”Landmand”-Charlotte: Derfor stoppede flirten med Per
Nu fortæller Charlotte forhistorien med den mystiske bejler, som hendes far har valgt.
Charlotte fik noget af en overraskelse i aftenens afsnit af ”Landmand søger kærlighed”, da det viste sig, at hendes far havde valgt hendes tidligere flirt Per som bejler.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Men hun er ikke i tvivl om, at det var en god overraskelse, og hun siger da også i programmet, at hendes far har set noget rigtigt.
– Min far kendte ikke Per, men jeg ved ikke, om han havde lugtet lunten med, at vi arbejdede samme sted. Og så syntes han, det var praktisk, at han boede lige her i nærheden, fortæller Charlotte om farens valg.
Inden programmet havde Charlottes far joket med, at han havde aftalt med produktionen, at han skulle få lov til at bestemme, hvem hun skulle date - at der faktisk var hold i joken, havde Charlotte på ingen måde gennemskuet.
Derfor brød de begge ud i latter, da de så hinanden efter optagedagen med speeddates.
Efterfølgende har Charlotte fået lov til at læse brevet, og hvis hun selv havde set det, havde hun også udvalgt Per til speeddate.
Datede kort inden optagelserne
I programmet hører man, at Per og Charlotte tidligere har datet, men i virkeligheden er det ikke en flirt, der ligger særlig langt tilbage i forhold til optagelserne, afslører Charlotte.
– Vi havde ikke datet så meget inden, vi havde set hinanden lidt, men i og med jeg skulle være med i ”Landmand søger kærlighed”, havde jeg været lidt tilbageholdende. Så for at give alle en chance, blev det ikke til mere med Per. Så jeg blev jo bare ekstra glad, da jeg så, at det var ham, der kom gående, fortæller Charlotte med et smil.
Per vidste altså godt, at Charlotte skulle deltage i programmet, idet hun havde meldt sig til, da de to begyndte at ses, og at det var derfor, hun sluttede det mellem dem. Charlotte understreger dog, at det ikke var helt så seriøst, som det lyder i programmet.
– Det var jo heller ikke fordi, det var det helt store. Det lyder så voldsomt at sige ”sluttet”, for det var jo ikke et forhold, det var mere, at vi havde været i biografen og sådan nogle ting, forklarer hun.
Da Charlotte til sidst skulle skære to af bejlerne fra, var hun dog ikke i tvivl om, at Per skulle med videre til gruppedaten.