Malene fik en fødselsdepression: ”Jeg følte, at det sagde noget om min kærlighed til min søn”
Undersøgelser viser, at kvinder med ADHD har en større sandsynlighed for at udvikle fødselsdepression. Malene Kisum nåede at få to børn og kæmpe med en fødselsdepression, før hun blev udredt for ADHD. I dag har hun et klart budskab; vi skal tale højt om, at det også kan være svært at blive mor.
Malene Kisum har i dag to skønne børn på tre og seks år sammen med sin mand, Tommy. Børn, som hun elsker over alt på jorden, men rejsen hen til, hvor den lille familie er i dag, har været svær.
Malene havde aldrig været typen, der var skruk og glædede sig til at blive mor, som hun kunne se hendes jævnaldrende veninder kunne være, men da hun blev moster, var der noget, som ændrede sig.
– Jeg havde også mødt min mand på det tidspunkt, og med ham ville jeg gerne stifte en familie.
Malene blev gravid, og tidligt i graviditeten fik hun plukveer, men der skete også meget i hendes liv med fuldtidsarbejde som sygeplejerske og en flytning fra Odense og Billund, så komplikationerne blev tillagt en presset hverdag. Malene endte dog med at blive sygemeldt et par måneder, før hun skulle gå på barsel, fordi plukveerne fortsatte.
– Når jeg i dag tænker tilbage, havde jeg levet i en konstant stresstilstand. Hele mit liv har jeg været vant til et konstant pres, så jeg hverken opdagede eller var klar over, at det var det, som var på spil. Det, der er skræmmende, og som jeg nu har opdaget ved mig selv, er, at jeg før i tiden havde det, jeg kalder huller, hvor jeg i perioder har været mentalt nede. Jeg har aldrig fået diagnosticeret en depression i de perioder, men når de stod på, følte jeg mig umotiveret, trist og fastlåst. Og så har jeg simpelthen lært hen ad vejen, at når andre kan klare det, så må jeg jo også tage mig sammen. Jeg har bidt det i mig, og så er jeg kommet ovenpå igen.
Malene fortæller, at hun, så længe hun kan huske tilbage, har haft disse huller, hvor hun har været presset og haft tendens til voldsom hjertebanken.
– Jeg var ikke klar over, at det ikke er meningen, at man skal have det sådan. Det har været en fast del af mit liv at være presset, og hullerne har derfor også været der i forskellige perioder – for jeg har haft en konstant overbelastning af mit system.
Amningen kører ikke
Fødslen gik godt, men Malene har tidligere fået lavet en brystreduktion, og derfor var hun opmærksom på, at det kunne give problemer med amningen. Hun var blevet lovet, at hun kunne være indlagt to dage, så amningen kunne komme godt i gang, inden hun blev sendt hjem. Mælken flød til, men Malene oplevede, at det gentagende gange blev glemt, at hun havde brug for ekstra tid og hjælp til amningen. Så 12 timer efter fødslen orkede hun ikke at kæmpe mere, selvom hun ikke syntes, at alt gik som det skulle, og med en ammebrik i hånden tog den lille familie hjem.
– I øjeblikket var jeg så autoritetstro, at jeg tænkte, at sygeplejersken ville ikke sende mig hjem, hvis ikke det var fint, så vi tog hjem. Men allerede dagen efter havde jeg fået store sår i forbindelse med amningen. Og det fortsatte.
Annonse
De første 12 dage af Malenes søns liv er det primære, som hun husker, hvor forfærdeligt hårdt det var med amningen, og hvor ondt det gjorde. Det kom slet ikke op at køre, og hendes lille søn var ulykkelig – som sin mor.
– Jeg har et meget tydeligt billede i min erindring af, at jeg ammede ham, og da han slap, lignede han en lille vampyr. Der var blod over hele hans ansigt fra mine mange blodige sår. Jeg har i dag stadig synlige hvide ar på mine bryster fra amningen, forklarer Malene.
