Ældre kvinde med hvidt hår står udendørs med lukkede øjne og vender ansigtet mod solen.

Psykolog med klar opfordring: "Det kan gøre en stor forskel for mange"

Endelig bader vi i lyset igen. Vidste du, at forskere mener dagslys er lige så vigtigt som sund kost, motion og søvn?

klikk logo

Nu hvor lyset og den energigivende sol for alvor er tilbage, har du måske mærket, at næsten alt føles lidt bedre?

Det kan føles lettere at stå op, du har endelig energi til den gåtur, og hverdagsopgaver, der føles tunge om vinteren, går pludselig som en leg.

– Lys påvirker hypothalamus, et kontrolorgan i hjernen, der regulerer kroppens døgnrytme og produktionen af visse hormoner. Dagslys gør os også i stand til at producere D-vitamin selv gennem huden, i modsætning til andre stoffer, som vi er helt afhængige af at få tilført gennem kosten, siger psykolog Line Wulfsberg.

I vater

Dagslyset er så magisk, at det holder os i balance.

– Når vi får nok dagslys gennem øjne og hud, producerer vi passende mængder af blandt andet serotonin (også kaldet lykkehormon), melatonin og D-vitamin, så vi forenklet sagt sover, når vi skal sove, er friske, når vi er vågne, og er i balance følelsesmæssigt, siger Line Wulfsberg.

Efter at lyspæren blev opfundet, har vi kun brugt mere og mere tid indendørs. For 50 år siden var vi indendørs 50 procent af tiden, og nu bruger vi så meget som 90 procent af vores tid bag lukkede døre.

Dit sind synes, at det er en krise at have så lidt adgang til dagslys. Alligevel er det først de sidste 20 år, at forskerne for alvor har forstået præcis, hvor vigtigt lyset er, både for den mentale og den fysiske sundhed.

En stor undersøgelse fra 2021 fandt ud af, at for hver ekstra time vi bruger ude i dagslys, mindskedes risikoen for at udvikle alvorlig depression, folk følte sig i bedre humør og havde brug for færre antidepressiva.

Medicinen, eller lykkepillen om du vil, fandt forskerne altså lige uden for dørtærsklen.

Prioriter lyset

Lyset har stor indflydelse på vores humør, hvor produktive vi er og vores fysiske tilstand. Du gør noget godt for dig selv, hvis du prioriterer mere tid udendørs.

– Kom ud! Gå en tur i frokostpausen, hold møder, mens I går en tur, hvis det er muligt, stå af bussen to stop før du skal, og planlæg at bruge tid udenfor i weekenderne, foreslår psykologen.

Måske fungerer det bedst for dig at tage en fast gåtur midt på dagen, sætte dig ud med kaffekoppen efter frokost, eller at tage en tur ud i frisk luft og lys efter dagens gøremål eller arbejde er overstået.

Husk solcreme

–  Solen er lumsk her i foråret. Det er stadig ikke særlig varmt, og derfor kommer det bag på mange, at man kan blive solskoldet, hvis man er ude i længere tid. Men når uv-indekset er 3 eller derover, som det faktisk er i disse dage, så bliver vi solskoldet, hvis vi ikke husker skygge, solhat og solcreme, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelses Solkampagne.

Solkampagnens tre solråd kan ses her:

  • Skygge: Søg skygge, så din hud ikke udsættes for direkte sollys
  • Solhat: Brug en solhat med bred skygge og tøj, der dækker overarme og lår
  • Solcreme: Brug rigeligt med solcreme, hvor tøjet ikke dækker. Solkampagnen anbefaler mindst faktor 15 i Danmark.
  • Kilde: Kræftens bekæmpelse

Som med alt der skal prioriteres, er det lettest at få det gennemført, hvis det er en fast aftale med dig selv hver eneste dag på samme tidspunkt. Sundhedsgevinsten er enorm.

Gråt udenfor? Gå ud alligevel

Effekten af dagslys er faktisk også stor, selvom det er tåget eller overskyet.

– Det har vist sig, at bare en halv times eksponering for dagslys – uanset vejr – kan gøre en forskel for mange, siger psykolog Line Wulfsberg.

Al udendørstid hjælper, men den allerbedste tid at gå ud er sent på morgenen eller omkring frokosttid. Det kan være klogt at lade noget af turen være uden solbriller, så lyset får lov til at danse sig ind i dine øjne.

At udsætte sig for morgenlys kan være særligt gavnligt for at forbedre reguleringen af angst eller stress hos raske mennesker.

Giv dig selv bedre søvn

I 2002 dokumenterede to forskere, hvordan den del af øjet, der registrerer lys, er med til at styre døgnrytmen, vores organer og delvist hormonerne. Efter denne vigtige opdagelse er der et fornyet fokus på lysets betydning.

Fordi lyset er med til at styre din døgnrytme, kan nok dagslys betyde, at din hjerne bedre forstår, at den skal gå i hvilemodus om natten. Hvis du synes, det er svært at falde i søvn om aftenen, kan du prøve at få en god dosis dagslys lidt tidligt på dagen.

Når det kommer til, hvor meget dagslys du med fordel skal have, er der selvfølgelig individuelle behov, og derudover er eksperterne lidt uenige om den anbefalede mængde. Men hvis du kan få 20-30 minutter om dagen med direkte eksponering for dagslys udenfor, er du godt på vej til at få dækket dit behov.

Glem ikke lyset indenfor

  • Det er grund til at tænke på det lys, vi har indendørs også. God indendørs belysning er ikke kun vigtig for dit syn, men også for dit humør. Store vinduesflader lukker også mere lys ind udefra.
  • Danske forskere har fundet ud af, at personer, der var indlagt på en institution med depression, blev udskrevet 30 dage tidligere, hvis de havde rum med mere sollys, der strømmede ind gennem vinduerne.

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.