Samuel savnede én kvinde ved bordet: Turde ikke håbe på det
Da Ida Lindevang ikke satte sig ved bordet, mærkede Samuel skuffelsen. Hvad, han ikke vidste, var, at hun også havde et godt øje til den 22-årige djurslænding.
Morgenmaden var uden tvivl en nervepirrende seance for mændene i "Kærlighed hvor kragerne vender". For her fik mændene et ærligt indblik i, hvor kvindernes interesse lå.
– Jeg frygtede morgenmaden, fordi jeg har set de tidligere sæsoner, og frygten for at sidde alene ved bordet var lammende. Men pigerne blev bare siddende, og der kom kun flere til, siger Samuel, hvis selvtillid fik et boost af oplevelsen.
Der var dog én af kvinderne, som Samuel savnede ved bordet, medgiver han i programmet. Ida Lindevang valgte at sætte sig ved Marcus' bord som det første, og her mærkede østjyden skuffelsen, forklarer han til HER&NU.
– Ida er en af dem, man først lægger mærke til på grund af hendes gode udstråling og smil. Det er ikke, fordi jeg italesætter det i episode ét, men fra starten af tænkte jeg, at hun var der for Marcus. Hun er 25, Marcus er 26, og jeg er 22, forklarer Samuel.
Ida Lindevang tilmeldte sig "Kærlighed hvor kragerne vender" på grund af Samuel.Anders Brohus
Hvad, Samuel ikke vidste, var, at Ida faktisk tilmeldte sig programmet på grund af ham.
– Det havde slet ikke strejfet mig. Det var ikke, fordi aldersspændet gjorde noget for mig. Jeg fik også fortalt på daten med Nanna, at der er ni år mellem mine forældre. Men realistisk set var det ikke noget, jeg turde håbe på, for Ida var én, jeg gerne ville snakke mere med, siger Samuel om situationen.
Da Samuel så første episode af programmet, kunne han dog godt se, at der var en interesse fra Idas side.
Annonce
– Vi fik jo at vide, "at kvinderne er kommet for jer", men man tror ikke helt på, at de er kommet for en. Du kommer helt ud i et mærkeligt headspace, selvom jeg godt kan se nu, at det var helt tydeligt, slår han fast.
Du kan se, hvordan det går alle deltagerne i "Kærlighed hvor kragerne vender" allerede nu på TV 2 PLAY eller på TV 2 klokken 20.00 den 2. februar.