Camilla af Rosenborg: "Vi har været ved at gå fra hinanden mange gange"

Den store aldersforskel og det fælles firma har tæret på ægteskabet mellem Camilla af Rosenborg og hendes mand, Mikael. Og efter et par ekstra svære år, hvor hun har mistet begge sine forældre, er det tid at gøre status.

– Mikael og jeg har holdt ud i 23 år, men efter, at mine forældre er døde, har jeg det sådan, at jeg ikke længere behøver at bevise noget. I dag skal jeg kun stå til ansvar for mig selv og for mine børn. I alle årene har Camilla arbejdet tæt sammen med sin mand i deres fælles reklamegavefirma, og nu synes hun, at tiden er moden til lidt luftforandring. Både i ægteskabet og i arbejdslivet. Derfor bor hun og Mikael i hver sin ende af deres store hus, og Camilla har fået butik i Nyhavn. Camilla og Mikael har altid været et utraditionelt par. De er begge to lidt... "crazy", hvis Camilla selv skal sige det. Og det bærer hjemmet også temmelig meget præg af. Udefra set er huset et ganske anonymt parcelhus placeret lige ved siden af en benzintank, men i det øjeblik, man træder ind i entreen, "Kvalmegangen", som Camilla og Mikael kalder den, stopper det anonyme og almindelige.

Alle vægge – og loftet med – er tapetseret med udklip og hele sider fra sladderbladene, der handler om dem selv samt venner og bekendte. Og fordi det måske kan give nogle besøgende lyst til at kaste op, hænger der for en sikkerheds skyld nogle flybrækposer, som man kan gribe og benytte. Ude i det store køkken-alrum fanges øjet overalt af mærkelige ting og sager. Hologrambilleder og et helt skab fuld af royale memorabilia er bare et par af indslagene. Lige bag køkkenbordet er en stor, helt grøn repos. Den har bambustapet hele vejen rundt og store, organisk formede puder, man kan flyde i. Reposen er bygget til en to en halv meter høj samuraikriger, der troner i det ene hjørne. Krigeren, en gave fra Kejseren af Japan til Christian X, stammer fra Sorgenfri Slot og er flyttet ind hos Camilla og Mikael, efter at Camilla og hendes to søstre for nylig har tømt slottet efter deres forældres død.

– Mikael syntes ikke, at samuraien skulle stå på samme måde i et "guldhelvede", som den gjorde på Sorgenfri, griner Camilla.

– Så nu står den der i det grønne bambushelvede!

Tydelig aldersforskel
Mikael er 62 år, Camilla er 42. Det er ifølge Camilla en del af forklaringen på de udfordringer, parret har mødt de senere år. Aldersforskellen betyder noget, mener hun, og det står mere og mere klart for hende. Det gjorde den egentlig også, da de to mødte hinanden, men Camilla valgte at se bort fra den.

– I 1991 var jeg på en PR-tur til Cannes og Paris med min mor i forbindelse med, at Air France åbnede en direkte rute til Nice. Mikael var også med på turen – alene – hans kone var blevet hjemme med deres fælles søn. Og ja, så skete det. Jeg var 18 år og tænkte ikke så meget over tingene. Havde jeg været ældre, havde jeg nok tænkt anderledes.

– Mikael var enormt sjov og meget betænksom dengang. Men det var jo et chok for mine forældre. For det første var han 20 år ældre end mig, og for det andet var – og er – han en provokatør. Han er sådan en, der er ligeglad med, hvad folk siger og tænker, han gør, hvad der passer ham. Hvis han vil gå i helt grønt tøj den ene dag og helt rødt tøj den anden, så gør han det, fortæller Camilla.

– Jeg havde ikke nogen kæreste, så jeg kunne da lige så godt have det skægt med ham. Jeg ved ikke, om jeg havde tænkt, at det skulle vare for evigt. Det tror jeg ikke. Vi kyssede nede i Frankrig, men da jeg kom hjem, lagde jeg det bag mig og tog på arbejde. Det var det, tænkte jeg. Jeg var ikke stormende forelsket, og så mærkede jeg da også et pres fra mine forældre og mine venner. Der var faktisk ikke nogen, der syntes, det var en særlig god ide med Mikael. Og selvom jeg næsten ikke vil sige det, så tror jeg, at hvis alle dengang havde sagt: "Skide go' ide", så havde det ikke været os i dag. Jeg tror lidt, at jeg blev trodsig og tænkte, de skal sgu ikke have ret. Jeg gad ikke høre på alle dem, der lige skulle fortælle mig, hvor håbløst det var. Så nu, når vores datter Anastasia på 17 kommer og siger noget, så siger jeg: "Super ide, skat. Det gør du bare. Ja. Det er alle tiders". Det er et trick! Camilla slår en høj latter op.

– Min mor opdagede det med det samme, for vi delte værelse i Frankrig, og hun kunne jo se, at jeg udeblev. Men jeg tror, hun tænkte det samme som mig, nemlig, at det nok ville gå over. Min far blev rasende. Jeg tror ikke, han talte særligt meget med Mikael i starten. Men Mikael endte med at blive hans darling, og det var ham, der skrev og holdt båretalen til min fars begravelse.

