glutenintolerance
SPONSORERET indhold

Glutenguide: Jo, du kan godt tåle det

Flere og flere fravælger gluten i deres kost, selv om undersøgelser viser, at kun en meget lille andel rent faktisk er intolerante. Men hvordan ­påvirker gluten egentlig din krop, og hvordan ved du, om du er glutenintolerant? Få svaret her …

Af: Carina Vergmann Foto: Getty
22. feb. 2017 | Sundhed | Fit living

Glutenfrie alternativer findes efterhånden overalt, fra dit lokale pizzeria til din bager eller dit supermarked, og mange oplever velvære ved en glutenfri kost. Reelt set er det dog kun 0,1 procent af den danske befolkning, svarende til 5.000 til 6.000 personer, der er diagnosticeret glutenintolerant. Men hvad er gluten egentlig, og er du en af de få intolerante?

Gluten er et protein, der findes i mange korn­produkter. Når du er intolerant over for gluten, bliver din tyndtarm beskadiget, og det er sværere for dig at fordøje maden og optage vigtige nærringsstoffer. Intolerance over for gluten hedder cøliaki, og sygdommen er kronisk, når du først har udviklet den. Ved at undgå gluten i din daglige kost kan din tyndtarm bedre optage den mad, du spiser, og du vil derfor ikke mærke mere til symptomerne. Mange tror fejlagtigt, at de har glutenintolerance, fordi symptomerne er så almindelige.

7 TEGN PÅ GLUTENINTOLERANCE

Diarré: Gluten kan ikke optages i tyndtarmen og ryger derfor videre til tyktarmen, hvor det binder vand, og det resulterer i diarré.
Vægttab og træthed: Ved glutenintolerance falder din evne til at optage nærringsstoffer. Det gør, at blandt andet vitaminer og mineraler, såsom jern, ikke bliver optaget, som de bør, og det kan forårsage træthed og vægttab. Ubehag og luft i maven: I tyktarmen bliver dele af gluten nedbrudt, men i processen skabes en masse gasser, som kan gøre dig oppustet og give ubehag i maven.
Mavesmerter: Den reaktion, der sker i tarmene under nedbrydningen af gluten, kan give ubehagelige mavesmerter.
Dårlig trivsel: Børn med glutenintolerance, som endnu ikke er opdaget, har ofte svært ved at følge med i vægt og højde i forhold til deres venner, og det kan give dårlig trivsel.
Blodmangel: Folinsyre er vigtig for, at kroppen kan producere røde blodlegemer. Hvis tyndtarmen har problemer med at optage nærringsstoffer, som er tilfældet her, kan det resultere i blodmangel.
Knoglesmerter: Fordi tyndtarmen bliver beskadiget, er det svært at optage nærringsstoffer, som for eksempel calcium, der skal bruges til at holde dine knogler sunde og raske.

SÅDAN BLIVER DU TJEKKET

BLODPRØVE
Få taget en blodprøve hos lægen. Den viser, om koncentrationen af udvalgte antistoffer er forhøjet.
VÆVSPRØVE
Viser din blodprøve et forhøjet niveau af antistoffer, vil lægen foretage en vævsprøve for endeligt at afgøre, om det skyldes gluten.
UDELUKKELSE AF GLUTEN FRA KOSTEN
Test dig selv ved at udelukke gluten fra din kost. Se, om symptomerne fortager sig. Gør de det, kan du prøve langsomt at genindføre gluten i kosten.
Oplever du reaktioner, så kontakt din læge, og få taget en blodprøve, der kan be- eller afkræfte din mistanke.

Gluten er vigtigt for dit barn

Spædbørn under seks måneder bør ikke få gluten, fordi deres tarmsystem ikke er færdigudviklet. Introducér derfor først gluten i seksmånedersalderen og i små mængder. Det er dog vigtigt, at barnet får gluten, så maven kan udvikle sig korrekt og lære at nedbryde det ordentligt. Det kan forebygge igangsættelsen af intolerancen – også hvis dit barn er genetisk disponeret. Undgår du helt gluten, øges risikoen for udviklingen af intolerance.

Hvad er gluten?

Gluten er et protein, som du bl.a. kan finde i ­kornprodukter ­såsom hvede, byg og rug. Du kan også ofte finde det i havre, fordi det under produktionen let kan komme i kontakt med de andre glutenholdige ­kornsorter. Gluten er det, der gør dejen til dit lækre, hjemmebagte brød elastisk, så det kan strække sig, i takt med at brødet hæver og bliver luftigt.

4 tips til glutenintolerante

Du kan gøre hverdagen med ­glutenintolerance lettere ved at sætte dig ind i sygdommen. Følg disse råd.
1. Kontakt en diætist, og få hjælp til, hvordan du kan spise glutenfrit i din hverdag uden ernæringsmæssige mangler.
2. Livet med cøliaki betyder en livslang glutenfri diæt. Gør dig selv – og din krop – en tjeneste, og overhold diæten.
3. Få adgang til et netværk, som du kan sparre med og få tips og tricks af. Se ­coeliaki.dk for mere info.
4. Følg løbende op på sygdommen. Er den blevet værre eller bedre? ­Forsvinder symptomerne, eller kommer der nye til?

Glutenholdig føde

hvede, byg, rug, havre, spelt, bulgur, øl
Det kan du spise i ­stedet:
ris, hirse, special- behandlet havre, majs, sojaprodukter kartofler, quinoa