Mettes dagbog 14: "Jeg følte mig mest af alt som en slatten gammel kone"
Mette er halvvejs igennem sit kemoforløb og det føles som en sejr. Men så bliver hun for alvor ramt af kemoens bivirkninger.
Jeg så nærmest frem til 3. kemobehandling. Ikke at jeg var vild med indtagelse af celledræber-drinks, men det var for mig stærkt opløftende at nå "rundt om det hjørne", hvor jeg kunne sige at jeg var HALVVEJS gennem mit kemobehandlingsforløb. Måske at tage forskud på glæderne, men det føltes som en sejr at være kommet så langt og stadig føle sig godt kørende.
På hospitalet havde de foreslået, at vi kunne tage pigerne med til kemobehandlingen. De havde god erfaring med, at det kunne være en god hjælp for børn. At se "hvad det var for noget" og samtidig opleve, at det foregik i rolige og udramatiske omgivelser. Jeg spurgte derfor pigerne, om de havde lyst til at tage med, hvilket de begge gerne ville. Kryds i kalenderen – familien skulle på "tur."
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 13: ”Min krop og hjerne klapser sammen hver aften klokken 20.30.”
Kemotur
Det blev torsdag og kl. 16.30 skulle kemoen serveres. Pigerne og jeg kom til hospitalet i god tid (jeg var altid nervøs for at komme for sent til en behandling af skræk for, at den ville blive aflyst), hvilket efterlod tid til en lille rundtur på hospitalet og en is fra kiosken i forhallen.
Vi fik også en tur i den kæmpestore elevator, der rullede os op på 17. etage og ned igen. Tiden gik og vi smuttede ind på onkologisk ambulatorium, hvor pigerne kiggede nysgerrigt rundt....ikke mindst efter de marcipanbrød jeg havde fortalt dem om. Min mand kom også, og jeg blev lidt usikker på, om vort store fremmøde var "forkert"..?!
Jeg valgte dog at slå det hen, idet "toget jo kørte," og nu var vi jo alle var troppet op. Sygeplejersken, der skulle stå for kemo-serveringen, tog det hele i stiv arm, mens pigerne spurgte løs, spiste peanuts og drak te og kakao. Ligeså sød og smilende sygeplejersken var undervejs, ligeså glad og lettet så hun ud, da hun kunne sende os hjem. Jeg tænker, at hun har glædet sig til at hvile ørerne lidt.
Jeg ved ikke, om oplevelsen ændrede noget for pigerne, men jeg fornemmede, at de blev bekræftet i at "det går godt, og som det skal". Gødning af tryghed og ro kunne vi ikke få for meget af i vores situation.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 12: ”Hvad hvis de griner af dig mor? Det vil jeg ikke ha”
Midtvejskrise
Om det var midtvejskrise eller hvad ved jeg ikke, men jeg blev noget skuffet over at møde kemoens grimme fjæs og så mindst som jeg ventede det. Hvad fanden skulle det nu til for...??!!
På selve dagen, hvor jeg havde fået tredje behandling forløb alt stort set som de forrige gange. Jeg var ude og løbe, da vi kom hjem, og jeg følte ingen former for ubehag. Men allerede dagen efter behandling fornemmede jeg mere kvalme end i forbindelse med de andre behandlinger. Bare jeg tænkte på posen med den knaldrøde kemovæske, fik jeg det nærmest dårligt. Det begyndte også at gøre ondt i mine knogler og muskler. Jeg følte mig alt andet end oplagt, mest af alt som en slatten gammel kone. Det var som om, jeg blev svøbt ind i dårlig karma. Jeg passede mit arbejde, men jeg var træt, selv når jeg vågende om morgenen. Jeg fastholdt mine lange morgen-gåture og mine løbeture og mærkede, at de gav mig bedre styrke, selvom jeg undervejs pustede og stønnede, som var et hjertestop nært forestående.
Præcis én uge efter 3. kemobehandling "lettede tågerne", og jeg fik det igen godt, hvilket gjorde mig så glad. Utilpasheden de forgangne fem dage havde virkelig været træls, og jeg havde nær troet, at jeg aldrig blev "frisk igen". Men det gjorde jeg – back on track – og fuld energi.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 10: ”Jeg lignede en forblæst skovtrold”
En ørneunge på en forblæst bjergtop
Midtvejskrise eller ej, håret på hovedet var begyndt at gro – ikke at der var tale om en stor og vældig hårpagt (på ingen måde), men håret groede. Det var mørkt og dunagtigt, hvilket fik mig til at ligne noget nær en ørneunge placeret i reden på en forblæst bjergtop. Pigerne synes det var vældigt at skue og deres hænder dansede lystigt henover min hovedbund, når parykken var smidt, mens de grinende fortalte mig hvor "nuttet" jeg så ud. Øhhh hvem havde lige regnet med at blive nuttet som 46 årig....
Jeg mærkede hvordan jeg inderst inde håbede at jeg var i besiddelse af en eller anden form for "power" der medførte, at ikke alle mine hårceller ville blive smadret, således at der var grobund for, at min spirende hårpagt ville fortsætte og forblive (fremfor først at starte sin vækst efter endt kemo om nogle måneder).
Det var en dejlig tanke og jeg begyndte at holde at mit ørneunge-look, men min mand mente ikke jeg skulle puste for meget liv i mine positive forventninger. Han havde en kollega hvis kone havde været ude for det samme, men hvor det endte med at de nye dun også måtte lade livet i kemoens favntag.
Øv tænkte jeg...men jeg valgte nu alligevel at holde liv i den dejlige lille hårdrøm og mine bryn og vipper holdt jo fortsat stand. Så please, lad mig beholde mine dun, bryn og vipper – jeg er meget glad for dem.
Jeg nåede at kippe med flaget over at være kommet halvvejs i kemoforløbet, men må også indrømme at "dykket" efter 3. behandling tog lidt vel hårdt på kræfterne og begejstringen. Dog ikke mere end at jeg var klar til at kaste mig ud i det videre forløb. Oh my God, what a journey...
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 9: "Feber udløste fribillet til akutafdelingen"
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 7: Jeg lignede alt fra modne bridgedamer til Dame Edna