion fra menneskerne omkring mig og min familie var af en helt særlig værdi. Tusind tak!

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 3: "Pludselig spørger den mindste, hvad hvis du dør mor?"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 5: "Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet"

LÆS OGSÅ: "Det har været et kæmpe tabu for mig hver eneste dag"

´