Brystkræft
For Mette hjælper det at fortælle om sin kræftsygdom - bortset fra den dag, hun skal fortælle sine døtre, at mor er syg.

”Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?”

Mettes dagbog 3: Mette får det bedre af at kommunikere åbent om sin sygdom – lige indtil hun skal fortælle det til sine børn. Læs tredje afsnit af Mettes fortælling om at få brystkræft.

Mit navn er Mette Juel Ransby, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 1: Da jeg fandt knuderne i brystet

Ugen startede på Herlev Hospital, 18. etage. Selvom anledningen til besøget var alt andet end positiv føltes det på en eller anden måde trygt og godt, da vi mødte "min" læge og sygeplejerske. Der var styr på forløb og kommunikation, og meget hurtigt fornemmede jeg, at de havde "luret" at jeg var "typen" med behov for information, struktur, planlægning og timing. Jeg fik svar på en række spørgsmål og kunne så småt begynde at danne mig et overblik over, hvad der ventede mig og min lille familie.

Jeg fik også italesat en af mine store bekymringer i forhold til arbejde, idet mit behov var ALT ANDET end en sygemelding. Jeg elsker mit job, og det bringer mig utrolig meget værdi på mange niveauer. Jeg ønskede at fortsætte mit liv så tæt på det normale som muligt, velvidende at der selvfølgelig ville/kunne komme dage undervejs i kemo-forløbet, hvor jeg næppe ville være i stand til at gå på arbejde. Til min store begejstring var holdningen og anbefalingen fra lægen, at man i det omfang, det er muligt, fortsætter som hidtil. Deres erfaring var, at det er med til at skabe en hurtigere tilbagevenden/helbredelse efter endt behandling.

High-five, that's the spirit Doctor :)

De næste 6 måneder ville jeg blive tæt forbundet med det team der skulle stå for henholdsvis operation og medicinsk efterbehandling. Umiddelbart lød et halvt år som værende frygtelig lang tid, men det var om ikke andet konkret og håndterbart. Det samme var den timing, de kunne give for den næste måned.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 2: Jeg har brystkræft. Ringer senere.

Overcome by sharing
Allerede i den forgangne weekend havde jeg fået booket en mødeaftale med vores HR Direktør, så jeg kunne orientere ham om situationen. Mit store fokus var dels at fortælle, at jeg ville fortsætte med at arbejde og dels, at jeg ønskede både kommunikation og åbenhed omkring min sygdom i forhold til mine kollegaer, lokalt og internationalt. Vi fik en rigtig god snak, hvor jeg mødte forståelse og accept af min måde at håndtere min situation på. Kort tid efter havde jeg sammen med HR direktøren et møde med min chef, hvor vi lidt mere detaljeret fik talt om, hvordan vi skulle håndtere situationen både af hensyn til mig og i forhold til mine kollegaer. Jeg var utrolig lettet efter møderne og dybt taknemmelig over at være en del af en virksomhed med et værdisæt, der i den grad bringer mig støtte og opmærksomhed til at kæmpe kampen.

Om onsdagen fortalte jeg på et morgenmøde min afdeling om situationen, hvilket var meget svært at gøre mundtligt, uden at blive emotionelt berørt. Det var UDEN TVIVL den bedste og rigtige måde for mig at kommunikere, selvom det gjorde ondt. Jeg fik med egne ord fortalt, hvad jeg står over for, hvad jeg har brug for, og hvordan jeg ønsker at kæmpe kampen. Ingen tabuisering eller hvisken i krogene. Mine budskaber var især omkring: Lad os tale om det og være åbne. Det skal nok gå, og jeres åbenhed/støtte bliver mine byggeklodser i den kommende tid. Efterfølgende supplerede min chef med en kommunikation, der på alle måder støttede mig og gav mig troen på, at jeg kommer igennem dette "cirkus," og jeg bliver rask igen. Senere på dagen udsendte jeg en mail - med samme budskaber, som jeg havde delt med min afdeling - til øvrige kollegaer i Danmark og de lande, der er en del af min region.