– Da vi var tilbage i Danmark blev Mikael ved med at sende mig gaver, og han faxede til mig fra sit arbejde og spurgte, om jeg ikke lige kunne ringe til ham inden kl. 17 og den slags. Jeg tænkte, okay, det lyder godt nok hemmeligt det her. Det var noget rod, men jeg kunne ikke lade være med at mødes med ham, for jeg blev draget af al den spænding, tror jeg. Det endte med, at Mikael gik fra sin kone ret kort tid efter, og så flyttede vi sammen.

Ægteskabets prøvelser
– Dengang følte jeg egentlig ikke aldersforskellen, men folk kunne jo se den, og Mikael er blevet kaldt min far mange gange. Det måtte vi bare finde os i. Mikael lavede selv grin med det, når vi skulle besøge mine veninder. Skulle han sætte sig ind i stuen til forældrene, eller skulle han sætte sig sammen med os andre, ha, ha. Selvom der kan fortælles mange sjove historier om den store aldersforskel, lægger Camilla ikke skjul på, at den også er et problem.

– Vi har da været ved at gå fra hinanden mange gange. Det her ægteskab har haft sine prøvelser. Folk, der siger, at aldersforskel ikke betyder noget, de lyver. Aldersforskel betyder noget! Det er min konklusion. Og der er ikke nogen, der er lykkelige hver dag efter så mange år. Der er opture og nedture, der er gode dage og dårlige dage. Når folk skriver på Facebook, at de er evigt lykkelige så tænker jeg, hold da kæft, hvor er det løgn. Folk viser sig frem som sådan nogle marengsfamilier, men jeg tror ikke på det. Alle skændes bag den lukkede dør. Der bliver kastet med tingene, og børnene tisser på gulvet! Der sker ting, som andre ikke har kendskab til, og det gør der selvfølgelig også her hos os.

Hvad gør I for at holde sammen på det hele?
– Ja, nogle gange er Mikael deroppe.Hun peger ud på det store hus i haven, som Mikael somme tider trækker sig tilbage til.

– Og så er vores hus heldigvis stort, 500 kvadratmeter, så i perioder bor Mikael i den anden fløj af huset, mens jeg bor her med børnene. Men vi spiser altid sammen, det er jo mig, der laver mad her i huset, og så kommer Mikael luntende. Mikael og jeg har både boet og arbejdet sammen i alle årene, det slider på et forhold. I andre går jo på arbejde og kommer hjem til jeres mænd, men vi er sammen hele tiden. Så på en måde føles det, som om vi har kendt hinanden i 46 år i stedet for 23.

Mistede forældrene på en gang
De seneste par år har slidt yderligere på forholdet, fordi Camilla har mistet sine elskede forældre med kort tids mellemrum. Hendes far, der tidligere havde haft halskræft, døde den 21. maj 2013 af en kræftsvulst på størrelse med en tennisbold under ribbenene. Og hendes mor, der tidligere havde haft brystkræft, døde den 2. januar 2014 af halskræft.

– Det var nogle rigtigt, rigtigt hårde måneder for mine søstre og mig. Jeg havde ikke klippet navlestrengen til mine forældre – det var der ingen af os tre, der havde. Vi var meget glade for vores forældre, og vi besøgte dem på hospitalet og hospicet så meget, som vi overhovedet kunne, samtidig med, at vi skulle have vores eget liv med mænd, børn og arbejde til at hænge sammen.

– Min mor har altid sagt, at hun og min far ville gå i graven sammen, så i det øjeblik han døde, gav hun op. Der gad hun ikke mere. Min mor var en diva, og hun kunne ikke forene sig med at være så syg. Da min far døde, tror jeg bare, at hun fik dagene til at hænge sammen, hun blev aldrig glad. Jeg hørte hende ikke grine igen, faktisk. Jeg så hende smile juleaften, men det var sådan et "når det nu ikke kan være anderledes"-smil. Og så døde hun ugen efter. Camilla får tårer i øjnene og må holde en lille pause.

– Det har virkelig været forfærdeligt. Jeg tror ikke, at ret mange er klar over, hvor forfærdeligt det er at miste to forældre på en gang...

– Vi fik stor hjælp af hoffet til begge begravelserne, og selvom min mors begravelse ikke var officiel, flagede de på halv på Amalienborg, hvilket var meget smukt. Min mors begravelse var meget hård, for det var de samme mennesker, der kom, som havde været til min fars begravelse, men vi havde ikke set dem i den mellemliggende periode. Så da vi tre piger stod linet op på samme måde, som til vores fars begravelse tænkte vi, det er bare for meget, det her – de andre græd mere, end vi gjorde. Jeg tror, at de havde ondt af os, fordi vi havde været så meget igennem, men måske havde de det også svært med, at de ikke havde set os siden min fars begravelse. Alle havde sagt, I ringer bare, men det var minimalt, hvad vi havde hørt fra folk.

