Sund i en fart
SPONSORERET indhold

Sådan bliver du sund i en fart

Du kommer ikke i topform eller slipper de usunde vaner fra den ene dag til den anden, men sundhed behøver heller ikke være et uoverskueligt projekt, der tager al din fritid. Brug 20 sekunder på at ændre en lillebitte smule i sundhedsregnskabet, eller sæt 20 dage af til et lidt større projekt. Det er slet ikke så svært!

Af: Pernille Lewinsky Kofoed og Susanne Knutzen Foto: Hill Creek Pictures
07. nov. 2012 | Sundhed | ALT for damerne

SÅDAN BLIVER DU SUND PÅ 20 SEKUNDER
Børst tænder lidt længere
Vidste du, at der er en klar sammenhæng mellem dårlig mundhygiejne og risikoen for alvorlige sygdomme som åreforkalkning, blodpropper, kræft og sukkersyge. Bakterier fra mund og tænder kan nemlig trænge ind i kroppen via tandkødet og forårsage kronisk betændelse. Børst derfor tænderne, tungen og tandkødet lidt ekstra og brug tandtråd dagligt.
Kilde: Hjerteforeningen

Tænk grønt – også når du drikker te
En række undersøgelser viser, at grøn te har en række helbredsbevarende effekter. Den indeholder nemlig store mængder antioxydanter, C- og E-vitaminer samt polyfenoler, der forebygger infektioner og alvorlige sygdomme som kræft og hjerte-kar-lidelser. Desuden indeholder teen fluor, som forebygger huller i tænderne.
Kilde: Kræftens bekæmpelse og Journal of Dental Hygiejne

Læs også: Så meget koster en sund livsstil

Sæt din balance på prøve                                   
Din balanceevne bliver ringere med alderen, men ved at udfordre din balance i det daglige holder du den ved lige. Træn balancen ved at stå på et ben, når du tager strømper på, eller mens du børster tænder. At stå på et ben koster desuden mere energi, så det tæller også (lidt) i kalorieregnskabet.
Kilde: Gigtforeningen og vorespuls.dk

Træn i reklamepausen
Vi ser i gennemsnit fjernsyn tre timer dagligt. Find nogle øvelser, som du let kan lave foran fjernsynet og gør det til en vane at lave øvelserne i to-tre reklamepauser hver dag.

Husk at grine
Sørg for at grine flere gange i løbet af dagen. Når du griner, frigør kroppen gavnlige hormoner, blandt andet endorfin, som er med til at øge dit fokus og gøre dig afslappet og veltilpas. Desuden har amerikanske undersøgelser vist, at kroppen producerer flere hvide blodlegemer, når vi griner, og at latter styrker immunforsvaret og øger modstandskraften over for infektioner.
Kilde: Hanne Gottlieb, certificeret latterterapeut og præsident for den danske latterforening


Læs, hvordan du bliver sund på 20 minutter på næste side.

SÅDAN BLIVER DU SUND PÅ 20 MINUTTER
Lær at meditere
Vi tænker omkring 50.000 tanker i løbet af en dag, og det sætter hjernen på hårdt arbejde. Ved at meditere bringer du sindet til ro og udvikler din evne til at fokusere og være til stede i nuet. Under meditation øges kroppens udskillelse af antistress-hormonet oxytocin samt dopamin og serotonin. Så lær dig selv at meditere og sæt 20 minutter af til det – gerne hver dag.
Kilde: Bjarne Nybo, forfatter til bøgerne ”Guide til meditation” og ”Mindfulness – nærvær i nuet”

Sæt KYS i kalenderen
Husk at kysse hvis du vil holde liv i parforholdet og ikke mindst i sexlivet. At kysse giver en følelse af nærhed og kærlighed. Desuden booster kys både sundheden og forbrændingen og ved at kysse 20 minutter om dagen, forbrænder du godt 100 kcal.
Kilde: Sexolog Rikke Thuesen

Læs også: Har du sunde kostvaner?

KYS OGSÅ FORDI
Det stimulerer produktionen af spyt og giver dermed sundere tænder
Det frigiver endorfiner, der gør glad og afslappet
Det styrker immunforsvaret og reducerer blodets indhold af stressrelaterede hormoner
Gå en tur
Vil du fyre op under din sundhed og vægttab, handler det ikke nødvendigvis om at få sved på panden, men om at bevæge sig mest muligt i løbet af dagen. Ved at gå 2.000 skridt mere, end du plejer, forbrænder du ca. 100 ekstra kalorier om dagen. Det giver et vægttab på omkring fire kilo på et år.

Spis i stilhed
Øv dig i at være nærværende – også når du spiser. På den måde fristes du ikke til at overspise, og du husker at nyde maden. Undlad at se fjernsyn eller læse mens du spiser, og spiser du sammen med andre så prøv at spise i stilhed i de første to minutter. Nyd smagsnuancerne og oplevelsen af maden.

