Dronning Mary besøger Holbæk Sygehus i januar 2026.
NYMANN, BO
Dronning Mary giver stor donation til børn med særlige behov
Med dronning Mary i spidsen støtter Mary Fonden håndboldfællesskabet LykkeLiga med 300.000 kroner, så endnu flere børn med funktionsnedsættelser kan få adgang til fællesskab, sport og tryghed – også uden for Danmarks grænser.
Håndbold,
highfives og fællesskab. For mange børn er det en selvfølge. Men for børn med
funktionsnedsættelser har det langt fra altid været muligt at være en del af
holdet.
Det vil Dronning Mary gerne være med til at ændre.
LÆS OGSÅ: Emil Bergholt er blevet far
Som formand
for Mary Fonden har hun nu besluttet at tildele fondens særlige donation på 300.000
kroner til LykkeLiga – håndboldfælleskabet for børn og unge med
funktionsnedsættelser.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Pengene skal
blandt andet være med til at styrke LykkeLigas arbejde internationalt, så endnu
flere børn kan få adgang til et trygt og inkluderende fællesskab.
Historien om
LykkeLiga begyndte i 2016 med et enkelt, men stærkt spørgsmål:
“Hvorfor
må jeg ikke gå til håndbold?”
Spørgsmålet
kom fra syvårige Magda, der har Downs syndrom. Hendes forældre havde ikke noget
godt svar. Derfor tog Magdas mor, tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen,
sagen i egen hånd og startede et håndboldhold for børn med
funktionsnedsættelser.
Opbakningen
var overvældende. Til den første træning mødte 20 børn op. I dag spiller
omkring 1.500 børn og unge på 80 hold i Danmark – og LykkeLiga er også
etableret i Grønland, på Færøerne og i Tyskland. Interessen vokser desuden i
blandt andet Norge, Kroatien og Sydkorea.
Netop
fællesskabet er kernen i projektet – og årsagen til, at Mary Fonden har valgt
at sende deres støtte.
– At se børn i alle aldre uanset udfordringer med de største smil løbe rundt på en håndboldbane og drible eller uddele highfives understreger, hvor meget det betyder at føle sig som en del af et fællesskab. Og det er præcis det, LykkeLiga kan, siger Mary fondens direktør, Helle Østergaard.
Hun peger
på, at LykkeLiga og Mary Fonden deler samme grundtanke: at alle har noget
positivt at bidrage med.
Hos
LykkeLiga vækker den kongelige opbakning både stolthed og ambitioner.
– Vi synes jo, at alle børn skal opleve at være en del af et hold. At mærke lykken ved fællesskab. Det gælder naturligvis også for børn med funktionsnedsættelser. Vi er enormt stolte og beærede over, at Mary Fonden anerkender vores arbejde med at skabe lykke. Og så glæder vi os over, at vi nu får ressourcer til at se ud over Danmarks grænser,
siger stifter Rikke Nielsen.
Ud over
pengene bidrager Mary Fonden også med sparring og erfaring i at udbrede sociale
indsatser internationalt – blandt andet fra arbejdet med antimobbe-programmet ”Fri
for Mobberi”.
Mary Fondens
særlige donation er tidligere blandt andet gået til:
- Tusaannga, Grønlands rådgivningstelefon til børn og unge (300.000 kr.)
- Offsides Sociale Haver (300.000 kr.)
- Børns Vilkårs arbejde med børnetelefon for ukrainske børn (300.000 kr.)
- Dansk Folkehjælp, Julehjælp til økonomisk trængte familier (300.000 kr.)
- UNALA, der arbejder med reproduktiv sundhed blandt unge i Indonesien (50.000 USD)
- Krisecenter for kvinder i Kabul (50.000 USD)
- Bydelsmødre, Fonden for Socialt Ansvar (250.000 kr.)
- Dansk Flygtningehjælps arbejde i nærområderne (250.000 kr.)
- Women Deliver-stipendiater til 14 unge ledere (250.000 kr.)
- Brothers For Life, Sydafrika (250.000 kr.)
- Fórum Mulher, Mozambique (250.000 kr.)
- Orchid Project (50.000 kr.), ”Afrika Nu”-indsamlingen (200.000 kr.)
- Maternity Worldwide, Etiopien (250.000 kr.)