Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Mette Juel Jensen er 46 år og har fået konstateret brystkræft. I de næste uger skriver hun på ALT.dk om sin kamp for ikke at lade sygdommen få overtaget.

Mettes dagbog: Da jeg fandt knuderne i brystet

Mettes dagbog 1: Den rejse har jeg sgu' ikke bestilt, tænkte jeg, da lægen så bekymret på knuden i mit bryst. Følg Mettes kamp mod brystkræft - de næste uger skriver hun dagbog på ALT.dk

Mit navn er Mette, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

En knude, der ikke skal være der
Julemåneden var allerede godt i gang, det var 2. søndag i advent. Jeg var på vej til lufthavnen på årets sidste forretningsrejse. Jeg skulle til Brasilien, så en lang rejse ventede forude. Jeg glædede mig, både til rejsen og til juleferien, der ventede forude.

Mine kolleger i Sao Paulo havde sammensat et solidt program, så dagene rullede af sted. En aften efter middag ude i det pulserende byliv med mine brasilianske kolleger, kom jeg tilbage på hotelværelset. Træt og mættet af de mange indtryk fra ugen, der var gået, begyndte jeg så småt at pakke til hjemrejsen dagen efter. Jeg nød at smide skoene, taget tøjet af og kravle ind i hotellets vamsede badekåbe. Jeg følte mig heldig og privilegeret over mit job og smilede ved tanken om gensynet med min familie.

Jeg strøg tilfældigt mine hænder hen under mine bryster og mærkede for første gang to knuder under mit højre bryst. Ganske tæt på hinanden, ikke særlig store, men helt tydelige at mærke. Fik en følelse af irritation og en presserende lyst til at slå det hen... det passede ligesom ikke rigtigt ind i mit liv og mine planer at forholde mig til to latterlige og ucharmerende knuder.
Jeg kravlede under dynen med sidste uges ALT for damerne samt et glas lunkent hvidvin.
Good night Sao Paulo – Goodbye Brazil.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 2: "Jeg har brystkræft. Jeg ringer senere."

Helt uskyldige...
Da jeg kom hjem, var pigerne hos deres far, så det var hygge med min mand lørdag aften. Lækker mad, god vin og nærhed der føles vidunderlig efter en rejse. Jeg fortalte lidt henslængt min mand om mit "fund" i højre bryst, og han responderede meget direkte; "Du må se at komme til lægen i en fart". Jeg ved ikke, hvilken respons jeg havde forestillet mig, men ikke desto mindre syntes jeg, at han var lidt træls at høre på.... Hvad fanden vidste han om knuder i mine bryster?

Jeg holdt dog tand for tunge og lod den sunde fornuft tage over, hvilket betød, at jeg få dage efter luntede ned til vores praktiserende læge.
Jeg havde ikke bestilt en tid hos lægen, men var mødt op tidligt om morgenen, og stod i kø med byens syge borgere - de fleste hostende og prustende af snot og influenza. Jeg selv fejlede ikke noget udover at mit ene bryst havde fået "uventede gæster".

Da det blev min tur, gik den kvindelige læge i sving med at mærke og klemme på mine bryster og de to små knuder. Hun gik standhaftigt til værks og uden at udvise nogen form for bekymring, hvilket trods klem og tryk var dejligt. Hun sagde, at knuderne for hende "føltes" helt uskyldige, og hun fandt ikke, at der var grund til at tro noget ondt om knuderne. Dog ville hun "naturligvis og for god ordens skyld" give mig en henvisning til mammografi, dog ikke en henvisning med "udrykning".

Således opstemt kørte jeg på job med en casual følelse af "case closed".

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 3: "Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?"

Kræft kan ikke afvises...
Da jeg rullede ind på parkeringspladsen foran hospitalet, havde jeg en klar forventning om, at lægen ud fra mammografien og ultralyd scanningen ville sige "alt fint – godt nytår".