Da Malenes søn var 12 dage gammel, fik de besøg af en sundhedsplejerske, som kunne konstatere, at der var masser af mælk, men han kunne ikke få ordentligt fat, fordi hun havde indadvendte brystvorter efter brystreduktionen.
– Jeg ville så gerne have det til at fungere, og jeg kan huske, at jeg begyndte at græde, og min søn græd. Du hører hele tiden, hvor vigtigt det er at amme, og jeg følte mig, som en dårlig mor, fordi jeg ikke kunne. Sundhedsplejersken var så god og pressede ikke på, men samtidig fik han jo ikke nok at spise.
Derfor blev de enige om, at Malene og hendes mand skulle begynde at give flaske i stedet. Men det resulterede i, at deres lille søns mave gik i stå, og han fik kolik.
– Min mand og jeg havde tænkt, at alt ville blive godt, når vi begyndte på flaske – men det gjorde det bare ikke. Han begyndte at græde om eftermiddagen, og så græd han til, han kollapsede. Vi forsøgte med alt – fysioterapeut, kiropraktor, men intet hjalp.
– Jeg var så ked af det for ham, og jeg var så frustreret over, at jeg ikke kunne hjælpe ham. Jeg følte, jeg var uduelig, fordi mine bryster ikke virkede ordentligt, jeg kunne ikke finde ud af, hvordan han kunne få ro, og jeg kunne ikke forstå ham. Jeg havde set opslag på de sociale medier om, at en mor altid forstår, hvad et barn mener, når det græder. Og jeg husker, at jeg sad og tænkte, at det var løgn, for jeg kunne ikke forstå, hvad mit barn mente.
Følte sig utilstrækkelig
Alle de mange følelser og de mange mislykkede forsøg for at få sin søn til at stoppe med at græde, fik Malene til at føle sig så utilstrækkelig.
– Der måtte jo være noget, alle de andre mødre kunne, siden de kunne forstå deres barn – men det kunne jeg ikke. Jeg kan faktisk ikke huske så meget fra de første tre måneder af hans liv, fordi det var bare en lang stressperiode.
Annonse
Malene har altid været både meget autoritetstro og haft svært ved at sige, når noget var svært. Og derfor fik hun heller ikke sagt hele sandheden, da hun blev screenet for fødselsdepression af sundhedsplejersken.
– Gennem hele mit liv, har jeg altid hellere villet sige, at det gik fint, i stedet for at indrømme, at det gjorde det ikke, fordi jeg var så vant til at få at vide, at man bare skulle tage sig sammen. Så jeg svarede ærligt, som jeg husker det, men jeg ved også, at jeg svarede så ærligt som jeg kunne, men jeg ved også, at jeg samtidig har gjort alt for at overbevise mig selv og omverdenen om, at jeg nok skulle tage mig sammen og derfor var mindre presset end jeg egentlig var.”
Af sundhedsplejersken fik Malene at vide, at hun nok bare var typen, som var lidt melankolsk, trist og er meget i sine følelsers vold. Men en dag, da Malenes søn var fire og en halv måned gammel, kollapsede det.
– Vi havde været til babysalmesang, hvor han havde sovet, så han havde ikke nået at få en flaske, inden vi gik hjem. Halvvejs hjemme vågnede han, og så skreg han hele vejen. Jeg kunne ikke gøre noget, for det hjalp ikke at tage ham op, og jeg havde ikke mulighed for at varme en flaske, så jeg skyndte mig bare hjem.
Da vi kom hjem, havde han grædt i 10 minutter, og jeg var desperat for at få flasken klar. Da den endelig var klar, ville han ikke tage flasken. Og så knækkede filmen bare oppe i mit hoved, fordi jeg ikke kunne amme, og nu ville han heller ikke have flasken. Jeg var så bange, fordi hvordan skulle jeg så få mad i ham? Jeg endte med at stå der alene inde i køkkenet med ham og bare skrige sammen med ham. Jeg skriger ikke af ham, men i ren afmagt skriger jeg med ham, fortæller Malene, som blev så forskrækket over sin reaktion, at hun instinktivt ringede til sin mand, som var på arbejde og ikke hørte telefonen.
