Pressemøde på DR serien "HØST" 2026

Lars Brygmann og Charlotte Fich genforenes i ny serie

25 år efter ”Rejseholdet” er Lars Brygmann og Charlotte Fich genforenet i en nye dramaserie, hvor de spiller et landmandspar.

logo herognu HER&NU HN

For 25 år siden lagde de søndag aften gaderne øde med ”Rejseholdet”. Nu vender Lars Brygmann og Charlotte Fich tilbage i en ny serie i den bedste sendetid.

Som landmandsparret Gorm og Karin må de i ”Høst” navigere i rivaliseringen mellem deres børn, da generationsskiftet på Feldumgaard ripper op i gamle sår.

Artiklen fortsætter under billedet:

Simon Bennebjerg, 36, Katrine Greis-Rosenthal, 41, Lars Brygmann, 69, Charlotte Fich, 65, og Helene Reingaard Neumann, 39, var samlet igen ved pressemødet.

Optagelserne fandt sted på et stort gods ved Præstø på Sydsjælland, og for både Lars og Charlotte føltes det som en dejligt tur tilbage til barn- og ungdommen.

Artiklen fortsætter under videoen:

– I min barndom har jeg været meget på landet, fordi min mors fire søskende boede i Jylland. Hver eneste sommer var jeg på besøg hos min moster og mine fætre i Varde. Vi var altid ude på bondegårde og stak hånden ind i munden på kalve og sådan noget, fortalte Lars Brygmann, der føler, han er vokset op med en forståelse for livet på landet.

– Jeg husker meget duften af hølofter og hoppe ned i høet også. Og sidde på ladet af traktorer, mens de kører hjem med halmballer. Der var ikke noget sikkerhed. Vi passede bare på. Min familie havde ikke selv en gård, men boede tæt på. Jeg husker, der var et meget stort sammenhold, og at man hjalp hinanden. Det var meget dejligt. Jeg har virkelig en forkærlighed for landbrug.

Artiklen fortsætter under billedet:

Skuespillerne måtte lære at køre de store landsbrugsmaskiner til optagelserne.

Charlotte Fichs farmor og farfar var gartnere og havde meget jord i Dragør, da hun var barn.

– De var vegetarer. De var før deres tid. Dengang hed det jo ikke økologisk, de dyrkede det bare, men de brugte ikke kunstgødning. Farfar lavede masser af kompost og havde sine egne bier. De prøvede, hvad man vil kalde biodynamisk i dag, men dengang var det jo bare sund fornuft.

Artiklen fortsætter under billedet:

Brygmann og Fich i deres ikoniske roller som den clairvoyante efterforsker Thomas La Cour og drabschef Ingrid Dahl i ”Rejseholdet”.

At ”Rejseholdet” har haft 25-års jubilæum, kan hverken Brygmann eller Fich forstå. Til gengæld nyder de at trække på den stærke relation, de fik dengang.

– Det er skønt at møde hinanden igen. Vi kan mærke, vi kender hinanden. Vi har jo lavet så meget tv sammen, og vi fik også udviklet en metode at gøre tingene på. Hvor meget skal man som skuespiller blande sig i manuskriptet. Skal vi bare skrive på scenen og snakke med instruktøren. Det har vi også gjort her, lød det fra Charlotte, der ligesom Lars var med i alle 32 episoder af ”Rejseholdet”.

– Der er mange afsnit, jeg kun har set en gang. Det var, da de blev sendt. Der er meget, jeg ikke kan huske, fordi jeg har lavet så meget andet i mellemtiden. Men det var en god tid og dejligt at arbejde med Charlotte igen. Det er dog ikke sådan, at hvert andet ord er en anekdote fra den tid. Men de unge på holdet ville gerne høre noget om det, og hvordan det var at være med. De er jo vokset op med ”Rejseholdet”, sluttede Lars Brygmann.

Serien får en dramatisk start i første afsnit, hvor gårdens ejer, Gorm, på sin 65-års fødselsdag udpeger sin efterfølger.

Ville kæmpe for rollen

I stedet for selv at give dem rollerne bad instruktør og manuskriptforfatter Martin Zandvliet de tre skuspillere Joachim Fjelstrup, Elliott Crosset Hove og Simon Bennebjerg sætte sig ind i et rum og i fællesskab blive enige om, hvem der skulle spille brødrene Erik og Thomas og søsteren Astrids ungdomskæreste, Jens.

– Det var en meget inspirerende start på et samarbejde. Vi gik ind i det rum og blev ret hurtigt enige. Ingen af os er særligt dominerende. Vi er gode venner, fortalte Simon, der dog indrømmede, at han havde ”sat sig” på Thomas forinden.

Artiklen fortsætter under billedet:

Pressemøde på DR serien "HØST" 2026.

– Jeg havde tænkt mig at kæmpe for ham. Det var noget ved ham, der tiltalte mig på et dybere plan. Han undertrykker sine ambitioner og respekterer sin plads i familien.

Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.

Forside med fotos og opsigtsvækkende gule og røde overskrifter
HER&NU-forside uge 41.