Steffen med skarp kritik af "Robinson": Jeg skulle aldrig have tilmeldt mig
Steffen mener ikke, at Mastiff og Viaplay har givet ham den ekspedition, han skrev under på at deltage i.
I dagens afsnit af "Robinson" er det Steffen Bergs tur til at forlade øen. Alle stemmer fra Hold Syd tildeles Steffen, som bliver kritiseret af de andre holdkammerater for at give op.
Den samtale falder ikke i god jord hos ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg, som sender Steffen ud af programmet med en benhård kommentar.
– Du skulle aldrig have tilmeldt dig, og jeg skulle aldrig have taget dig med, siger Jakob ved Steffens exit.
Artiklen fortsætter under videoen.
Den kommentar har Steffen det fint med. Det fortæller han til HER&NU.
– Jakobs kommentar er berettiget. Det vil jeg gerne lægge mig fladt ned og sige. "Robinson" er jo lagt op til 20 deltagere, der tager afsted og vil give alt til ekspeditionen. Det havde jeg også en forudsætning om, jeg gerne ville ud fra de præmisser, der var sat op, men da det ikke var det, så mister jeg lidt, og jeg ender med ikke at ville tilvælge "Robinson" frem for alt, siger Steffen og er enig med Jakob i, at han aldrig skulle have tilmeldt sig.
Smækker gerne med døren
Ifølge Steffen er han ligeglad med, om han smækker med døren på vej ud af "Robinson", for han synes ikke, at produktionen levede op til det, de lovede.
– Jeg tilmeldte mig ikke "Robinson", fordi det var en drengedrøm, for jeg har kun set én sæson, men jeg tilmeldte mig, fordi jeg synes, jeg havde de forudsætninger, der skal til for at vinde. Jeg er konkurrencemenneske uden lige, og det har jeg været hele mit liv. Alt hvad jeg går ind i af konkurrencer, det går jeg ind i med liv og sjæl, for jeg hader at tabe, siger Steffen og kommer med et stort MEN.
– Undervejs synes jeg, at det produkt, som Mastiff og Viaplay har solgt, er ikke det, jeg har købt mig ind på at være en del af. Det var ikke det produkt, jeg fik. De sagde klart og tydeligt, at sikkerheden var i orden, og at der var et kompetent medic team med fra Philippinerne. Jeg synes bare, at da vi kom derned, var sandheden en anden.
Ifølge Steffen var sikkerheden ikke i orden, hvilket han mener, at man så med egne øjne, da fire blev skadet i den ene konkurrence og måtte udgå, men han nævner også allerede en dyst ved landstigning, som var ved at gå galt.
– Jeg var ved at få et 400 kilo stativ i hovedet, og det samme er Sanshiro på modsatte side. Hele lortet vælter. Det lander to meter foran mig, og havde jeg fået det i hovedet, så havde jeg ikke stået her i dag, og vi får ikke så meget som et undskyld, siger Steffen og tilføjer, at sikkerhedschefen bagefter kom over og indrømmede, at konkurrencen ikke var testet grundigt.
Ifølge Steffen bliver syv af de ni konkurrencer, han er med i, stoppet undervejs.
– Om det var farlige fejl eller fejl, men det var ikke gennemtestet. Man kan ikke bilde mig ind, det var gennemtestet, for det var det ikke. Sikkerheden var ringe, slår Steffen fast.
Derudover påpeger Steffen sin egen oplevelse med medic, hvor han fik det skidt og blev fejlbehandlet som et eksempel på, at de lægemæssige forhold ikke var ordentlige.
HER&NU har forelagt Viaplay og produktionen bag "Robinson" Steffens kritik.
– "Robinson Ekspeditionen" produceres af et erfarent hold, som arbejder ud fra et ønske om at skabe gode og trygge rammer for alle deltagere. Sikkerheden er naturligvis højt prioriteret, og alle konkurrencer bliver testet inden brug, siger producent Jakob Skovgaard og tilføjer:
– Vores lægeteam on location arbejder på Robinson- og Survivor -produktioner det meste af året og er ekstremt rutinerede. De har arbejdet med hundredvis af deltagere gennem årene og har fuldt ud styr på, hvordan man behandler deltagere og sørger for, at de er i bedst mulig stand til at gennemføre Ekspeditionen.
Negativ tone
Foruden ringe sikkerhed og dårlig lægebehandling nævner Steffen tonen i ekspeditionen som en af grundende til, at han fortryder sin deltagelse.
– Hold kæft, de snakkede grimt mange af dem. Der var også nogle, der var søde og som forstod, at man kommer længst med gensidig respekt. Langt størstedelen af produktionsfolkene har været søde, men der var nogle, der ikke vidste, hvordan det hang sammen, og det var dem, der har givet mig øgenavne, siger Steffen og sætter ord på, hvad han er blevet kaldt.
– Jeg er blevet kaldt kujon og svans. Sætninger er blevet startet med luk røven og hold kæft. Det tager jeg ikke personligt, men hvad er det for en tone?, spørger Steffen.
Viaplay og producent Jakob Skovgaard har taget Steffens udtalelse omkring den negative tone meget alvorligt.
– Alle deltagere og medarbejdere underskriver Mastiffs/produktionsselskabets Adfærdspolitik, og alle er grundigt briefet på, hvad det indebærer at arbejde på eller deltage i en tv-produktion i 2026. Efter Steffens beskyldninger har vi naturligvis foreholdt den del af holdet, der arbejdede tæt på deltagerne, hvad Steffen beskylder dem for. Der er ikke nogen, der genkender Steffens udlægning af situationen under optagelserne. Steffens beskyldninger mod crewet er langt over stregen og må derfor stå for Steffens egen regning. Vi har fuld tillid til holdet bag "Robinson Ekspeditionen", skriver Jakob Skovgaard til HER&NU.
Ifølge Steffen er det kun Kris, der har bakket op offentligt omkring den negative måde, han er blevet behandlet på. Det gjorde han blandt andet til HER&NU, da han satte ord på sit exit.
Derudover har Jonas kritiseret produktionen for snyd ved sit exit.
– Der er flere, der kan bakke op om min historie, men der er ikke mange, der vil gå ud og sige det, fortæller Steffen.
Alexandra genkender intet
Ifølge Alexandra Søgaard kan hun ikke genkende de ting, som Steffen påpeger som beklagelige. Og hun forstår ikke, hvorfor Steffen og andre har behov for at kritisere produktionen efter deres exit.
– Jeg er sgu lidt skuffet, og jeg synes, det er ærgerligt, at man siger ja til et program, som så mange vil med i, og man så ender med at give op, siger Alexandra og tilføjer:
– Jeg synes, produktionen er meget professionelle. Vi er med i det hårdeste reality-program, og der er nogle retningslinjer, der skal overholdes, og de bliver overholdt, så godt man kan. Jeg ser ikke de ting, som Steffen ser. Jeg synes, det er mega ærgerligt, at man giver op. Jeg ville da også hjem hver dag, men jeg blev der trods smerter i skulderen, fortæller Alexandra, der fik smertestillende morgen og aften.
Alexandra påpeger, at hun ikke har noget imod Steffen personligt.
– Han er en fin fyr, men det er bare ærgerligt, at han ikke gad være der mere.