Sy selv: Fin sommerbluse fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Sy selv: Fin sommerbluse

En let og luftig bluse er uundværlig i sommergarderoben. Her får du mønster og beskrivelse til en bluse syet i bomuld med små fine læg, bindebånd i taljen og korte, behagelige ærmer.

Af: Inga Andersen Foto: Thomas Hergaard
03. jun. 2013 | Håndarbejde | Hjemmet

Hvid sommerbluse

Størrelse:
40/42

Materialer:
2,25 m hvidt bomuld med små vævede prikker (dessnr. 550042) i 110 cm’s bredde samt 9 små hvide knapper. Fra Stof & Stil, tlf. 70 22 21 21.

Sytips:
Der sys med en trykfodsbredde, og sømmene siksakkes efterhånden. Ærmesømmene
kan sys som en fransk søm, så sømmene er pæne både på ret- og vrangside.

Fremgangsmåde:
Tegn mønsteret op i hel størrelse (mål, om det passer) og klip delene ud i stof.



Klip desuden: 2 stk. til krave hver på 5 x 60 cm, 1 stk. til taljestykke på 6 x 160 cm (kan evt. øges sammen af kortere stykker), 2 bindebånd (taljen) hver på 5 x 70 cm og 2 bånd til ærmerne hver på 8 x 32 cm. Mål og marker 36 cm ned fra halsudskæringen mod taljen på begge forstykker. Mål 8 cm ind fra midt for og læg det første af 4 lodrette læg (fra halsudskæringen og ned til markeringen), som hver er 1 cm dybe. Afstanden mellem læggene er 1 cm. Kantstik læggenes forkanter og bund 2 mm fra kanten.

Pres læggene mod sidesømmene. Sy skuldersømmene, sidesømmene og ærmesømmene ret mod ret. Sy kravedelene sammen ret mod ret, vend retsiden ud og kantstik 2 mm fra sømmen. Sy kraven på ret mod ret, idet forkanterne bukkes 3 cm mod vrangsiden og således at læggene sidder pænt ved sammensyningen. Læg en 1 cm bred dobbelt søm forneden på blusen og sy den op.

Sy en stikning ned langs forkanten 1 cm inde. Fold og sy bindebåndene til taljen og båndene til ærmerne på den lange led. Vend retsiden ud og sy over enderne. Sy ærmerne i, samtidig med at et ærmebånd sys med på vrangsiden i sømmen ved skulderen. Sy et knaphul i båndets anden ende.

Siksak ærmernes nederste kant. Find midten af taljestykket, mål 1 ½ cm ud til hver side og sy et lodret knaphul på hver side af midten (til bindebånd) Buk 1 cm sømrum om på taljestykkets lange sider og sy det fast på blusen, så det dækker afslutningen af forstykkernes læg.

Træk et bindebånd igennem hvert knaphul og hold enderne af båndet fast med en lodret stikning syet på taljestykkerne 10 cm fra forkanterne. Buk taljestykkets forkanter ind på vrangen og kantstik, så de flugter med forkanten. Båndene kan bindes midt bag. Sy en knap fast ved skuldersømmen, hvor ærmet er syet i.

Lav opslag på ærmerne. Opslaget holdes på plads med stroppen, som knappes omkring opslaget. Sy med 7 cm's indbyrdes afstand knapper og tilsvarende knaphuller på forstykkerne.





Hjemmet 2010 nr 23 s. 127