Reaktionen på min kommunikation og åbenhed var både overvældende og uventet. Aldrig havde jeg oplevet så mange nære, ægte og engagerede reaktioner. Aldrig havde jeg følt mig så privilegeret over at være omgivet af så megen empati. Det føltes som at få den vildeste energi-booster, og jeg mærkede, at alle disse skønne mennesker omkring mig, var med til at bygge den styrke og energi, som vil blive vital for mig det næste halve år.

Den sværeste samtale
Så langt så godt, men den værste kommunikation af alle ventede i kulissen. Det var næsten ikke til at rumme, bare tanken fik gråden til at overmande mig. Tanken om at skulle belaste mine piger med frygt og bekymring gjorde ondt på forhånd, og jeg var bange for, hvordan de ville reagere. Vi havde besluttet, at jeg skulle fortælle pigerne det fredag morgen, holde dem hjemme fra skole, så ville vi efterfølgende have weekenden til at "samle op" eller bare "være der for dem". Jeg følte mig som en "hund i et spil kegler" og havde ondt i maven over ikke at være i besiddelse af et skudsikkert manuskript. Dagen før ringede jeg til Kræftens Bekæmpelse, hvorfra jeg allerede havde fået tilsendt relevante materialer relateret til børn med forældre, der har kræft.

Det kan ikke siges for tit, hvor eminent en rolle Kræftens Bekæmpelse spiller både for patienter og pårørende. Deres evne til at kommunikere og rådgive er uovertruffen. Jeg blev behandlet, som var jeg den eneste, de skulle passe på og hjælpe. Udpræget forståelse og tålmodighed til at spørge, lytte og respondere relevant og nærværende. Jeg fik mange gode råd til, hvordan jeg kunne håndtere den svære samtale med mine børn, og hvad jeg med fordel kunne være opmærksom på.

Det blev fredag morgen, og begge piger havde glade placeret sig i køkkenet som vanligt. Klar til morgenmaden, klar til dagens dont. Jeg kiggede på dem og sagde

- Piger, I skal ikke i skole i dag, I skal blive hjemme.

De kiggede mistroisk på mig.

- Jeg skal fortælle jer noget, som får en stor indflydelse på vores liv i den kommende tid.

Opmærksomheden var intens, og jeg gik hurtigt videre med at fortælle, at jeg havde været hos lægen, fordi jeg havde mærket to små knuder i mit bryst, og at de desværre var nogle af "de dumme," fordi der var kræft i dem.

BUM!

Begge piger brød ud i gråd, jeg holdt om dem for at berolige dem og kæmpede for ikke selv at "brænde sammen". Jeg forklarede, at kræft ikke bare var kræft. Fortalte, at der var stor forskel både på kræfttyper og store forskelle inden for hver type. Dette blev optakten til en lang og rigtig god snak med pigerne, som meget hurtigt fandt ro og tillid til, at kræft er ikke ensbetydende med at man dør. Jeg fortalte, hvad vi vidste, nemlig at der var super dygtige læger, som var overbeviste om, at de kunne hjælpe mig, at planen var at operere kræften væk, at jeg skulle have kemo (og ja, mor bliver skaldet) samt stråler bagefter. Jeg fortalte, at jeg med stor sandsynlighed ville få det dårligt undervejs – ikke på grund af kræften men på grund af den medicin (kemo), som skulle mindske risikoen for, at kræften kommer igen.

Pludselig spørger den mindste af mine piger:

- Hvad hvis du dør mor?

Det er bare det mest hæslige og smertende spørgsmål, hvortil jeg svarede.

- Det har jeg bestemt ikke tænkt mig at gøre.

Mangt og meget var blevet vendt og vi havde brug for at ventilere og grine lidt. Det var oplagt at kigge lidt nærmere på mit nye fremtidige look. Vi fandt en App hvor man kan se sig selv som skaldet, og 1-2-3 frisk fra fad – mor uden hår. Det var indrømmet svært ikke at grine, og det var ingen skønhed, der tonede frem på skærmen. Responsen kom lige fra hjertet:

-Ajjj bliver du så grim mor...?.

Jeg satser på, at parykker, smarte tørklæder, huer og kasketter kan forskønne mig i tiden der kommer :)

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 3:"Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 4:"Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 5: "Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet"