Anna Mee Allerslev
fit living

Anna Mee Allerslevs sunde tips til kost og træning

Anna Mee Allerslev: "Jeg bruger løb som transport"

Del på

Når der er fuld fart på hverdagen, er det fristende at springe træningen over. Få tips til motion og sund kost af skønne Anna Mee Allerslev.

Af Maria Præst 22.mar.2017 Sundhed

HVAD GØR DU FOR AT HOLDE DIG SUND I DIN HVERDAG?
“I mit job er der rigtig mange møder, hvor jeg sidder stille – og hvor der altid er kaffe og kage, så jeg prøver at gå 10.000 skridt om dagen og holder også walk’n’talk-møder, når det er muligt. Jeg lider meget af allergi, så jeg forsøger også at spise sundt ved at få masser af grønt og spise varieret.”

HVAD – OG HVOR OFTE – TRÆNER DU?
“Jeg forsøger at løbe mindst tre-fire gange om ugen, og så elsker jeg styrketræning. Så enten tager jeg i træningssalen og styrketræner på brandstationen ved siden af Rådhuset, eller også laver jeg klassiske styrkeøvelser hjemme efter løbeturen.”

HVORFOR LØB?
“Løb er den nemmeste måde at holde sig i form i et travlt liv. Jeg er tidligere flittig gymnast, så jeg har altid trænet meget, men aldrig med fokus på at holde mig i form. Det kom først, da jeg fik en rygskade som 20-årig og begyndte at løbe i stedet. Dengang forsvor jeg, at jeg nogensinde ville komme til at elske at løbe, men her i sommer – efter at have løbet i 10 år – begyndte jeg at fokusere på det som mentaltræning, og nu er jeg blevet en af dem, der elsker at løbe. Jeg kobler af, jeg får nye idéer og mere energi.”

LÆS OGSÅ: Sofie Bentzen: "Morgentræning gør mig glad og giver mig overskud”

HVORNÅR LØBER DU?
“Jeg bruger ofte løb som transport og løber enten på arbejde om morgenen eller hjem fra Rådhuset om aftenen – selv om klokken ofte bliver tæt på midnat. Jeg kan også godt finde på at løbe hjem til mine venner – men kun dem, jeg kender godt, hvor jeg kan tillade mig at dukke sveddryppende op.”

HVORDAN FÅR DU TID TIL AT TRÆNE?
“Jeg har altid min løberygsæk, tøj og sko med, uanset hvor jeg er, for så er det meget nemmere at komme af sted. Og brandstationens træningssal har åbent 24 timer i døgnet, så der kan jeg også træne før eller efter arbejde.”

HVAD GØR DU FOR AT SPISE SUNDT?
“Jeg prøver at være bevidst om at få masser af grønt og spise mange forskellige farver, for så er du sikker på at spise nogenlunde sundt og varieret.”

HVAD ER DIT SUNDESTE MÅLTID?
“Når jeg har tid til at spise en ordentlig morgenmad, laver jeg gerne havregrød med frugt, mandler og kanel. Det er den sundeste og bedste start på dagen for mig, men det er desværre ikke hver dag, det sker.”

LÆS OGSÅ: Fatburners: 8 madvarer, der fyrer op for din forbrænding

HVAD GØR DU DE DAGE, DU IKKE HAR TID TIL DEN STORE MADLAVNING?
“Det er meget sjældent, jeg har tid til at lave mad, men jeg er en flittig gæst hos Døgnnetto, Irma og 7-eleven, der heldigvis har fået en masse sunde alternativer til deres pølsehorn – som jeg ellers elsker.”

HVAD HAR DU ALTID I KØLESKABET?
“Mit køleskab et oftest tomt, for jeg tilbringer det meste af min tid på Rådhuset, men der er gerne havregryn, frugt og mandler, hytteost og rugbrød. Jeg er også lidt kaffeafhængig, og da jeg desværre ikke kan tåle laktose, har jeg som regel mandelmælk og laktosefri mælk, så jeg kan få min kaffe med mælk.”

… OG MED I TASKEN?
“Jeg har altid knækbrød, proteinbar og snackgulerødder med på farten, så jeg ikke går helt kold.”

HVAD ER DIN GUILTY PLEASURE?
“Min største svaghed er slik og kage, så det er meget svært, når der bliver serveret kager til møder – der falder jeg tit i, må jeg indrømme.

LÆS OGSÅ: Anders Nedergaard: “Slap bare af, kvinde. Du er præcis, som du skal være!”

Om Anna Mee Allerslev

NAVN: Anna Mee Allerslev.
ALDER: 32 år.
ARBEJDE: Borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.
PRIVAT: Forlovet.
TRÆNING: Løb og styrke fire-fem gange om ugen

Del på
Kommentarer (0)

Henter...