'
AWARE by VERO MODA og bæredygtighed
Foto: Frederik Lentz Andersen
Eurowoman

AWARE by VERO MODA og bæredygtighed

Camilla Bundgaard Thomsen: "Man kan ikke lave noget, der er 100 % bæredygtigt, det ville være at rende nøgen rundt"

Camilla Bundgaard Thomsen er indkøbs- og designansvarlig for AWARE by VERO MODA, der er den nye bæredygtige kollektion fra BESTSELLER.

Af Jakob D. Lund 18.maj.2017 Mode

Artiklen er et del af Euroman og Eurowomans magasin, der er lavet for at hylde Aarhus. Magasinet er sponsoreret af Bestseller.

Hvad skal AWARE by VERO MODA-kollektionen gøre for BESTSELLER? Og, hvordan undgår man, at bæredygtighed bliver en tom floskel? Vi spurgte Camilla Bundgaard Thomsen.

LÆS OGSÅ: Interiørdesigner Nina Sonnerup Nygaard: “Her skal du investere, her skal du spare”

Vi hører meget om bæredygtighed for tiden. Hvordan tænker I bæredygtighed ind i jeres produkter?

Jeg står bag en kollektion under VERO MODA-brandet, der hedder AWARE. Den produktion er mere bæredygtig end vores andre kollektioner. Man kan ikke lave noget, der er 100 % bæredygtigt, det ville være at rende nøgen rundt. Derfor siger vi, at noget er mere bæredygtigt. Når man vælger noget, der er mere bæredygtigt, svarer det til, at man vælger den økologiske agurk frem for den konventionelle, når man handler ind.

Så AWARE er …?

En ny kollektion, hvor vi tilbyder vores kunder et alternativ, som er mere bæredygtigt og med minimal negativ påvirkning af miljøet. Det vil sige, at det eksempelvis indeholder økologisk bomuld og genbrugsfibre såsom recycled polyester. Det er en række produkter, som gerne skulle få en lang levetid i klædeskabet. De er designet med en stram linje, som er meget ren, men har et touch af tidens trend. Et AWARE-produkt kunne eksempelvis være den top, man vælger, når man skal i byen en fredag aften og skal have noget på, der passer sammen med de andre ting, man køber ved siden af.

Hvorfor laver I sådan en kollektion?

Efterhånden er det gået op for os alle sammen, at vi er nødt til at gøre noget og tage et ansvar. Når vi vælger bil, køber mad eller shopper tøj, er vi nødt til at tænke over, at vores ressourcer ikke varer evigt.

Hvordan reagerer forbrugerne?

Der er en stigende efterspørgsel og interesse for mere bæredygtigt tøj, og der er ved at ske en holdningsændring i forhold til det gamle stigma om, at bæredygtigt er ordinært og kedeligt. Forbrugere er i dag mere bevidste om deres valg. Men det er også noget, der tager tid. De økologiske fødevarer har været længe om at finde vej til indkøbskurvene. Bl.a. fordi produkterne var dyrere. Det parameter prøver vi at fjerne med AWARE-kollektionen, så den bliver prissat på samme niveau som de andre kollektioner.

Hvorfor skilter I overhovedet med bæredygtighed? Er det ikke bare sådan, det skal være?

Samme tankegang har jeg også haft. Men lige nu er der endnu ikke mange metervareleverandører ude i verden, der tilbyder det. Der er ikke adgang til uanede mængder af mere bæredygtige materialer. Det tager også tid at omlægge produktionen for dem.

Hvordan undgår man, at bæredygtighed bliver en kliché? Det er allerede en lidt slidt term...

Synes du det? Jeg har en anden tilgang. Jeg oplever en enorm imødekommenhed over for bæredygtige tiltag. I Aarhus sker der fx en hel masse. I den nye bydel på havnen, Aarhus Ø, kan man gratis få sin egen køkkenhave i form af pallekasser og dyrke sine egne grøntsager. Der er re-use, hvor man kan bytte sig til nye møbler, og mange andre spændende tiltag. Bæredygtighed er bestemt ikke en døgnflue.

Hvad er din personlige tilgang til det at arbejde med bæredygtige koncepter?

Min morfar sagde altid: ’Luk døren, sluk lyset, og skru ned for varmen.’ Det er vel til at finde ud af. Jeg prøver så vidt muligt at tænke bæredygtighed ind i min dagligdag. I BESTSELLER er bæredygtighed en del af vores værdier, og vi ønsker en bæredygtig tankegang i designfasen, i produktionen og helt ud til brugsfasen hos forbrugerne. Vi har også fem SOS Børnebyer i Indien, hvor vi støtter lokalbefolkningen, og i Aarhus støtter vi fx NorthSide-festivalen, som har et bæredygtigt koncept.

Hvad vil I gerne opnå med AWARE-kollektionen?

Jeg håber egentlig bare, at folk ser tøjet og tænker, at det er fedt, og køber det. Så er det added value, at det også er mere bæredygtigt.

Camillas tre favoritsteder i Aarhus

NO 24 i Graven: Lille hyggelig bager, grundlagt af to autodidakte passionister. De har noget, de kalder en kanelting. Verdens bedste kanelsnegl uden sammenligning.

Great Coffee i Klostergade: Her får jeg en dobbeltshot latte, når jeg oser. De er ikke et alt-muligt-andet-sted. Man skal ikke altid forvirre konceptet ved at være en masse andet end bare en god kaffebar.

Marselisborg-skoven: Jeg har en løberute i Marselisborg-skoven langs kanten helt ude ved skrænten, ud til Varna Palæet og hjem igen. Der er en lysning i skoven, som har en fantastisk udsigt over den smukke Aarhus-bugt.


Henter...