Har du følt dig svigtet?
– Lidt. Jeg følte et svigt fra nogle nære venner, som jeg måske havde ventet havde ringet til mig efter dødsfaldene og begravelserne. Jeg havde nok regnet med, at der ville være lidt mere omsorg, end der har været, men sådan er det. Jeg ved ikke, om folk får en eller anden angst for at kontakte én. Måske kan de ikke lide, at den glade Camilla nu er den triste Camilla. Jeg tror ikke, at det er personligt, det er nok mere noget med, at folk holder sig lidt på afstand, når der er alvorlig sygdom og død.

Hvad er det sværeste ved at miste sine forældre?
– Jeg har mistet det der holdepunkt. Mine forældre elskede mig ubetinget. Det var ligegyldigt, hvad jeg gjorde, så var det vidunderligt – næsten, ha, ha.

– Sådan er det jo med forældre. Jeg synes, det er blevet tomt uden dem. Jeg talte med min mor hver dag, jeg savner de opringninger. Og jeg fortryder de opringninger, hvor jeg sagde: "Hvad vil du nu?" Min mor havde telefonitis, hun ringede tit, mens jeg sad midt i arbejdet, og så havde jeg ikke altid tid.

Tømte sine forældres slot
Efter begravelserne har Camilla og hendes to søs-tre skullet samarbejde om at få tømt Sorgenfri Slot. Det har også været en hård proces.

– Jeg husker tydeligt, da vi første gang sad på Sorgenfri, og de var væk. Stemningen var væk. Det hele var væk. Min mor gik så meget op i indretning af hjemmet, og så skulle vi bryde det hele op. Det var forfærdeligt. Vi skulle ødelægge deres hjem. Inden min mor døde, havde jeg nået at spørge hende, hvad vi skulle gøre med alle møblerne. Og hun svarede: "Sælg det, og køb noget godt til jer selv". Og jeg har lige købt en ny bil. Den bestilte jeg for fire måneder siden, så nu kan jeg tænke på dem, når jeg kører i den.

– Mine søstre og jeg er meget tætte, og det har været dejligt at opleve, at vi har kunnet dele boet uden at blive uvenner. Vi er enige om, at det er godt, man ikke er enebarn, for så ville man ikke have nogen at dele sine historier om barndommen med. Vi grinede rigtigt meget, da vi tømte Sorgenfri – og vi tudede meget. Vi blev også uenige undervejs, men kun kort. Vi har alle tre vores mors sind. Vi farer op, smækker med døren og ringer op bagefter og siger: "Nå, hva' så?" Vi er aldrig uvenner i mere end fem minutter, og jeg tror heller aldrig, at vi bliver det.

– Det lykkedes os at blive færdige med at tømme Sorgenfri og aflevere nøglerne den 31. juli 2014. Jeg tudede, da jeg afleverede de nøgler. Derefter kom der en ro over mig, og jeg begyndte igen at gå ud med mine venner og i det hele taget se folk. Det havde jeg slet ikke haft lyst eller overskud til før. Jeg havde brugt al min energi på at overleve og på min nye forretning.

Friskt pust i parforholdet
Den nye forretning, Camilla taler om, er den lille butik Z-ways i Nyhavn 42, hvor hun udlejer segways til turister og andre, der har lyst til en tur på to hjul rundt i København.

– Jeg havde brug for at komme væk hjemmefra og skabe mit eget. Vores andet firma, Idéfabrikken, har på en eller anden måde altid været mest Mikaels, selvom jeg har arbejdet lige så meget med det og i dag er den, der driver det. Det var vigtigt for mig at få den butik, hvor jeg selv kan skabe min egen arbejdsplads et stenkast fra Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor to af vores sønner går. Jeg elsker at være der, og det har været en god måde at komme videre på efter mine forældres død. Det har også været et frisk pust i Mikaels og mit forhold, som ellers har været svært igennem hele forløbet med mine forældre.

Hvordan har det ændret dig, at du har mistet dine forældre?
– Jeg behøver ikke stå til ansvar over for dem mere. Der er ikke længere nogen, der skal prøve at fortælle mig, hvad jeg skal eller ikke skal. Nu er det mig, der er den ældste. Det er mig, der bestemmer. Jeg tror, at jeg har fået det sådan: Nok er nok. Og måske er det tid for mig til også at vise, hvem jeg er. Mikael var så meget ældre end mig, dengang vi mødte hinanden, og derfor var han naturligt nok mere dominerende, end jeg var. Han lagde kortene for, hvordan det hele skulle være. Nu, hvor jeg er blevet voksen, stopper jeg op og tænker: Hvem siger egentlig, at det skal være sådan? Der er mange issues ved en stor aldersforskel, og jeg tror, at hvis vi vælger at gå fra hinanden på et tidspunkt, så vil det helt klart have noget med aldersforskellen at gøre.

LÆS OGSÅ: Víbeke Windeløv: "Det værste ved at blive ældre er jo, at man ikke har hele livet foran sig"

LÆS OGSÅ: Jeppe Nybroe: Det har været rørende at møde så meget kærlighed

LÆS OGSÅ: Birthe Neumann efter depressionen: "pludseligt havde alting farver igen"