Vicky Maria Fogel.

Vicky har godt trick til hurtig glød: ”De får mig til at se frisk ud – også når jeg har lidt for travlt”

Butiksejer Vicky Maria Fogel bruger stort set ingen makeup, men har altid en rød læbestift til særlige lejligheder. Hun elsker at sove, til hun vågner, havbade, gode cremer og den frihed, der følger med at have store børn og god tid til venner, kæresteliv og hverdagens gode rutiner.

ALT for damerne logo

Min morgenrutine består af … at jeg sover, til jeg vågner af mig selv. Jeg bruger kun vækkeur, hvis jeg har et tidligt møde – det føler jeg mig meget heldig med. 

Når jeg har god tid, drikker jeg min morgenkaffe i sengen og ser nyheder. Er vejret godt, tager jeg en svømmetur i Charlottenlund Søbad. Efter havbadet sætter jeg håret op med en Honey-elastik og plejer huden med face mist og face oil, som også begge er fra Honey. 

Jeg afslutter med min deodorant-stick fra Corpus med duft af neroli, appelsin, bergamot og ambrettefrø. I de perioder, hvor jeg opholder mig meget i solen, bruger jeg solcreme fra det koreanske mærke Hyeja.

Vegan Bamboo Peptides Barrier Sunscreen, Hyeja, 285 kr.
Behagelig solcreme: Det er stadig lidt nyt for mig at bruge solcreme året rundt, men denne her føles behagelig på huden. Vegan Bamboo Peptides Barrier Sunscreen, Hyeja, 285 kr.

At pleje min hud betyder for mig … at spise sundt, drikke vand og have det godt. Min rutine er enkel: vand, face mist, olie og indimellem Mantle Hydro Pads for ekstra glow og let eksfoliering. Om aftenen bruger jeg The Miracle Mask fra Mantle, når min hud trænger til lidt ekstra fugt.

Min makeuprutine er … ikke eksisterende. Jeg bruger sjældent makeup, da jeg aldrig rigtig kom i gang med det. I stedet får jeg farvet mine bryn og vipper, så jeg slipper for at tænke på det i hverdagen. 

Til særlige lejligheder tager jeg gerne en klassisk rød læbestift på.

Rouge Allure - Luminous Intense Lip Colour i farven 99 Pirate, Chanel, 425 kr.
Den sikre klassiker: Rød læbestift fra Chanel har jeg altid i min taske. Den er klassisk og tidløs til særlige lejligheder. Rouge Allure - Luminous Intense Lip Colour i farven 99 Pirate, Chanel, 425 kr.

Jeg plejer mit hår med … Mantle The Dream Hair Mask, som virkelig fugter. Tit skyller jeg blot masken ud uden at vaske håret, hvilket giver et lidt fedtet, stylet look, som jeg virkelig godt kan lide.

Hvis jeg kunne sige en ting til mine medsøstre, ville det være … less is more – det er måske en kliché, men det er det jo blevet af en grund. Udtrykket rummer en stor sandhed.

Den bedste duft for mig er … duften ved søbadet, fordi den vækker gode minder – hvis man kunne putte den på flaske, ville jeg være lykkelig. Og ellers er jeg glad for Gaiac Flower fra Non-Fiction.

Når jeg skal have smilet frem, lytter jeg til … 'Something Good Can Work' af Two Door Cinema Club.

Omega-3 O3, Puori, 330 kr.
Tilskud til den indre skønhed: Jeg tager dagligt fiskeolie og kollagen fra Puori – om det virker, ved jeg ikke, men det kan ikke skade, og jeg tror på, at skønhed starter indefra. Omega-3 O3, Puori, 330 kr.

Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden er … en Vicks mentol-næsestick til lige at åbne næsen.

Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være … "Elsk dig selv mere og hvil i dig selv". Hvis jeg vidste det, jeg ved nu, ville jeg sige: Du er smuk, også selvom du ikke ligner alle andre.

Hydro Pads, Mantle, 430 kr.
Den lille opkvikker: Disse pads giver hurtigt masser af glød til huden og får mig til at se frisk ud – også når jeg har lidt for travlt. Hydro Pads, Mantle, 430 kr.

Luksus for mig er … lufttørret, rent sengetøj, et langt bad med fugtmaske og så ind i en ren seng. Intet føles mere vidunderligt.

Nutidens skønhedsideal er … mere varieret end før. Jeg synes, unge kvinder er blevet bedre til at navigere i det og finde glæde ved sig selv.

Det sted, jeg er i livet netop nu, er … mere frit, end jeg har oplevet i lang tid. Mine børn er store nu, jeg har en sød kæreste og en etableret forretning. Det har alt sammen givet mig en ny frihed i livet – og jeg kan endda sove uden vækkeur.

Det her Insta-billede er smukt for mig, fordi … det er taget på Hotel Amour i Paris, hvor jeg altid bor på indkøbsture med mit team fra Leah Maria og Ellevetotre. Jeg har været der så ofte, at det næsten føles som hjemme.
Det her Insta-billede er smukt for mig, fordi … det er taget på Hotel Amour i Paris, hvor jeg altid bor på indkøbsture med mit team fra Leah Maria og Ellevetotre. Jeg har været der så ofte, at det næsten føles som hjemme.

Jeg føler mig smukkest, når … jeg har dyrket motion og mærker det kick, det giver mig. Jeg går gerne på hold i motionscenteret for variationens skyld. I kombination med søvn og sund mad giver det mig følelsen af at have det godt i mig selv.

Face Oil, Honey, 520 kr.
Hverdagsfavorit: Face Oil, Honey, 520 kr.

Hvis jeg kunne gøre en ting mere i 2026, ville det være … at se mine venner noget mere. Man kan virkelig ikke se sine venner for meget.

Om Vicky Maria Fogel, 51 år

  • Indehaver af luksus-multibrandbutikken Leah Maria, som hun har drevet siden 2008, og aktuel med den nyåbnede herretøjsbutik Ellevetotre. 
  • Mor til datteren Leah Maria og sønnen Sylvester, og kæreste med Mads.