Redaktionen på bootcamp: Livsforandrende yoga
SPONSORERET indhold

"Fysisk mærker jeg langt større smidighed og bedre føling med min krop og mit åndedræt"

26 stillinger og 30 dages bikramyoga i en 40 grader varm sal. Eurowomans redaktionschef Mette Størum Krogh fik en svedig start på foråret.

03. jun. 2015 | Sundhed | Eurowoman

Solen og sommeren er lige om hjørnet, og tænker du "åh nej" frem for "juhu", fordi det også betyder, at du skal hoppe i badetøj og petite sommerkjoler, er det måske tid til at gøre noget ved sagen. Redaktionen har testet fem træningsforløb,der kan sparke motivationen og den gode form i gang.

Forløbet
"Give me 30 days and I'll change your body, give me 60 days and I'll change your life," står der tillokkende på Bikram Yoga Copenhagens hjemmeside. Ordene er Bikram Choudhurys, manden bag den i alle henseender hotte motionsform, der har fået selv de mest forfængelige til at storsvede side om side med andre yogier i en tætpakket sal. I 40 graders varme, vel at mærke. Og selv om jeg egentlig er meget godt tilfreds med begge dele, tænker jeg, at man altid kan trænge til en opstramning.

Jeg har ikke halvanden time at give om dagen hver eneste dag i 30 dage plus transport- og badetid, så jeg aftaler med Trine Zafina Søndergaard, der er leder og stifter af centret, at jeg begrænser mig til tre til fem gange om ugen for at få det hele til at gå op i en forhåbentlig højere enhed og mening.

"Det vigtigste er, at du lytter til dig selv," siger hun og giver mig øjeblikkelig bedre samvittighed. Så det gør jeg. Og kommer ikke op til nær så mange af de tidlige morgenklasser, som jeg havde tænkt som en energisk og overskudsagtig start på dagen. Fordi det stadig er mørkt udenfor kl. 05.30, hvor jeg skal stå op, hvis jeg skal nå at sidde i lotusstilling og være i zen på yogamåtten kl. 06.30 og møde på redaktionen kl. 9. Men eftermiddags- og aftenklasserne er gode at falde til ro på efter en lang arbejdsdag, selv om salen ofte når kogepunktet sidst på dagen. Og i weekenden er der frit valg. Jeg har dyrket hot yoga før, så er vant til varmen. Og ved, hvor vigtigt det er at hydrere kroppen før, under og efter praksis. Men jeg har ikke prøvet bikram og kender derfor ikke alle stillingerne på forhånd.

Man skal igennem 26 hatha yogastillinger og to åndedrætsøvelser på de 90 minutter, en klasse varer, ledet af en certificeret bikram-instruktør. Seancen udstrækker systematisk alle dele af kroppen, dvs. organer, blodårer, led og muskler, og stimulerer den, så man opnår maksimal sundhed og funktionsevne og bedre balance. Desuden siges bikram at forbedre alt fra koncentration og tålmodighed til beslutsomhed og selvkontrol samt afhjælpe stress, og det lyder jo lovende. Efter et par gange begynder repetitionen da også at virke meditativ på mig, fordi jeg kun koncentrerer mig om at udføre stillingerne rigtigt og er helt til stede i nuet. Og selv om tankerne stundom vandrer i retning af arbejdsopgaver, aftensmad og aftaler, bliver jeg bedre og bedre til at lade dem blive i salen.

Resultatet
Efter 30 dages yoga oplever jeg en mærkbar ro og bedre evne til at fokusere. Fysisk mærker jeg langt større smidighed og bedre føling med min krop og mit åndedræt. Også når jeg løber. Min hud synes også sundere og mere strålende. Og så sover jeg bedre om natten og har meget mere energi og overskud om dagen. Jeg overvejer faktisk at tage 30 dage mere og gøre forvandlingen komplet. Namaste.

HVOR
Bikram Yoga, Ryesgade 23, 2200 Kbh. N, Bikramcph.dk

HVAD
10, 30 eller 60 dages bikramyoga med klasser af 90 minutters varighed.

PRIS
10 Day Life Saver: 275 kr.
30 Day Life Saver: 575 kr.
60 Day Life Saver: 975 kr.

Der er tale om et begyndertilbud med fri praksis i 10, 30 eller 60 dage.
Hver fredag kl. 19 er Bikram Yoga Copenhagen vært ved en donationsklasse, hvor overskuddet går til velgørenhed. Prisen for deltagelse er min. 50 kr.


LÆS OGSÅ: Plus sved, minus sukker

LÆS OGSÅ: Fra kropskonkurs til fit og glad

LÆS OGSÅ: Syv dages miks