SÅDAN BLIVER DU SUND PÅ 20 TIMER
Lær en ny motionsform
Træner du altid på samme måde, vænner kroppen sig til udfordringen og holder op med at forbedre sig. Ved at prøve nye motionsformer, hvor du laver nye og anderledes bevægelser, giver du både dine muskler, konditionen og motivationen et spark. Tag f.eks. et begynderkursus i dykning, begynd at klatre eller lær at løbe på rulleski.

Kast dig over pilates
”Efter 10 gange kan du mærke en forskel, efter 20 gange kan du se en forskel og efter 30 gange har du fået en ny krop”. Det mener i hvert fald opfinderen af den populære træningsform Joseph Pilates. Pilates styrker de små dybereliggende muskler og forener krop og sind ved bevidst brug af åndedrættet. På bare 20 timer kan du nå at dyrke pilates 20 gange og øge både kroppens stabilitet, styrke og fleksibilitet.

Læs også: Her er modellens sunde uge

Pas på musen
Du kan nedbringe risikoen for museskader som ondt i nakken, arm, skulder eller hånd ved at begrænse brugen af mus til 20 timer om ugen. Overskrider du den magiske grænse, siger risikoen for skader markant. Sæt computermusen på ration og brug den 20 timer om ugen – og ikke et sekund længere.
Kilde: NUDATA undersøgelsen udført af forskere fra Arbejdsmedicinsk klinik


Læs, hvordan du bliver sund på 20 dage på næste side.

SÅDAN BLIVER DU SUND PÅ 20 DAGE
Sænk dit kolesteroltal
Forhøjet kolesterol øger risikoen for blodpropper og andre hjertesygdomme, men hvis du lider af forhøjet kolesterol, så glæd dig over, at det kun tager 20 dage at sænke det mærkbart. Kolesterol er et fedtstof, der dannes i leveren, og jo federe mad, du spiser, jo mere kolesterol dannes der. Du kan sænke dit kolesterol ved hjælp af de 5 F´er: 

FEDT Spis udelukkende sundt, umættede fedt som oliven- og rapsolie samt avocado og nødder.
FISK Spis 300 gram fisk dagligt som pålæg eller to gange om ugen som hovedmåltid.

 

FRUGT Spis 600 gram frugt og grønt dagligt. Både de friske, frosne og konserverede tæller i regnskabet.
FIBRE OG FULDKORN Spis 75 gram groft brød, havregryn eller mysli om dagen
FYSISK AKTIVITET Dyrk 30 minutters moderat motion hver dag. Hverdagsaktiviteter som havearbejde og rengøring tæller også.
Kilde: Hjerteforeningen

Løb 10-20-30
Er det svært at holde liv i løbelysten, eller er tiden knap, så er løsningen måske 10-20-30, som er en helt ny form for intervaltræning. Du bruger mindre tid på at træne, men får alligevel en bedre kondition. Du starter med at løbe 30 sekunder i lavt tempo, herefter løber du 20 sekunder i moderat tempo og til sidst spurter du i 10 sekunder. Læg blidt ud og husk at opvarme med almindeligt løb, før du kaster dig over intervallerne. Begynd for eksempel med en blok af fem minutters intervaltræning under din almindelige løbetur og øg gradvist. Efter tyve dage vil du kunne mærke en forskel.

Skær ned på saltet
For meget salt er en tikkende bombe under din sundhed, fordi det øger risikoen for hjertekarsygdomme og kræft. Da det som bekendt tager tid at ændre vaner, så skær ned for saltet lidt ad gangen ved at erstatte det med stærke krydderier som hvidløg, ingefær, chili og peber. I løbet af blot et par uger, vil du slet ikke savne saltet.

Hjerteforeningen anbefaler, at kvinder får maksimalt seks gram salt om dagen. På
Hjerteforeningen.dk kan du tage en salttest og se, om du får for meget.

Fyld dine lykkedepoter
Kig dig liv efter i sømmene og find ud af, hvor dine lykkedepoter ligger. Hvad får dig til at glemme tid og sted? Hvordan bruger du dine sanser til noget, der giver dig velbehag og glæde? Hvornår er du afslappet og i god kontakt med dig selv og din krop? Hvem har du det sjovt (eller lærerigt eller spændende eller kærligt) sammen med? Hvad er du taknemmelig for i dit liv? Sæt æggeuret på fem minutter og lav en lynhurtig liste over dine lykkedepoter.

 

Når du har styr på lykkedepoterne, kan du nemt lave en plan for de næste 20 dage. Noter hvordan du hver dag vil bruge 15-30 minutter på én af tingene fra dit lykkedepot. Det må gerne være gengangere imellem. Det vigtigste er, at du hver dag har gjort noget, der gør dig glad.
Kilde: Liselotte Vejborg, forfatter til bogen ”Lykkelig som bare pokker”


Læs også: Sådan forbrænder du fedt hurtigt