– Jeg ringede til min mor, men hun var for langt væk til at kunne komme og hjælpe. Så ringede jeg til en sundhedsplejerske. Og inden for fem minutter var hun inde i mit køkken og kom hen til os. Jeg gav ham til hende, og så stod jeg med tårerne trillende ned ad kinderne og fortalte, hvad der var sket. Sundhedsplejersken stoppede mig og sagde, ’Malene, se, han græder ikke mere, og han er helt okay’. Dér i køkkenet blev vi enige om, at hun skulle skrive til min læge, så jeg kunne få en tid, for jeg havde højst sandsynligt en efterfødselsreaktion.
Stor skam
Malene kom til lægen og fik en henvisning til en psykolog, hvor det viste sig, at hun havde fået en fødselsdepression.
– Der var en vis skam forbundet med det. Det føltes jo lidt som noget, jeg kunne have undgået … eller jeg ved det ikke engang. Det var i hvert fald sådan en følelse, jeg havde, at det måtte være min egen skyld, at jeg havde fået det.
Malenes mand fik mulighed for at have nogle faste hjemmearbejdsdage om ugen, mens Malene forsøgte at få det bedre med hjælp fra psykologen.
Annonse
– Men det var svært, for jeg blev mødt af, at det også er hårdt at blive mor-beskrivelsen, hvor jeg tænkte, at det var også rigtigt. Sådan en følelse havde jeg haft hele mit liv – som bare blev stærkere og stærkere, at jeg skulle ikke komme til at sige, at jeg syntes, at det var hårdere end alle andre, for det kunne jo ikke passe. Det var en indgroet følelse af, at alle andre nok tænkte, at nu var det igen svært for mig. Så ville jeg hellere bare helt lade være, fordi jeg havde ikke brug for at få blikket af, at det kunne jeg så heller ikke lige. Så jeg var holdt op med at sige det højt, når noget var svært. Jeg tog en maske på og pakkede følelserne ind. Jeg spillede med på, at det her kunne jeg godt klare.
På den måde kom Malene nogenlunde igennem den sommer, husker hun. Men følelsen af, at hun var mislykket som mor sad dybt i hende.
– Jeg græd rigtigt meget. Jeg var ikke selvmordstruet, men jeg fik sagt mange gange til min mand, at det ville være nemmere for alle andre, hvis jeg ikke var her. Det ville være nemmere for dig, hvis du ikke også skulle tage dig af mig. Du ville kunne være en bedre far for vores søn, hvis du ikke også havde mig, der gik rundt og græd hele tiden. Og det må jo være sindssygt hårdt at høre igen og igen som partner, siger Malene, der ikke husker så meget fra barslen med sin søn.
– Den er meget mudderet for mig. Jeg er meget taknemmelig for min mand. Han trådte virkelig til, og han fik en fantastisk relation til vores søn, fordi han var så meget på ham, og det er jo guld værd.
– Min mand spurgte mig også på et tidspunkt, om jeg ikke skulle tage en overnatning hos mine forældre, så jeg kunne få noget ro på, og han skulle nok klare den derhjemme. Det var fantastisk, at han tilbød det, men jeg havde det samtidig sindssygt dårligt. Hvilken mor bliver glad for at få det tilbud? Jeg kender ingen, der ville sige, at de var glade for at holde en pause fra deres baby. Men det var jeg jo, og jeg følte sådan en skam. Jeg følte, at det sagde noget om min kærlighed til min søn.