I venteværelset fortalte en sygeplejerske mig, at hun skulle stå for mammografien, hvorefter lægen ville gennemse billederne og supplere med en ultralyd-scanning. Jeg kiggede på klokken og satsede på, at jeg var ude af døren igen efter samlet 20-30 minutter.

Kort tid efter mammografien var gennemført, blev jeg kaldt ind til lægen, og jeg synes hun så lidt "stram" ud... eller var hun bare alvorlig?!!

Den kvindelige læge havde et klassisk og vel køligt udtryk. Uden mange ord begyndte hun på ultralyd-skanningen. Det gjorde hende ikke til nogen spøgefugl, tværtimod. Hun fandt det nødvendigt med en biopsi.

En klam kold følelse skyllede gennem kroppen på mig, mens sygeplejersken, der varetog mammografien, gjorde et biopsi-kit klar. Nu begyndte både læge og sygeplejerske at irritere mig. Ikke at de havde generet mig eller gjort noget forkert, jeg syntes bare, de var rigtig møg latterligt selskab (Mette 4 år).

Måske lægen fornemmede, at jeg bestemt ikke var i mit selskabelige hjørne, da hun forsøgte sig med et par positive budskaber og sagde, at de to knuder var små, og at jeg ikke skulle gå hjem og "male fanden på væggen". Blot blev hun nødt til at være ærlig og fortælle, at hun ikke kunne afvise, at knuderne var ondartede. Derfor en biopsi. Resultatet ville jeg få inden for de næste 7-10 dage via Brystkirurgisk afdeling på Ringsted Hospital.

FLOT – således opstemt, rend mig i røven og godt nytår!!!

Da jeg kom ud i bilen, sendte jeg en sms til min mand for at fortælle, at det umiddelbart ikke så rigtig godt ud. På godt jysk mandesprog skrev manden retur "Øv, vi må håbe, der ikke er noget". I nuet syntes jeg, det var en ualmindelig dum måde, han svarede på, og jeg gav frit løb for en masse dårlige energier, hvilket ubesværet byggede en rigtig dårlig stemning. Da vi senere på dagen mødtes derhjemme, var jeg tavs og mut. Jeg havde vildt brug for kram, kys og omsorg, men sagde intet. Tænkte "det må sgu' da være logik for burhøns og haner".

Da min mand efter en times tid "tog mod til sig", rakte ud og spurgte "hva' er der los?" knækkede filmen for mig. Det var i min optik det mest tåbelige spørgsmål, eftersom jeg følte, at det måtte være klart, at jeg selvfølgelig var dybt bekymret og bange, eftersom risikoen for et dårligt svar på dagens undersøgelser, var rykket lidt vel tæt på.

De følgende dage blev på alle måder dårlige, og vi formåede ikke at få talt om de tanker, vi hver især havde omkring situationen. Set i bakspejlet tænker jeg, at det er meget svært for de pårørende at sætte sig ind i, hvilke skrækkelige tanker, der begynder at fylde og tage kvælertag, når man som jeg pludselig fornemmede, at det kunne gå hen og blive en ganske alvorlig virkelighed, der ventede forude.

Det føltes, som om mit hoved ville eksplodere – ventetiden for svar på undersøgelserne nærmest åd enhver fornuftig tanke i mit hoved. Min mand var den eneste, der vidste, at jeg havde været til undersøgelsen, men tiltagende bekymring for, at der var dårligt nyt i vente, fik mig til at dele mine bekymringer med mine søskende og to af mine tætteste veninder. Mange søde og velmente tilbagemeldinger (om mælkeknuder og andet uskyldigt knas), formåede desværre bare ikke at udviske filmen af lægen på privathospitalet, som konstant rullede som en dårlig genudsendelse i mit hoved.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 4: "Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 5: Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother: Min sygdom har været et kæmpe tabu for mig

Se, hvad vi ellers skriver om: Bryster