– I dag tvivler jeg slet ikke på, at min kærlighed til min søn var øjeblikkelig, men dengang var jeg så bange. Alle mødre og kommende mødre hører jo, at det ikke er sikkert, at man lige nødvendigvis føler den helt store kærlighed til sit barn med det samme. Men for mig kom kærlighedsfølelsen bare slet ikke. Jeg havde et instinktivt behov for at passe på ham og havde svært ved at give slip på ham, men selv efter mange måneder udeblev følelsen. Og det ved jeg nu, at det var, fordi jeg havde en depression og dermed fulgte følelsesløsheden. Men det anede jeg ikke i øjeblikket. Jeg følte mig så ødelagt, fordi jeg ikke kunne føle noget, siger Malene ærligt.
Et øjeblik på potten
Da Malenes søn var 11 måneder gammel, skulle hun tilbage på sit arbejde som sygeplejerske, hvor hun kunne mærke, at de triste tanker begyndte at komme igen. Hun tog til sin læge, hvor hun sagde, at der skulle ske noget, og psykologhjælp var ikke nok.
– Jeg fik udskrevet antidepressiv medicin, primært fordi jeg ikke kunne sove. Og så fandt jeg en status quo i at være okay, men alligevel ikke være okay. Jeg havde det ikke godt, for jeg var konstant under pres, og jeg havde konstant hjertebanken, når jeg skulle på arbejde, og når jeg var derhjemme.
Men der var også glade stunder, og Malene fik en bedre relation til sin søn.
– Jeg kan huske hans første jul, hvor jeg var kommet på antidepressiv, og vi havde en helt fantastisk oplevelse, hvor jeg bare vidste, at jeg kunne godt blive glad igen – sammen med ham. Han sad på potten og begyndte at grine. Jeg kan ikke helt huske, om det var mig eller ham, der begyndte at grine først. Men vi sad bare og kluklo i min svigerforældres stue, mens han sad på potten. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det her kan jeg godt – det var bare et ægte nede fra maven grin sammen med min søn. Og det var en rigtig rar følelse, for jeg fik følelsen af, at jeg elsker ham jo.
Udredt for ADHD
Et par år efter blev Malene gravid igen med en pige. Plukveerne kom hurtigt igen, og Malene var så bange for at få en fødselsdepression igen, så hun fik tilbudt flere jordemodertimer og psykologtimer.
– Jeg blev sygemeldt fire måneder før termin, og jeg ville gøre alt for ikke at få en fødselsdepression igen. Jeg var hos en jordemoder for at tale om amning. Jeg glædede mig til at blive mor igen og til at skulle føde. Og det hele gik godt med fødslen, amningen var også bedre, og hun fik heller ikke kolik.
Men alligevel begyndte hullerne at komme igen, da Malenes datter var tre-fire måneder.
– Det skyldtes nok også, at vi havde et større barn, der krævede noget af mig også. Så jeg begyndte at have følelserne af ikke at være god nok. Og så var alarmklokkerne der. Jeg ville ikke vente på en screening, så jeg gik i familieterapi. Og da jeg havde været der nogle gange, sagde hun, at hun syntes, at jeg skulle opsøge noget terapi kun for mig.
Malene opsøgte en psykoterapeut, og allerede efter et par gange, spurgte hun, om Malene nogensinde var blevet udredt for ADHD.
– Det havde aldrig faldet mig ind, men hun anbefalede nogle lydbøger, jeg kunne prøve at lytte til. Og på vej hjem lyttede jeg til den første halve time af bogen, og jeg græd mig igennem den, for det var et spejl af mig selv.
Malene blev udredt for ADHD forholdsvis hurtigt derefter.
– Det var en kæmpe lettelse, fordi det bekræftede, at den tanke, jeg havde haft, var rigtig. Men samtidig var det også en sorg. Det gjorde ondt at kigge tilbage på rigtig, rigtig mange episoder af mit liv – fra barndommen til moderskabet til alle mulige andre situationer, hvor jeg nu kan se, at jeg ikke havde behøvet at slå mig selv så hårdt i hovedet med, at jeg ikke gjorde det godt nok.
– Jeg har ikke mødt nogen med ADHD, der ikke tænker sådan. ADHD er jo ikke en undskyldning for ikke at kunne gøre tingene, men jeg har heller ikke mødt nogen, der bruger ADHD som en undskyldning. Når jeg kigger tilbage, var der eddermame mange knubs, der ikke havde behøvet at gøre så ondt. Det kan godt være, at jeg stadigvæk havde fået en fødselsdepression. Det kan godt være, at jeg stadig havde haft det svært i folkeskolen. Det kan godt være, at alle de her ting stadig havde været der, men jeg havde ikke behøvet at vende det indad og sige til mig selv, at det var mig, der var noget galt med.
Kvinder med ADHD i større risiko
Lektor ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet og seniorforsker hos Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, Kathrine Bang Madsen, har forsket i ADHD i over 10 år, og hun fortæller, at kvinder med en psykiatrisk diagnose eller neurodiversitet som fx ADHD har en større risiko for at udvikle mentale helbredsproblemer under graviditeten og efter fødslen sammenlignet med kvinder uden en psykiatrisk diagnose.
– De fleste kvinder, der har født, kender til disse maternity-blues-dage i de første dage efter fødslen. Og det er helt naturligt, at man er nede humørmæssigt og græder lidt mere, uden at vide hvorfor, fordi der sker noget i kroppen hormonelt efter en fødsel. Kvinder med ADHD er dog mere disponible over for den hormonelle påvirkning, så de har en større risiko for at de depressive symptomer sætter sig fast og bliver til en egentlig depression.
Et svensk studie har vist, at omkring 30 procent af de undersøgte kvinder med ADHD var i kontakt med psykiatrien eller deres egen læge på grund af angst eller depression i året, efter de havde født. Og det samme billede ses i de danske data, hvor mange flere har depressive symptomer otte uger efter en fødsel, end hvis vi kigger i baggrundspopulationen, forklarer Kathrine Bang Madsen.
– I dag er der desværre ikke nogen, der griber gravide kvinder med ADHD, for der findes ikke nogen specielle tilbud til den gruppe. Det var derfor, at vi sammen med ADHD-foreningen lavede et rådgivningstilbud, fordi der var et hul. Det var et tilbud på forsøgsbasis, men vi kunne se, hvor stor tilslutning der var. Der har virkelig været mange kvinder, som gerne ville være med, og vi har slet ikke kunnet imødekomme den store interesse.
– Noget af det, som vi hørte i disse grupper, var, at mange af kvinderne føler sig forkerte. Der er mange ting, de bekymrer sig om. De bekymrer sig om, de giver ADHD videre til deres barn, om de kan tage ADHD-medicin under graviditeten? Og hvis de gør, hvad gør det så ved deres barn. De bekymrer sig, om de kan holde den struktur og de mestringsstrategier, som de havde, inden de blev gravide. Om de stadigvæk fungerer, når de har født og har fået et lille barn, de skal tage sig af. Så de går med en hel masse bekymringer, samtidig med, at de føler sig forkerte, siger hun og fortsætter:
– Det, vi oplevede i grupperne, var, at de fik en ro ved at kunne spejle sig i andre og ved at høre, at de tanker, de havde, ikke nødvendigvis er typiske for alle, men var helt normale i den her gruppe.
Ifølge Kathrine Bang Madsen kan kvinder med ADHD også være bange for at kontakte sundhedspersonale og sige, at de har ADHD. De har en angst for at få at vide, at de ikke er en god nok mor, eller at de ikke bliver en god nok mor.
– Det kan være svært for dem at være ærlige i mødet med den sundhedsprofessionelle, for det er nogle kvinder, der har slået sig på sådanne møder tidligere, fordi enten har den sundhedsprofessionelle ikke vidst nok om, hvad det vil sige at have ADHD og være gravid, eller også har de tænkt, at de skal være lidt mere obs på, om hun kan passe sit barn. Med det sagt er der også mange dygtige sundhedsprofessionelle, som ved noget om det her.
Kathrine Bang Madsen kæmper derfor for, at der skal laves et fast tilbud til gravide med ADHD, hvor de har mulighed for at dele deres vanskeligheder og bekymringer allerede under graviditeten og ikke først efter de har født.
– Det, vi kunne se i rådgivningstilbuddet, var, at de havde større mod på at fortælle om deres sårbarheder til de sundhedsprofessionelle. Og når de gør det, får de som regel også en bedre og mere kvalificeret behandling.
Tal højt om det svære
Malene fortæller, at det gør ondt at kigge tilbage og tænke på alle de gange, hvor hun har følt sig forkert og er blevet i den tro – hun ville ønske, at hun havde fået hjælp noget før.
– Det er den helt store sorg – også, når jeg tænker tilbage på min søn. For det første skulle jeg have haft hjælp noget før. For det andet havde jeg ikke behøvet at føle mig så forkert. Det skal jo være sådan, at man som mor, nybagt mor eller kommende mor med ADHD skal vide, hvad man har af muligheder, så man kan få hjælp rettidigt og ikke først, når man ligger ned.
– Jeg tror, der går mange rundt, også uden ADHD, men mange, der enten har ADHD eller ikke diagnosticeret ADHD, som har kæmpet sig igennem en fødselsdepression, som de skulle have haft hjælp til. Men de har aldrig fundet ud af, at de havde en fødselsdepression eller bare en efterfødselsreaktion, fordi de har ikke fået det sagt højt. De har været så vant til at kæmpe, at de ikke har opdaget, at de kæmpede hårdere end alle andre. Og når jeg fortæller min historie, møder jeg mange kvinder, der takker mig for at dele, fordi de har troet, at de var alene. De har tænkt, at de er de eneste i hele verden, der har haft det så svært.
Malene understreger, at hun gerne ville have vidst tidligere, at det ikke var hende, som var forkert.
– Jeg har nogle skønne forældre, der har gjort alt, de kunne, ud fra hvad de vidste. De har virkelig kæmpet for mig. Men jeg ville gerne have vidst, at jeg ikke er ligesom alle andre. Jeg er ikke ligesom gennemsnittet. Men at det også er okay, for jeg er ikke alene med ikke at være ligesom gennemsnittet. Og så ville jeg gerne ikke have tvivlet så meget på mine egne evner som mor, som jeg gjorde det første år af min søns liv. Jeg ville ønske, at der var nogen, der havde sagt til mig, at du elsker din søn. Du kan bare ikke mærke det lige nu. Men jeg turde jo ikke sige højt, at jeg var i tvivl om, om jeg elskede mit barn, fordi hvem siger det højt?
Til kvinder, der ved, de har ADHD, som enten er mødre eller er gravide, har Malene en klar opfordring, og det er, at de ikke skal være bange for at sige, at det er svært.
– Lad være med at tøve med at række ud. Og hvis du ikke tør sige det til de sundhedsprofessionelle omkring dig, så sig det til din familie, sig det til din partner.
– Jeg er et helt andet menneske, efter jeg har fået min diagnose, end jeg var før. Jeg hviler så meget mere i mig selv i dag, end jeg gjorde, før jeg fik min diagnose. Og jeg synes selv, at jeg er en rigtig god mor. Og jeg har en skøn relation med mine børn. Jeg har brugt meget tid på at være bange for, at min fødselsdepression påvirkede min søn og vores relation. Og det er da ikke udelukket, at der kommer en reaktion på et tidspunkt. Min pointe er, at jeg har den mest fantastiske relation til min søn i dag, og jeg elsker ham vanvittigt højt. Så det er ikke sådan, at fordi man har haft en skæv start på at blive mor, definerer det én resten af den tid, man er mor.
